Børn bliver hentet til tiden

Langt de fleste børn i daginstitutionerne bliver hentet inden lukketid. Det viser i hvert fald en minirundspørge, som Børn&Unge har gennemført i 10 kommuner

Stort set alle børn i daginstitutionerne bliver afhentet til tiden. Og når det endelig sker, at et barn ikke bliver hentet inden lukketid, er det et særsyn. Det viser en

minirundspørge, som Børn&Unge har foretaget i 10 vidt forskellige kommuner landet over.

»Det er da muligt, at der er børn, som ikke hentes til tiden, men oplysningerne når aldrig herind,« siger lederen af daginstitutionskontoret i Esbjerg Kommune, Lisbeth Juhler til Børn&Unge.

»Hvis der er et problem, så er det i hvert fald marginalt, og noget der løses ude på den enkelte institution,« siger hun.

I Glostrup Kommune kan der gå år imellem, at kommunen skriver et brev til forældrene, fordi de henter deres barn for sent, og i Galten Kommune i Østjylland kender institutionschefen Tenna Ernst heller ikke til problemet.

»Vi har nogle deltidspladser, hvor pasningstiden bliver udnyttet lige til stregen, men vi er aldrig involveret i sager, som skaber problemer,« siger Tenna Ernst.



Timesedler. I Silkeborg Kommune sker det af og til, at børn hentes for sent, og i de tilfælde skriver forældrene under på en timeseddel, så de kan se, at deres sene ankomst til institutionen faktisk koster penge - og ærgrelse hos pædagogerne.

»Men for sent afhentede børn fylder ikke meget i landskabet hos os. Vi ved, at det sker, men problemerne løses af daginstitutionerne selv,« siger afdelingsleder Bente Splid.

Også ude på de enkelte institutioner er det indtrykket, at forældre hellere vil miste en arm, end afhente deres barn for sent.

»I min tid har jeg aldrig oplevet det, og jeg har været leder i mange år,« siger Hanne Jeppesen, der er leder af Gl. Laven Børnehave i Silkeborg.

»Der har da været tilfælde, hvor himmel og jord er stået i ét, eller at en forælder sidder fast i en bilkø på motorvejen, men i de situationer har en anden hentet barnet, eller også har vi ventet, til forælderen nåede frem.«

I Børnehaven Kærslund i Århus, der rummer en broget flok med en del socialt truede børn og mange indvandrere, er fænomenet også ukendt.

»Hvis det en sjælden gang sker, at forældrene kommer for sent, er der altid en god forklaring - selv om det er træls at stå med et barn efter lukketid. Men der er langt imellem,« siger pædagog Anne-Dorthe Nielsen.



Vil have bøder. Kommunernes Landsforening (KL) er i gang med at sende spørgeskemaer ud til en række kommuner og institutioner for at undersøge, hvor stort omfanget er med for sent afhentede børn. Det sker, efter at Vissenbjerg på Fyn og Vamdrup Kommune i Sydjylland tidligere på året ulovligt indførte bødestraf til forældre, der kom efter lukketid. I Vamdrup skete det omkring 40 gange om året, at forældrene kom for sent, og i syv tilfælde udstedte Vissenbjerg Kommune sidste år bøder til forældre, som ikke nåede frem i tide. Bøderne blev senere erklæret ulovlige af Tilsynsrådet. Men polemikken skabte alligevel en del debat blandt politikerne på Christiansborg. Regeringen ser gerne, at forældrene bliver straffet ved for sent afhentning, mens venstrefløjen ikke mener, at det er et problem, man kan straffe sig ud af. I stedet er det bedre at hjælpe de forældre, som er så pressede af for eksempel arbejde og transport, at de ikke kan nå at hente deres børn. Men sagen fik altså Kommunernes Landsforening til at gå i gang med at undersøge et fænomen, der tilsyneladende er ganske marginalt. KL's undersøgelse ventes offentliggjort i løbet af efteråret.



Den sidste

Det er ofte de samme børn, der altid bliver afhentet sidst. Og de har brug for ekstra opmærksomhed.

De fleste pædagoger kender situationen: Det er de samme børn, der altid bliver afhentet til allersidst - lige inden døren til institutionens dør lukker for sidste gang dén dag.

Og de børn, der af forskellige årsager bliver afhentet til sidst, har brug for ekstra omsorg og opmærksomhed, mener børnepsykolog Lis Kjær fra Århus Kommune.

»På en eller anden måde er der tale om et svigt, når det er de samme børn, der altid hentes sidst. Derfor er det vigtigt, at pædagogerne sørger for at være til stede og snakker med barnet, også mens der bliver ryddet op og fejet. Min fornemmelse siger mig, at pædagoger er gode i den situation og er opmærksomme på, at der skal ydes en ekstra indsats,« siger Lis Kjær.

Hun mener, at forældre har et ansvar for at ændre deres liv, hvis deres barn konsekvent bliver afhentet sidst.

»Langt de fleste forældre vælger jo selv, og det er op til den enkelte at skifte til et job tættere på eller gå ned i tid nogle dage, så deres barn ikke altid skal sige farvel til kammeraterne og opleve den almindelige stemning af opbrud, når dagen er forbi.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.