Anonym pædagog tegner kritik. Jeg er enten klog eller en kujon

Skolepædagog tegner sin kritik under pseudonymet SFO Sofie. Måske er hun kujon, når hun ikke ønsker at stå frem, men hun håber alligevel, at andre pædagoger kan forstå hendes kritik.

Efter skolereformen kan pædagogen, der gemmer sig bag pseudonymet SFO Sofie, ikke kende sit arbejde igen.

Nu står hun og kollegerne for den understøttende undervisning, helt alene og uden nogen form for forberedelse og uden at have mulighed for at arbejde sammen med lærerne. Det er hun stærkt utilfreds med.

»Men det værste er, at det er meget, meget svært at komme af med sin kritik af de forhold, vi arbejder under. Hvis vi endelig siger noget, bliver vi talt mindre pænt til. Jeg har hørt kritiske eller langtidssygemeldte kolleger blive omtalt meget nedladende og nedgørende. Det er væmmeligt,« siger hun.

Men kritikken skal ud, og derfor har hun skabt tegneseriefiguren SFO Sofie, der både har skønne oplevelser med børn, udfordrende oplevelser med forældrene og dårlige oplevelser med at få mundkurv på. Ikke engang hendes kolleger ved, at hun tegner sine oplevelser og skriver humoristiske og kritiske tekster til dem. Og hun er selv i tvivl om, hvorvidt hun er kujon eller klog, når hun vælger at tegne sin kritik i stedet for at råbe op i åbenhed.

»Det er jo lidt kujonagtigt at gemme sig bag en tegnet figur, men det er det mulige. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg ville få sådan en over nakken, hvis jeg rejste mig op og sagde, hvad jeg mener om vores arbejdsvilkår. Vores tillidsrepræsentant har advaret os mod at kritisere åbent, så det er jo nok klogt at lade være,« reflekterer hun.



Sandwicheffekt. SFO Sofie holder meget af sit arbejde med børnene. Ellers var hun for længst løbet bort, så man ikke ’kunne se min røv for bare skosåler’.

»Idéen bag skolereformen er jo spændende, men der er bare foretaget nogle gevaldige benspænd som for eksempel manglende forberedelsestid

og manglende ressourcer. Det burde stå på side ét i bogen om store, grundlæggende forandringsprocesser, at man ikke må skære ned samtidig, for så spænder man jo ben for børnene og for medarbejderne. Jeg har mistet mange dygtige og dedikerede kolleger på den konto,« siger hun.

SFO Sofie taler om en sandwicheffekt, som går ud på, at man som pædagog oplever et enormt pres oppefra for at være loyal over for de beslutninger, som embedsmænd og politikere tager.

»Det går fint i mange lag i en kommune, men når vi kommer til det udøvende lag som for eksempel hos pædagogerne, går det ikke godt. Vi kan jo ikke presse videre nedad på børnene og forældrene, men må være loyale både opad og nedad. Det betyder, at vi ligger mast sammen i et spændingsfelt, hvor vi ikke kan få luft for vores frustrationer,« siger hun.

SFO Sofie tegner ledelsen som et trehovedet monster. En grund til at være anonym er, at ledelsen ikke ville grine, hvis de vidste, at hun fremstillede dem sådan.

»Den anden grund er, at jeg kan høre, hvordan der bliver talt om mine kolleger. Der bliver talt meget dårligt om dem, der kritiserer, og om dem, der ikke leverer, fordi de er syge. Langtidssygemeldte bliver omtalt som, at det er en måde at få ryddet op i personalet på, når man må afskedige dem. Det lyder virkelig grimt, når man ved, at blandt de kolleger, de taler sådan om, har én brækket et ben, en anden har kræft og en tredje er gået ned med stress. Det gør os alle usikre, for selvom vi får at vide, at ledelsens dør altid er åben, er det ikke noget, vi benytter os af. Dem, der har gjort det, er der blevet slået meget hårdt ned på,« siger hun.

SFO Sofies mål med at tegne kritikken er at få luft.

»Jeg håber, at nogle af de andre, som også render rundt med plaster for munden, kan få lidt at grine lidt ad. Man kan vælge at græde eller grine, og jeg vælger at grine for at kunne holde det ud,« siger hun .

SFO Sofies rigtige navn er redaktionen bekendt.



Se SFO Sofies tegninger på hendes blog sfosofie.blogspot.dk eller find dem på ­

facebook.com/SFO-Sofie

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.