Børn har ret til en god institution

En god institution er et sted, hvor der er fokus på barnet og dets møde med pædagogen og institutionsmiljøet. Det mener Erik Sigsgaard, cand. pæd., børneforsker ved Center for Institutionsforskning på Højvangsseminariet i Glostrup og forfatter til en række bøger om pædagogik.

»Når børn tvangsinstitutionaliseres så voldsomt, som det er tilfældet i dag, er det vigtigere at snakke om rettigheder for børn end at snakke om pædagogik. Det er nødvendigt at indrette institutionerne, så børn mødes med det, de har brug for. Og ikke med noget, som begrænser deres udfoldelsesmuligheder og selvbestemmelse,« siger han.

Erik Sigsgaard udgav i sommer bogen "Børn og institutioner". I mange år har han gennem iagttagelser, interviews og analyser forsøgt at kortlægge, hvad en god institution er. Det giver han sit bud på i bogen, der tager udgangspunkt i, at danske børn tilbringer omkring 10-12.000 timer i daginstitution, det samme i skole og 3.000 timer i SFO i løbet af deres barndom.

De rettigheder, som Erik Sigsgaard for første gang formulerer i dette interview med Børn&Unge, er inspireret af de rettigheder, som nogle fagforeninger for nylig lavede for ældre. Der stod blandt andet, at enhver ældre skal have ret til at spise det, hun godt kan lide, og til at være pænt klædt på.

»Det samme gælder for børnene. Det er ikke så interessant, hvad et godt pædagogisk arbejde er. Men mere hvordan børn har det i dag. Og hvordan en institution skal være, for at de kan have det godt. For mig er en god institution én, der tilbyder børn nogle fundamentale rettigheder,« siger han.



Vi vil selv. Erik Sigsgaard har det autonome menneske som et slags ideal:

»Mennesket er karakteriseret ved, at det vil noget, det har en intention med det, det gør. Mennesket skaber sig selv sammen med andre mennesker. Der findes institutioner, hvor der er fokus på de skabelsesprocesser, og de er med i min bog. Jeg har ikke interesseret mig for, hvor børnene lærer mest. Men jeg har forsøgt at finde institutioner, hvor pædagogerne skaber de bedste betingelser for, at børnene og de voksne kan udfolde deres vilje, deres lyst og deres intention.«

Erik Sigsgaard mener, at alle mennesker frygtelig gerne selv vil bestemme, hvad de skal spise, hvad de skal lege, hvem de skal lege med, og hvornår de vil i seng. Derfor er det nødvendigt at kigge på, hvordan pædagogerne kan undgå at lægge yderligere begrænsninger ind i børns liv.

Da Erik Sigsgaard for mange år siden samlede de første iagttagelser i de gode institutioner og formulerede en ny pædagogisk retning, gjorde han det for at lave et alternativ til tidens strukturerede pædagogik, som han var stor modstander af. Nu kan han se, at de værdier, han altid har stået som fortaler for, går de fleste ind for.

»Få vil sige, at børns leg ikke er vigtig, og at det ikke er vigtigt, at børn har en vis frihed - også når de er institutionaliserede. Værdierne er slået igennem på idéplanet, men de er svære at realisere. Det er lykkedes bedst de steder, hvor man kan rumme og holde fast i, at børnene ikke er der frivilligt, men at de alligevel skal kunne holde ud at være der og udfolde sig. Så når jeg møder indvendinger som: "Man kan jo ikke altid gøre, hvad man har lyst til", siger jeg, at det er børnene helt klar over. Og det er pædagogerne også i de institutioner, hvor de prøver at give børnene lov til at gøre, hvad de har lyst til. De mange begrænsninger er jo netop grunden til, at man skal bestræbe sig på at skabe muligheder,« siger Erik Sigsgaard.



Enkelt og kompliceret. Erik Sigsgaard ved, at det er ikke er enkelt at lave en god institution. Der er mange forhold, som kan være med til at komplicere de gode intentioner.

