Børn ingen kan li; Fagligheden dumper

Kender du Sofie? Stædige Sofie. Hun går på stue med sure Anton, pylre Louise og Jens Lyn. Det er de besværlige børn, de kontaktkrævende børn, de urolige børn - og det er de børn, pædagogen ikke bryder sig så meget om - eller formuleret lidt mere pædagogpolitisk korrekt: De børn, man har det svært med. Men set fra børnehøjde er ordvalget ret ligegyldig, for det føles nogenlunde ens, hvis pædagogen ikke er opmærksom på problemet.

»Et barn kan mærke det med det samme, hvis pædagogen ikke kan lide det. Voksne tænker mest i sprog - i ord. Men børn er meget skrappe til at læse kropssprog, og det er et sprog, man ikke kan lyve med. De skal nok få aflæst signalerne,« siger cand. psych. Dion Sommer, som forsker i barndomspsykologi ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.

»Det har meget stor betydning, hvordan et barn bliver opfattet i institutionen. Heldigvis elsker forældre selv det grimmeste og mest vrangvillige barn, og der er ingen tvivl om, at det er barnets livline. Men pædagogen er også med til at bygge et barns personlighed op, og det kan meget vel gå ud over et barns identitet, hvis pædagogen ikke kan lide det. Pædagogen har et stort ansvar. Det er ikke bare pasning.«



Ikke professionelle. Pædagogen har et stort ansvar, for barnet har krav på omsorg, forståelse, empati og respekt. Hun skal møde barnet professionelt - integrere det faglige med det personlige, men adskille det privatpersonlige. Spørgsmålet er bare, om hun kan?

Det mener cand. pæd. Bent Madsen ikke.

»Det har pædagoger generelt svært ved. Der er ingen tvivl om, at de har brug for et professionelt løft. Der er brug for et meget mere fagligt samarbejde i daginstitutionen, at forholde sig fagligt pædagogisk og mindre privatpersonligt. Pædagogen går i mange tilfælde alt for personligt ind i arbejdet og har svært ved at se, hvornår det er noget privat, det handler om,« siger han.

Bent Madsen er projektforsker på Danmarks Pædagogiske Universitet og har ledet en undersøgelse af, hvordan pædagogen møder de støttekrævende børn. I den forbindelse har han tilbragt en del tid som observatør i forskellige daginstitutioner.

»Man kan se, at pædagogerne omgås børn meget forskelligt. Der er stor forskel på, hvordan de omgås de velfungerende børn og de støttekrævende børn. De kompetente og selvhjulpne børn, dem møder de med åbenhed og imødekommenhed. De møder dem på en positiv og anerkendende måde. De møder dem med respekt for det, de er,« siger han.



Irriterende børn. »Det ser helt anderledes ud, når de møder de børn, pædagogerne selv definerer som truede børn. Der er ingen tvivl om, at pædagogerne optræder meget mere grænsesættende overfor dem. Pædagoger har meget fokus på grænser i en negativ betydning. Mange grænser rummet ind for problembørnene, så de ikke får så stort spillerum, men i virkeligheden er det, de har brug for, et større udfoldelsesrum end normalt.«

»Børn, der bliver underkendt i deres familie, og som ikke er vant til at blive lyttet til og blive taget alvorligt, har meget mere brug for imødekommenhed og anerkendelse end et velfungerende barn. Det er utrolig vigtigt for dem at møde voksne, der anerkender dem, som de er. Men sådan bliver de ikke altid mødt, fordi pædagogen synes, deres adfærd er dødirriterende,« siger han.

At problembørnenes adfærd faktisk er irriterende, er efter Bent Madsens mening ingen undskyldning, hvis man er pædagog.

»Det er der, professionalismen skal stå sin prøve. Og det kan den ofte ikke. Pædagogen skal kunne kigge bag om det barn og barnets adfærd og forstå meningen med den handling, barnet har. Men det kniber det med,« siger han.

»I stedet for kommer hun tit til at hæfte etiketter på barnet, og det er så den måde, hun omtaler det på. Når et barn først har fået en etikette, så er det meget svært at skille sig af med det igen. Og sådan møder pædagogen det barn: "Peter er meget forkælet hjemmefra" - det har pædagogen vedtaget, og så bliver der sat ind. For i daginstitutionen skal han i hvert fald ikke have sin vilje,« siger Bent Madsen.



Afmagt og frustration. Han giver de dårlige normeringer i daginstitutionerne noget af skylden for den manglende professionalisme, men forklaringen skal også findes hos den enkelte pædagog.

»Vi kender det jo alle sammen. Vi vil gerne bekræftes i, at vi er gode pædagoger. Vi vil gerne synes, vi er kompetente, dygtige pædagoger, og det synes vi, når bare vi kan få børnene til at trives. Men der er børn, som pædagogerne ikke kan få til at trives. Og så føler pædagogen sig magtesløs. Hun oplever, at hun ikke er god nok,« forklarer han.

