BØRNELIV I GHANA - Den sorte skole

Emmanuels stilehæfte bugner af tal. Første side har omhyggelige rækker med et-taller, side to kolonner med to-taller, side tre med tre-taller. Den femårige ghanesiske dreng er nået til side 100, og hæftet er uldent at røre ved. De første linjer er fnidrede, og tallene krøller uregelmæssigt, men den megen træning har rettet op på de snublende tal, så de efterhånden står vinkelret på linjerne.

Børnene tæller i kor.

»Thirteen, fourteen, fifteen ...« siger Emmauel, næsten mekanisk, og det er tydeligt at høre, at han har sagt det tit, for her i Alko Nursery i Ghanas hovedstad Accra går man grundigt til værks, når børnehavebørnene forbereder sig til skolen.



En god børnehave. Alko Nursery har vægge. Nye vægge af sten med malerier, der forestiller sirligt formede bogstaver, tal og illustrationer af "eyes" og "legs". Den store gård giver plads til at spille fodbold. Så fine faciliteter finder man sjældent i en børnehave i Ghana. Det er især et usædvanligt fund i James Town, som er det tættest befolkede område i hovedstaden Accra, og hvor kun halvdelen af institutionerne har udendørsplads. I bydelen opstår hver dag nye huse, og de små træskure, der klistrer sig uden på de gamle fisker- og toldhuse fra kolonitiden, gør det svært at finde vej gennem de snævre passager i fiskerlejet ved Guinea bugten.

Med Evelyn Quartey-Papafios hjælp fandt Børn&Unges udsendte vej til Alko Nursery. Evelyn Quartey-Papafio er projektansat i GNAT (Ghana National Association of Teachers), der er

BUPL's søsterorganisation i Ghana. Som et led i BUPL's projekt med at organisere pædagogerne i fire distrikter i Ghana i en særlig sektion under GNAT er hun distriktskoordinator for børnehavepædagogerne i distriktet James Town i Accra. Hun kender alle 32 såkaldte pre-schools (0-6-års institutioner) i bydelen. De 29 er private institutioner, og det gælder også Alko Nursery, der har 230 2-5-årige børnehavebørn fordelt på fem aldersinddelte stuer med hver deres pædagog.

»Mange børn giver mange penge i undervisningsafgift, og i en privat institution kan lederen selv fordele indkomsten på udgifter til løn, materialer og maling. Her kan man se, at et stort beløb bliver brugt på vedligeholdelse, og børnehaven går da også for at være en af de bedste i bydelen. Men alligevel kan man pege på store problemer,« sukker Evelyn Quartey-Papafio, da vi krydser den tomme legeplads.

»En god børnehave bliver ikke som i Danmark målt på børnenes sociale trivsel og pædagogernes arbejdsvilkår, men på børnehavens størrelse, dens faciliteter og på børnenes evne til at tælle til 100,« forklarer Evelyn Quartey-Papafio.

Hun har i elleve år undervist som lærer på en af Ghanas i alt fire pædagoguddannelser og ville ønske, at man i Ghana lagde større vægt på leg end på læring.

»Det er svært at forklare forældrene, der har brug for børnenes arbejdskraft i hjemmet og på gaden, hvor de sælger fisk eller drikkevand, at de skal betale deres hårdt tjente penge til, at børnene kan lære at lege,« siger hun.

»Forældrene vil derimod se resultater. De ved, at kan barnet tælle til ti og udtale et korrekt engelsk, så har barnet udsigt til et bedre job end forældrenes, og de selv har udsigt til at blive forsørget i deres alderdom,« fortsætter hun.



Straf og belønning. Da børnene runder 100, klapper pædagogen Gifty Asmah, og de skal nu lege "hvilket nummer kommer før eller efter".

I Ghana er der ingen børnesang om "hønen med strømper og sko", der hjælper barnet til at huske på placeringen af tallet to. Men efter mange ganges repetition er det let nok for de ghanesiske børn at tælle fremad. Derimod kan det være svært for en femårig at tælle baglæns og huske, at før 14 kommer 13. Men man kan skele til sit regnehæfte. Det gør Emmanuel, og han får ros for det rigtige svar.

»Klap af drengen,« siger læreren, og Emmanuel ånder lettet op.

Han har prøvet at få en over fingrene med pegepinden for at svare forkert, og Gifty Asmah er ikke i tvivl om, at afstrafning kan være lige så vigtig en pædagogik som belønning.

»Er et barn blevet slået, svarer det sjældent forkert igen,« konstaterer hun.

Indtil videre har tællelegen foregået på tavlen og med envejskommunikation fra pædagog til børn. Det er Evelyn Quartey-Papafio ikke tilfreds med. Hun stiller derfor fire børn op i en række og lader dem skiftevis bytte plads.