»De fleste vil sige, at det er klart, at en god institution er en institution, hvor børn og voksne mere møder hinanden, end de konfronterer hinanden. Samtidig ved vi fra undersøgelser om kommunikation i daginstitutioner, at der er ret mange ordrer: "Nu skal du tage tøj på", og ret mange instruktioner: "Nej, sådan gør man ikke, sådan skal du holde blyanten", og der er også en del regler, som konstant indskærpes.«

Erik Sigsgaard foreslår, at pædagogerne evaluerer deres arbejde med spørgsmål som: Hvor ofte fører vi samtaler med børnene? Hvor meget af kommunikationen har karakter af konfrontation? Under hvilke forhold bliver det til samtale? Hvordan skaber man vilkårene for det?

»Hvis børnenes liv ikke skal være alt for struktureret, kræver det et meget struktureret voksenarbejde. Det stiller store krav til det samlede personale at give plads til samtaler mellem en voksen og et barn. De skal have en fælles forståelse af, at det er vigtigt, at børnene kan have en voksen på tomandshånd.«



Forbillede, ven og udfordrer. Hvad er den voksnes opgave over for børnene? Erik Sigsgaard skelner mellem tre funktioner: Den voksne er forbillede: "Jeg gør efter den voksne," siger børnene, og det er vigtigt for dem at have nogen at gøre efter. For det andet: At være en lidt større kammerat, eller når det går højt - en ven. For det tredje: Den voksne er udfordreren. Når børn tøver lidt og ikke rigtig tør, er den voksne den, der udfordrer. Og hvis man samtidig også er ven og forbillede, så vil barnet være meget tilbøjelig til at følge den voksne, når hun udfordrer.

»Det modsatte er den voksne som chefen og revseren, og det kan man meget nemt blive. Når pædagogerne er sat til at være dommere, hvordan kan de så samtidig være kammerater, forbilleder og udfordrere? De skal tilbyde handlemuligheder mere, end de skal bestemme. Voksne skal sige: Kom, vil du med? I modsætning til: Grøn stue skal. Indvendingen kunne være: "Det kan vi ikke altid gøre". Næh, men de kan gøre det så tit som muligt,« siger han.

Det forudsætter to ting. For det første at barnet rent faktisk kan sige nej, for ellers er det snyd. For det andet at de voksne vil noget. Den gode institution er karakteriseret ved, at der er nogle voksne, der sætter handling bag ordene.

»Det interessante er, at pædagogerne ved, hvad de vil, og hvor de er på vej hen, for de har jo konstant indflydelse på børns liv,« siger Erik Sigsgaard.



Gang i de voksne. I den gode institution er de voksne i gang i modsætning til voksne, der sætter i gang.

»Det betyder ikke, at de voksne aldrig sætter i gang, men det betyder, at de ikke opfatter sig som skolelærere i gammeldags forstand. Pædagogerne er selv handlende, udforskende mennesker, mennesker, der rent kropsligt er i gang. Og det står i modsætning til snakkepædagogikken, som er for udbredt. Det kan være temmelig barskt for en lille tre-årig, der hele tiden skal forklare sig. Børnene bliver så små i forhold til os,« siger Erik Sigsgaard.

Han fortæller om nogle børn, der synes, at samling bare var det dummeste, fordi de skulle sidde og snakke, snakke og snakke.

»De vil hellere slås. En dreng fortalte mig, at han engang sloges med en anden dreng i samlingen. Det måtte de ikke, og det var han træt af. Så sagde jeg: "Hvis det nu er dumt, kan man så ikke lave det om?" "Nej", sagde han, "for så skal man sige, hvorfor dit, hvorfor dat, hvorfor dut". Krav om at skulle argumentere er jo smukke, men vi skal huske, at lige der er vi voksne jo børnene langt overlegne. Så hvis vi laver en institution, der er bygget på snakkepædagogik langt mere end på handling, så vil de voksne blive meget, meget overlegne.«



Appel/hjælp. Erik Sigsgaard læner sig op ad Sartre, når han siger, hvad der karakteriserer de gode institutioner.

