Børnekreativitet. Vi skal holde os i baggrunden

Yes, så skal vi bygge et hus, tænkte Alice Andersen med det samme, da hun og børnene fik åbnet en flyttekasse, som viste sig at være fyldt med tomme mælkekartoner.

Noget hus blev der dog ikke ud af mælkekartonerne i kassen, for Alice Andersen, der er vuggestuepædagog i daginstitutionen Kernehuset i Nr. Bjert ved Kolding, nøjedes nemlig med at tænke husbyggeri og lod i stedet børnene finde på, hvad kassens indhold skulle bruges til.

»En af drengene tog hurtigt en mælkekarton op og brugte den som guitar, og det var jo helt fantastisk, at børnene fandt på at lege orkester i stedet for automatisk at bygge et hus,« siger Alice Andersen som eksempel på, hvad der kan ske, når pædagogen lader børnene selv udvikle idéer.

Det arbejder de med i Kernehuset, for institutionen deltager i projektet ’Børne­Design på Tværs’, hvor målet er at lade børnenes kreativitet og innovative evner udvikle sig. Det sker ved at have fokus på, hvordan den fysiske indretning og pædagogikken kan understøtte børnenes egne idéer.

De deltagende institutioner besøger hinanden for at få inspiration og give hinanden sparring på, hvordan de kan skabe gode rammer for kreativitet. De inspirerer og lærer af hinanden, når det for eksempel handler om tilgængelighed og æstetiske læreprocesser i daginstitutionerne.



Skabeloner forbudt. I Kernehusets rummelige og centralt placerede værksted er der langs hele den ene væg hylder i småbørnshøjde fyldt med gennemsigtige kasser proppet med aviser, toiletruller, makuleret papir og andre sager, som børnene selv kan gå om bord i og bruge efter lyst og behov. Skabeloner til figurer som påskeharer, bamser og nisser er der til gengæld ingen af.

»Vi har fået skubbet til vores indgroede vaner om at bruge skabeloner, når børnene arbejder med påskepynt eller andre ting. Vi kan stadig lave påskepynt, men det bliver uden skabeloner, og vi tegner heller ikke for børnene, for det er vigtigt for os, at de selv udvikler deres kreativitet,« forklarer pædagog Mette Bonnichsen.

Mette Bonnichsen og Alice Andersen er de to af Kernehusets pædagoger, som er tilknyttet ’BørneDesign på Tværs’.

Et af koncepterne i projektet, som pædagogerne i Kernehuset har udviklet, er ’Put i papkasser’. Det går ud på, at flyttekasser fyldes med forskellige ting som for eksempel gamle sko og tom emballage. Det foregår på kommunens pædagogiske center, hvor Center for Design, Kreativitet og Genbrug samler emballage og kasserede ting.

De får nyt liv på skoler og i daginstitutioner, når de bestiller en lukket kasse med ukendt indhold og følgende dogmeregler: ’Pædagogerne må ikke kende indholdet, børnene skal selv åbne kassen, og de skal selv vælge, hvad de vil gøre med indholdet – uden styring fra de voksne, som ikke må sige nej, hvis de på nogen måde kan sige ja til børnene, når de går i gang’.

Kassen med mælkekartoner, som Alice Andersen tænkte, der skulle komme et hus ud af, var netop sådan én.

»Idéen med ’Put i papkasser’ har vi fået god respons på, og vi har også selv oplevet, at der kan komme spændende processer ud af at arbejde med kasserne. Her er processen vigtigst. Børnene må godt lave et produkt, men det er ikke et mål i sig selv,« forklarer Mette Bonnichsen, som har prøvet at stille en stabel toiletpapir frem til børnene og lade dem gå i gang – da de først havde forvisset sig om, at det var okay at bruge løs af toiletpapiret.

»Jeg blev meget overrasket over, hvor meget fordybelse der var i det for børnene, som blandt andet viklede hinanden ind og fandt på at lave kjoler og selv fandt andre ting, de ville bruge i den proces. Der var masser af læring, sansning, samarbejde og flow,« fortæller hun.



Svært ikke at styre. Begge pædagoger har oplevet, at det er svært at lade være med at styre og gøre ting for børnene.