»På den måde inddrager man børnene selv i undervisningen, og det bliver billedliggjort for dem, hvad det overhovedet betyder, at et tal har en placering i en rækkefølge. Her står Emmanuel for eksempel nummer to i rækken, og før ham kommer Liz,« forklarer hun pædagogen Gifty Asmah, der villigt overtager metoden.



Ingen fantasi. Gifty Asmah har undervist otte år i børnehaveklassen i Alko Nursery. Hun tæller blandt de kun ti procent af lærerne i distriktet, der har fået en smule uddannelse. Hun tog et fire ugers lærerkursus oveni ti års folkeskole, og især når det gælder de små børn, føler hun, at hun endnu har meget at lære.

»Min opgave er at gøre børnene klar til skolen. De skal ikke lære at læse og skrive, men de skal kende bogstaverne og tallene. Jeg er heldig, at jeg har fået lidt uddannelse, men jeg har ikke lært metoder, der passer specielt til femårige børn,« siger hun, og hun spidser ører, hver gang Evelyn Quartey-Papafio forklarer hende, hvordan hun kan undervise mere kreativt.

Manglen bliver klar, da børnene får lov at tegne. Der står "bag" under den taske, som læreren har tegnet på tavlen, og kort efter er der tredive ens tasker på børnenes tavler.

»Den er for lille. Den er for lang,« lyder pædagogens dom.

Man skulle tro, der fandtes et EU-direktiv for, hvor stor en taske må være, og for hver gang børnene bliver bedt om at rette på deres værker, bliver deres skridt tilbage til stolen tungere og tungere.

»Hvorfor lader du dem ikke farvelægge tasken,« spørger Evelyn Quartey-Papafio i håbet om at se lidt variation og fantasi i børnenes tegninger.

Gifty Asmah farvelægger så endestykkerne på tasken på tavlen og giver børnene hver deres farvekridt. Resultatet er, at børnene kopierer lærerens design til punkt og prikke. Distriktskoordinatoren sukker igen.

»Børnehaven har tavler og farvekridt, og børnene har stole og borde at sidde ved, men undervisningen er rigid og fantasiforladt,« konstaterer hun.



Tidligt i skole. I Ghana er "den sorte skole" virkeligheden for selv de 2-årige børnehavebørn. Det er en af årsagerne til, at BUPL i april 2002 indgik et samarbejde med søsterorganisationen GNAT om at organisere pædagogerne i Ghanas lærerforening i en særlig sektion for pædagoger. Det fortæller den danske leder af projektet, souschef i BUPL Morten Brynskov.

»Lærergerningen har været i Ghana i mange år, mens pædagoggerningen bygger på et spinkelt grundlag. Det er udfordringen, når BUPL gennem organisering af pædagogerne forsøger at skubbe undervisningen i en retning, hvor man går væk fra klasseundervisning og udenadslære og i stedet lader børnene udvikle sig gennem leg. Institutioner opstår i massevis i udviklingslandene, og BUPL er i Ghana for at modvirke, at de bliver små skoler. For ikke engang i familien findes et rum, hvor børn kan være børn,« mener Morten Brynskov.

Evelyn Quartey-Papafio uddyber børnenes rolle i familien.

»Jeg ville ønske, at når mor og barn strækker sig og gaber efter aftensmaden, så er det fordi, barnet hele dagen har leget, mens mor har arbejdet i huset. Men i dag står børnene op, før hanen galer, for at hente vand til morgenbadet, og når jeg hver morgen klokken syv kører på arbejde, ser jeg børnene i deres skoleuniformer sælge vand eller frugt på gaden for at tjene penge til at komme i skole. Når de får fri, skal de hente vand til aftensmaden og ofte også lave maden, for mødrene er kommet ud på arbejdsmarkedet,« fortæller hun.

I Ghana er den obligatoriske skolealder seks år, men udviklingen er, at børnene allerede ved toårsalderen sendes i børnehave, de såkaldte nurseries for de 2-3-årige og kindergartens for de 4-5-årige børn. Der findes sågar vuggestuer, creches, for de 0-2-årige. Evelyn Quartey-Papafio tilskriver udviklingen ændringer i den tradionelle familiestruktur, men også forældrenes iver efter at dygtiggøre deres børn spiller ind. Og det får en uheldig indflydelse på pædagogikken.

»Pædagogerne ved godt, at børns logiske udvikling ikke er klar til at lære at læse og skrive, når de er 4-5 år gamle, ligesom de ved, at den lærdom ikke kan bankes ind i de små. Men i praksis tør pædagogerne ikke træne børnene i andet, og de ved også, at prygl er en metode, forældrene benytter. Der ligger et pres på dem om, at barnet skal bestå prøverne for at komme i første klasse, for gør barnet ikke det, vil forældrene give pædagogerne skylden og føle, at deres hårdt optjente penge er spildt,« siger hun.