»De prøver at udvikle barn/voksen-forholdet mere som et appel/hjælp-forhold end et børn/krav-forhold. Børnene appellerer: "Gider du godt spille med mig?" Den voksne har egentlig ikke tid, men hjælper så godt, hun kan. Jeg synes desværre, at tendensen igen går mod børn/krav. Man stiller krav til børnene om, at de skal en helt masse bestemte ting.«

Selvfølgelig ved voksne noget, som de skal lære børn. Men børn ved også noget, som voksne kan lære af.

»Der var engang et barn, der sagde, at han vidste altså bedst, hvad han havde lyst til. "Det er kun mig, der ved, hvad mit hoved tænker." Og hvis jeg ikke lytter efter, hvad hans hoved tænker, så bliver det i hvertfald ikke til et møde. Så vel skal pædagoger vide noget om børns udvikling, og de skal læse psykologi og pædagogik. Men de skal også vide, at der hele tiden bliver fundet ud af noget nyt, og at verden forandrer sig så hurtigt, at der er en ny virkelighed i morgen. Derfor er det meget vigtigt, at pædagogerne selv laver teori. Det vil sige, at de iagttager, de dokumenterer og de taler systematisk om det, de har set. I en god institution føler de voksne ansvar for at tænke over, hvad de gør, og hvordan de kan blive bedre.«



Skolificering. Erik Sigsgaard beklager den tiltagende skolificering af småbørnsområdet.

»Pædagogerne skal ikke forberede børnene noget bedre på skolen, hvis det handler om, at børn skal lære at sidde stille allerede i børnehaven. Både skolerne og daginstitutionerne skal være langt mere kropslige. Vi er kun lige i begyndelsen af vores forståelse af, hvor galt det er at bringe kroppen til tavshed. Der er alt for meget sidden ned i daginstitutionen, men der er altså endnu mere i skolen.«

Daginstitutionerne skal koncentrere sig om at sørge for den udvikling, som er læsningens forudsætninger, og det er, at bevægeapperatet stimuleres og udvikles.

Erik Sigsgaard fortæller om nogle børn, der hopper på en hoppe-bøf, og så kommer pædagogen og siger, at de skal have sprogstimulering. "Øv," siger børnene. "Men det er mere pædagogisk," siger pædagogen. "Øv," siger børnene igen. Men så er der en smart lille fyr, der siger: "Vi leger bare, at det er reklamer." "Ok," siger de andre, for de er vant til, at bedst som de er i gang med det levende liv, så bliver de afbrudt af nogle totalt uvedkommende reklamer eller indslag, som de ikke kan bruge til noget.

»Og børnene har jo ret. Men pædagogen er blevet spurgt af en børne- og kulturchef, om hun vil være med til noget sprogstimulering. Så derfor kommer hun til at afbryde børnene, når de leger i hoppebøffen. Hvis man iagttager, hvad der sker, når børn hopper i trampolin, så vil man høre, at der er meget sprog. Og de bevægelser, de laver, er gode for muskelkoordineringen, som igen er meget vigtig for sprogudviklingen. Så når pædagogen afbryder med en skemalagt aktivitet, risikerer hun at forøge de sprogvanskeligheder, som hun vil afhjælpe.«

En anden tendens er at udvide institutionaliseringen med helhedsskole og heldagsskole. At det er lykken at være fra klokken 8-16 på det samme sted.

»Og den skolificering breder sig ned i daginstitutionen, hvor man lægger undervisningsagtige forløb ind uden at få snakket om, hvad det betyder. Det, man skubber ud, kan jo som vist i hoppebøf-historien være mere værdifuldt end det, man tilfører. Det er så svært at gøre rede for alle kvaliteterne i legen. Derimod har vi jo fået ind med modermælken, at bare man giver sig til at undervise på børnene, så lærer de noget,« siger Erik Sigsgaard.



Læs også artiklen "Børn skal have rettigheder".