»Det smitter af i forholdet til de her børn. Det bliver for meget for pædagogen, som reagerer almen menneskeligt og ikke professionelt. I frustrationen over at projektet ikke lykkes, går hun ind og sætter grænser - "for nu kan det være nok". Men det bliver pædagogens egne normer for, hvad der er hensigtsmæssigt, og det bekymrer mig, at det bliver de privatpersonlige normer, der kommer til at bestemme, hvordan børn skal opføre sig,« siger Bent Madsen.



Komplekst foretagende. Efter hans vurdering er der kun én løsning på problemet: Den professionelle pædagog skal erkende, at hun ikke altid handler professionelt. At hun kommer til at tage sine privatpersonlige følelser med på arbejde.

»Det er et komplekst foretagende at passe børn. Man er nødt til at være til stede som menneske, for ellers kan man ikke yde omsorg. Men når pædagogen involverer sig følelsesmæssigt, kommer hun også til at reagere følelsesmæssigt. Det er den grænse, der er så svær. Det er vigtigt at erkende problemet, for så kan man bruge hinanden. Jo bedre man kan lære sig selv at kende, jo bedre kan man tage professionel stilling. Og så kan man gå ind og arbejde kollektivt fagligt med, at der er en gruppe børn, der er besværlige. Det er et fagligt problem, ikke et privat problem,« siger Bent Madsen.



Supervision. Cand. psych. Birthe Juhl Clausen fra Jydsk Pædagog-Seminarium peger på en gammel kendt metode til at arbejde med problemet. Supervision.

»Jeg kan ikke forstå, at man ikke bruger supervision noget mere i daginstitutionerne. Jeg tror, at alle pædagoger på et eller andet tidspunkt i deres virke kommer ud for det problem, at der er et barn, de har det svært med. Der kan supervision være det redskab, der kan gøre en afklaret på, hvad der er det faglige, og hvad der er det private. Alle kender til supervision, men pædagogerne har ikke tradition for at bruge den, ligesom man har i de socialpædagogiske fagområder. Umiddelbart er det ikke noget, man regner med, man har brug for i daginstitutionerne. Jeg tror også, at mange er bange for, at det er terapi, og de frygter at udlevere sig selv til kollegaen. Og i virkeligheden er der større risiko for at udlevere sig selv ved ikke at bruge den,« siger hun.

I sin funktion som praktikvejleder har Birthe Juhl Clausen kontakt til mange forskellige daginstitutioner. Hun understreger, at der er stor forskel på institutionerne - nogle er gode til at arbejde med problemerne, mens andre halter en del efter.

»Der er mange institutioner, hvor man godt kan finde ud af at tale om, at man har det svært med et barn. Men som regel løser man det ved at lade andre tage sig af barnet. Det er den lette løsning. Og det er selvfølgelig også en reel løsning, men pædagogen kommer jo ikke videre. Jeg har prøvet at spørge, hvad de ville gøre, hvis alle ikke kunne lide barnet. Så siger de: "Jamen, sådan er det heldigvis ikke". Der er også dem, der siger, at de aldrig har oplevet det. Der spørger jeg mig selv, er det fordi de ikke har, eller fordi de ikke vil,« siger Birthe Juhl Clausen.



Kroppen sladrer. Det kan være svært at erkende, at man som pædagog står overfor et barn, man ikke bryder sig så meget om - eller har det svært med. I virkeligheden er det heller ikke barnet, man ikke kan lide. Det er det, barnet gør. Eller rettere: Det, barnet gør ved én selv.

»Det kan godt være, du ikke selv lægger mærke til, at du har det sådan. Men de andre pædagoger ser det, og forhåbentlig siger de det, hvis du skælder for meget ud på Sofie. Det skal man som pædagog ikke tage som kritik af ens egen person, det skal man udvikle sig af. Pædagoger skal kunne rumme den ambivalens, det er at kunne lide og ikke kunne lide. Forståelsen ligger i forståelsen af sig selv,« siger Birthe Juhl Clausen.

Hendes råd er at være opmærksom på de kropslige reaktioner, for det er som regel første tegn på, at noget er galt i forholdet til et barn. Det kan være, man får en klump i halsen, røde pletter på halsen, en knude i maven, eller det kan være, man bliver så træt, når man er sammen med det barn. De psykologiske tegn kan være, at man bliver usikker sammen med barnet, at man tænker, at man ikke duer som pædagog, og at man føler sig angst.

»Hvis du ikke gør noget ved det, så er det, du bliver vred og kan komme til at opføre dig ikke særlig pædagogisk over for det barn. Og det er jo ikke barnet, det handler om, det er dig selv. Men det er barnet, der tager alle stødene. Derfor er du nødt til at arbejde med den følelse, du nærer for barnet. At finde ud af, hvad der sker,« siger Birthe Juhl Clausen.