»I starten havde jeg utrolig svært ved at sætte mig ned og lade være med at blande mig i, hvad børnene lavede. Det handler jo om, at vi skal lukke munden og sætte os på hænderne, og det kan altså godt være en udfordring,« siger Alice Andersen, som oplever, at hun stadig har meget at lære.

At der heller ikke nødvendigvis kommer et produkt ud af børnenes kreative projekter, er også noget, pædagogerne skal gøre op med.

»Det sidder dybt i os, at vi gerne vil have noget at vise forældrene, når børnene har været i gang med et projekt, så derfor har vi gjort meget ud af at forklare vores forældre, hvordan vi arbejder nu,« siger Mette Bonnichsen.

Også kollegerne imellem er det vigtigt at tale om, hvorfor man ikke bare lige finder en model eller tegner en figur, men lader børnene selv arbejde med at skabe og finde løsninger.

»Man skal være klar til at tage de faglige diskussioner med kollegerne. Er det for eksempel i orden, at børnene ikke får malet noget, men smører maling ud i hænderne for at mærke og sanse malingen? Ja, synes jeg, men jeg ved også, at nogle kolleger ikke kan være i det,« siger Mette Bonnichsen.

’BørneDesign på Tværs’ handler også om at lade børnene lege sig til løsninger. Metoderne kan bruges på legepladsen, på ture ud af huset, i naturen, og når det handler om sprog, musik og dans. Eller når vuggestuebørn skal guides, så de lærer at tage flyverdragter på selv, og når børne­havebørnene skal lære at løse en konflikt i dukkekrogen.

»Hvis man på en stue fx har to børn, som ofte havner i en konflikt, kan vi se på, om noget i indretningen ikke er hensigts­mæssigt, eller om det altid går galt på et bestemt tidspunkt på dagen. Måske skal børnene bare have nogle andre muligheder,« siger Mette Bonnichsen.

Hun er blevet overrasket over, hvor nemt det er at falde tilbage i rollen med at styre og servere færdige løsninger til børnene. Men hun er også blevet overrasket over, hvor nemt det er for hende at lade være nu, hvor hun er blevet bevidst om det.



Kollegial inspiration. Som Kernehusets to repræsentanter i ’BørneDesign på Tværs’ mødes Alice Andersen og Mette Bonnichsen en gang i kvartalet med kolleger fra de fem øvrige institutioner i projektet.

Deltagerne hjælper hinanden med det, som værtsinstitutionen ønsker fokus på.

»Nogle steder er de udfordret af husets indretning, men ofte kan det gøre en forskel, når vi kommer med friske øjne og for eksempel spørger ind til, hvordan de bruger de skabeloner, de har hængende – eller hvorfor, de bruger dem? Vi var ude i en institution og spurgte til, hvor meget de brugte deres værksted. Og det gjorde de nærmest ikke.

Det var blevet til et depotrum, som var vanskeligt at komme til, selvom det var et stort, lækkert lokale. Bagefter lavede de det om, og de har siden fortalt, hvor glade de er for at have fået et værksted igen. De var selv blevet blinde over for mulighederne,« for­klarer Mette Bonnichsen.



Innovative børn. Selvom projektet i høj grad går ud på at understøtte børnenes udvikling, ved at de selv finder løsninger, er det selvfølgelig stadig pædagogernes ansvar, at børnene får relevante tilbud i hverdagen.

»Vi kommer ikke udenom, at vi som voksne har definitionsmagten, men vi skal kunne gribe, hvad børnene gør,« siger Mette Bonnichsen.

Begge pædagoger er sikre på, at ’Børne­Design på Tværs’ får betydning for børnene.

»Det skaber børn, som er åbne og ikke lader sig bremse, og jeg oplever, at de er mere glade og sprudler,« mener Alice Andersen.

»Vi får nogle børn, der tør tro på deres egne idéer og tør give sig i kast med noget, de ikke har prøvet før. Og vi får nogle børn, som kan indgå i fællesskaber og er nytænkende. Det synes jeg allerede, vi har set tegn på. Jeg kan i hvert fald godt blive temmelig benovet over, hvad børnene kan selv, når vi tør give slip,« siger Mette Bonnichsen.