Krav om uddannelse. Evelyn Quartey-Papafio mener, at især uddannelse kan ruste pædagogerne til at ændre forholdene i børnehaverne.

»Der er lang vej endnu, men uddannelse kan være et skridt på vejen til at give pædagogen en faglig sikkerhed, når hun skal overbevise forældrene om, at det er det bedste for deres børn at lege. De fleste forældre bliver stolte, når de ser, at deres børn kan bygge et tårn af klodser eller klippe et Valentine hjerte til dem,« siger hun og fastslår, at organisering i en fagforening bare er begyndelsen.

»For der skal være noget at være organiseret omkring, før det slår igennem helt ud på institutionsplan,« siger hun.

Fra begyndelsen har BUPL-projektets primære mål været at organisere pædagogerne, men på det seneste projektmøde i februar i Accra blev det klart, at de ghanesiske samarbejdspartnere allerede er klar til at gå et skridt videre, og Kofi Nyiaye, der er national koordinator for GNAT, fortalte stolt, at projektet havde vakt opmærksomhed i Ghanas undervisningsministerium.

»Vi samarbejder med ministeriet om at oprette en pædagoguddannelse på universitetet i Accra. Børnene er den fremtidige arbejdsstyrke, og de pædagoger, der har ansvaret for dem i centrene, skal have de bedste arbejdsbetingelser,« sagde han.

Uddannelse er et delmål i BUPL-projektet, der primært retter sig mod organiseringen af pædagoger, og udviklingen af en pædagogik, der adskiller sig fra lærerens metoder. Ti måneder efter projektets søsættelse er cirka ti procent af pædagogstanden organiseret i GNAT, vurderer Morten Brynskov, og Evelyn Quartey-Papafio har i James Town fået indlemmet 100 Early Childhood Educators, som pædagogerne kaldes i Ghana, i GNAT's særlige sektion for pædagoger. Gifty Asmah fra Alko Nursery er en af dem, og siden oktober har hun hver måned betalt 10.000 cedis eller fem procent af sin løn til GNAT. Hun ønsker andet end et velkomstmøde og et medlemskort for pengene.

»Der er ikke sket noget siden velkomstmødet i oktober sidste år. Men jeg håber, at fagforeningen vil hjælpe mig med at komme til lægen, når jeg er syg. At den kan støtte mig i at få mere uddannelse. Og at den vil forhandle min løn med min arbejdsgiver,« siger Gifty Asmah.

Hun får hver måned 200.000 cedis i løn, hvilket svarer til 200 danske kroner.

»Det er langt fra nok for det arbejde, jeg hver dag skal udføre, men jeg risikerer at blive fyret, hvis jeg kræver mere i løn,« siger Gifty Asmah.



Lokomotiv med gods i

BUPL's projekt, der sigter mod faglig organisering af pædagogerne i 0-6-års institutioner i fire distrikter i Ghana, udspringer af et mere end ti år gammelt samarbejde med Ghanas National Association of Teachers (GNAT). Målet er, at 30 procent af pædagogerne i Ghana i april 2005 vil være organiseret i GNAT's særlige sektion for pædagoger.

»Når nu det er sådan, at forældrene i Ghana putter deres børn i skole fra de er to år, vil vi i BUPL gerne være med til at skubbe undervisningen i en retning, hvor man går væk fra klasseundervisning og udenadslære og lader børnene udvikle sig gennem leg. Ved at skille pædagogerne ud fra lærerne i en særlig sektion, kan man samle dem om at udvikle en særlig pædagogik og styrke deres faglige identitet og arbejdsforhold,« mener den danske leder af projektet, souschef i BUPL Morten Brynskov.

Projektet er finansieret af Fagbevægelsens Ulandssekretariat (LO/FTF) med en bevilling på en million kroner årligt i den treårige projektperiode fra 2002-2005.



BUPL i Ghana

Ghana har i alt 110 distrikter fordelt på ti regioner, og BUPL's fire projektdistrikter blev valgt ud fra ønsket om at dække både land- og byregioner og nå fra Nord til Syd.

James Town distriktet er forstad til hovedstaden Accra og et tæt befolket slumkvarter.

Assin Foso ligger cirka 300 km Vest for Accra i centralregionen og er et landbrugsområde i rivende udvikling.

Wa ligger i den øvre vestlige region ikke langt fra grænsen til Burkina Faso og Elfenbenskysten. Det er primært et muslimsk område og et tyndt befolket opland.

Atwima distriktet ligger i den stolte Ashanti region, hvis konge engang herskede over hele Ghana. Det er et landbrugsområde og har desuden minedrift, cacao og tømmerproduktion som hovederhverv.