Børn uden leg - ud af boblen

De findes i næsten alle børnehaver. En Carl, der bruger legen som sin magtscene og tvinger sig ind i børnegruppen ved at kaste sig over den togbane, de andre har bygget.

En Anton, der som en hvirvelvind pisker rundt og aldrig bliver det samme sted længe nok til, at de andre børn kan begynde at lege med ham.

Eller en Line, der ikke aner, hvad hun skal stille op med de andre børn og derfor trækker sig af fællesskabet og søger enten de voksnes selskab eller sit eget.

Fælles for dem er, at de er børn, der ikke kan lege. Som ikke kender spillereglerne for leg, og som derfor risikerer at få det meget svært i livet.

Mange opfatter børns leg som en medfødt gave - som noget, der er lige så naturligt som æbler på et træ. Men at verden ikke altid hænger sådan sammen, har den svenske børnepsykolog Marie-Louise Folkman og pædagog Eva Svedin erfaret gennem deres virke.

De har begge set og mødt børn, der ikke legede og blev interesseret i at finde en metode, der kunne slå bro over forhindringerne til legens verden. En metode, der kunne give børnene legen tilbage.

I samarbejde med pædagogerne i seks børnehaver tog de initiativ til et projekt med fokus på de børn i gruppen, der ikke legede. Seks drenge mellem fire og seks år blev valgt ud, og projektet er beskrevet i bogen "Børn der ikke leger."

En af de udvalgte hed Victor. Han beskrives som en stille og usikker dreng, som sjældent tog noget initiativ. Han fulgte efter de andre, men gjorde ikke noget væsen af sig. Et barn der let blev overset.

Hans pædagog var fast besluttet på at tænde stjernerne i hans øjne. "Jeg har virkelig observeret ham meget, og jeg tror, at han har mærket det," hedder det i bogen.

Pædagogerne var overbeviste om, at det var legen, der skulle styrke Victors selvtillid, så det blev den røde tråd i arbejdet med drengen.



"Vi legede helt almindelige lege, så han ikke skulle føle, at han ikke kunne være med. Vi startede med at lave små legegrupper og delte børnene op, så de kunne lege uden at blive forstyrret. De voksne gik ind og satte legen i gang. Vi begyndte med lege, som vi vidste, de kendte. For eksempel at lege doktor, og børnene syntes, det var sjovt. Vi arbejdede også med at træne hans sprog og få ham til at sige tingene ved navn. Tidligere havde han bare peget. Vi talte meget med ham og læste bøger i massevis. Han måtte have støtte for at lære at bede om hjælp, lære at sige fra og give sin mening til kende."



Et år senere er forandringen til at føle på.

Victor vover at tage skridtet, træde ind i en gruppe, og han må gerne være med. Han er ikke længere en, der bare lister alene rundt. Han er kommet ud af sin boble og bliver set. Han tør noget. Han kan drille de andre børn. Han kan endog føre an i en leg. Det er lykkedes at tænde stjernerne i hans øjne.

Brølede som en dinosaur. Victors modstykke var Michael. Han kunne kun lege én leg. En manisk og kaotisk leg, som gik ud på at løbe rundt og forskrække andre ved at brøle som en dinosaur. Det samme scenarie gentog sig hver dag, og det førte ham ikke videre og gav ham slet ikke venner. For at gelejde ham ind i legens verden måtte han først have hjælp til at koncentrere sin energi om noget konstruktivt. Det resulterede i, at hver gang han begyndte at fare planløst rundt, tog pædagogerne fat i ham og foreslog ham noget andet i stedet, som han kunne gennemføre.



"Det magiske øjeblik oplevede jeg den 30. november midt på dagen, da de små lå og sov. Michael råbte på mig og bad mig tage et spil ned, som han gerne ville lege med. Så spurgte han en kammerat, om han ville spille med ham. For mig føltes det som et mirakel. Og efter alt det vi havde kæmpet, var det som et lys for enden af tunnelen, et håb om at vi var på rette vej."



De voksnes beslutsomhed og tilstedeværelse gav en ro omkring ham og betød, at Michael fandt ud af, at leg er mere end hoppen og skrigen. Et par måneder senere havde han opdaget legens kreative muligheder, at klodser bliver til kager og puder til biler - til symboler på noget, man selv finder på. Han havde lært at lege.



Et barn i hver klasse. Lektor, ph.d. Stig Broström har forsket i lege og legeteori og vurderer, at det ikke er ualmindeligt med børn, der ikke kan lege.

"Jeg hører børnehaveklasseledere sige, at der i hver klasse er et barn, der ikke kan lege. Og som de må tage særlige initiativer overfor. Mit bud er, at der er et par børn i hver børnehave, som ikke magter legen. Her må pædagogerne træde til," siger Stig Broström fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU).

Ifølge lektoren er børnene understimulerede hjemmefra - såvel socialt som intellektuelt. Det er risikobørn med dårlig social arv og et usikkert forhold til forældrene. Og de betaler en høj pris, hvis pædagogerne ikke griber ind og hjælper dem.

"Børn, der ikke er med i kammeraternes leg, er mere modløse, passive og triste. De mister kontakten til de andre. Der er børn, der bliver koblet af, fordi de ikke kan, vil eller har lyst til at lege. De bliver holdt ude af fællesskabet, og det er katastrofalt. Børn lever af at være sammen med andre, og mangel på samvær ødelægger udviklingen af selvværdet. Det er den ene ting. Men de mister også legen som erkendelsesmetode - som en måde at opleve og lære på. Ved at opleve og bearbejde gennem leg får børn livslæring," siger Stig Broström.



Pædagogernes rolle. Bogen rejser spørgsmålet, om de voksne skal deltage i legen. Det besvares med et både og. Nogle gange er det nok bare at være tilstede. Andre gange er der brug for den voksne som vejleder og igangsætter. Under alle omstændigheder er det i forholdet til de voksne, at de første sociale lege opstår.

Som i eksemplet med hvirvelvinden Michael fremhæver forfatterne Marie-Louise Folkman og Eva Svedin, at drengens pædagog erfarer følgende:



"Somme tider følte jeg, at det var nok, at jeg bare var der. Jeg købte et puslespil til ham, og jeg tog bøger med hjemmefra, som han holdt af at kigge i. "Kom Michael, vi sætter os her." Puslespillet kunne han udenad, men han syntes, at det var dejligt, at man sad der. "Vil du blive her og hjælpe mig?" sagde han, selvom han sagtens selv kunne. I begyndelsen tænkte jeg, du kan jo selv. Senere tænkte jeg, at han nok havde behov for det... Når han sagde, "Vil du blive her og hjælpe mig?", så bad han om et anker, et fast holdepunkt som kunne hjælpe ham til at sidde stille sammen med nogen."



Ifølge lektor Stig Broström er det vigtigt, at pædagoger forstår, hvorfor børnene ikke leger. Er det, fordi barnet ikke forstår spillet eller præmisserne for legen? Eller vil det ikke lege?

"De pædagogiske metoder skal afstemmes efter grunden til, at børn ikke leger. Det kan for eksempel være manglende tilknytning til andre, at barnet ikke har lært at lege, eller at det mangler information eller oplevelser, der kan give næring til leg. Nogle børn - især piger - har nogle ret avancerede rollelege, og her må de voksne sætte ind og sørge for, at børnene får de samme forudsætninger som de andre for at være med i en leg. For

eksempel kender de bøger, som pigerne måske lader sig inspirere af," siger Stig Broström.

Han tilføjer, at pædagoger generelt er meget kompetente til at få børn inddraget i fællesskabet.

"Herhjemme har vi mange pædagoger, der ikke selv tør lege, og som holder sig ude af legen. Men når det virkelig brænder på, er danske pædagoger gode til at overvinde deres legeblufærdighed, til selv at deltage i legen og give børnene den nødvendige støtte," fremhæver lektoren.



Alarmklokkerne. I det svenske projekt blev drengene udvalgt fra seks børnehaver. Ikke fordi de gav særlige problemer i dagligdagen, ødelagde legen, dominerede eller var specielt adfærdsvanskelige. Men manglen på leg gav anledning til bekymring, og det skal den også, siger Stig Broström.

"Nogle børn kaster sig ud i vilde rollelege, mens andre sidder mere forsigtigt og klæder dukker af og på. Fire piger, der sidder rundt om et bord og tegner, leger også. Der er altid variationer på leg, og sådan skal det være. Men pædagogernes alarmklokker bør ringe, når et barn ikke er i stand til at involvere sig i grupper og i fællesskabet. Når det ikke kan komme i samspil med andre børn," siger Stig Broström og tilføjer, at også barnets evne til at bruge sin fantasi er et vigtigt fikspunkt for pædagogerne.

"Kan et barn indtræde i en fantasiverden, eller står barnet for eksempel af, når der bliver læst højt? Hvorfor vil barnet ikke høre historie? Er det, fordi det ikke forstår, hvad der bliver læst? Ikke kan skaffe sig opmærksomhed? Eller ikke forstår det fiktive univers? Børn der ikke kan indgå i fiktion og fantasi, som ikke kan lege med på sætningen: "skulle vi ikke sige, at...", de mister al rigdom i livet."