Anerkendelse sparer tid

Maria, fire år, kommer grædende ud i køkkenet til pædagogen Anna.

Anna (irettesættende): Hvad er der, Maria?

Maria: Jeg kan ikke tage støvler på.

Anna: Er der nogen, der har sagt, at du selv skal?

Maria: Nej.

Anna: Så kan du jo bare komme og spørge, for jeg vil gerne hjælpe. Det er da noget pjat at græde over.

Anne og Maria går ud i garderoben. Maria græder stadig. I garderoben er Dorthe ved at hjælpe to andre børn i tøjet.

Dorthe til Anna: Støvlerne stod lige ved siden af hende. Jeg sagde, hun godt selv kunne tage dem på.

Anna sætter støvlerne foran Maria: Se nu står de der, så kan du bare sætte fødderne ned i dem.

Maria sparker grædende til støvlerne, kryber ind i garderoben: Jeg kan ikke.

Anna går. Dorthe hjælper de andre børn, og efter et stykke tid siger hun til Maria: Nu sætter jeg dem her, og så skal du bare stikke fødderne ned i dem.

Maria sætter først foden i den forkerte støvle en gang og en gang til, og hver gang korrigerer Dorthe hende. Til sidst tager Dorthe fat om Marias fødder og stikker dem ned i de rigtige støvler og hjælper med at lyne Marias flyverdragt.

Maria (grædende): Den skal knappes.

Dorthe knapper dragten, og Maria går - stadig grædende - ud på legepladsen.



Denne situation er med variation velkendt i enhver daginstitution. Pædagogerne er presset tidsmæssigt, børnene skal hurtigt på legepladsen, så personalet kan nå nogle af de mange andre opgaver, deres hverdag byder på. Desuden vil de gerne lære børnene at blive selvhjulpne, fordi det tager tid, hvis de skal hjælpe alle børn i tøjet. Og fordi det er vigtigt at lære børn at klare sig selv, så de oplever den sejr, som det er at være selvkørende.

Pædagogerne har derfor flere dagsordener i denne episode, og i et forsøg på at nå det hele glemmer de Marias behov. Det tager nemlig tid at være anerkendende og forstående, oplever mange pædagoger.

Men det tager endnu mere tid at lade være. Underkendelse tager tid, anerkendelse giver tid, lyder den konklusion, som Suzanne Krogh, lektor og udviklingskonsulent og forsker Søren Smidt fra Videncenter for Institutionsudvikling, er kommet til i en ny undersøgelse om anerkendende væremåde og tidsforbruget i det pædagogiske arbejde.

"Vi har ofte oplevet, at pædagoger mener, at de ikke har tid til at arbejde anerkendende med børn. Men når tiden er knap, bliver det endnu vigtigere at overveje, hvordan man bruger den tid, der er til rådighed. Arbejder man underkendende, producerer man merarbejde for sig selv. Hvis man arbejder på måder, der bidrager til, at tingene yderligere går i hårdknude for børnene, opstår der flere konflikter. Og det tager jo tid," siger Suzanne Krogh.



Vi har ikke tid. Eksemplet ovenfor er skrevet ned af pædagoger i Silkeborg og brugt sammen med andre data og studier fra otte institutioner for at finde ud af, om det er så tidskrævende at arbejde med anerkendende kommunikation og væremåde, især over for børn med særlige behov.

Undersøgelsen om tidsforbruget er en del af et større projekt om anerkendelse, rummelighed og relationer, som var i gang i Silkeborg Kommune fra 2003 til 2006. Udgangspunktet i projektet var at styrke det pædagogiske personales kompetencer i forhold til børn, som havde brug for en særlig pædagogisk indsats. Det viste sig at pædagogernes oplevelse af deres arbejde med disse børn var: "Vi har ikke tid til at være så forstående. Der er jo også alle de andre børn".

Suzanne Krogh mener, at alle børn har brug for, at pædagogerne arbejder anerkendende. Men de børn, som har brug for ekstra støtte, har i forvejen ubalance i deres adfærd og måde at fungere på.

De har derfor ikke brug for, at pædagogerne bidrager yderligere med for eksempel skældud, irritation og en underkendende væremåde.

"Hvis et barn ikke trives eller ikke fungerer, er det, fordi der enten er for mange belastninger i barnets liv eller for få beskyttende faktorer. Der er et minus- og plusregnskab, der ikke går op, og det må man analysere og ændre, for at barnet kan få det bedre. Og det kan man for eksempel bruge anerkendende kommunikation og adfærd til, for det kan være med til at beskytte børnene," siger hun.



Øget ubalance. Eksemplet med Maria er en klassiker. Allerede fra starten er der, ifølge Suzanne Krogh, gået ged i situationen. Maria har ikke fået noget ud af sin kontakt med pædagogen i garderoben og prøver nu en anden.

"At Maria alligevel tager endnu et kommunikationsinitiativ, må vi se som et udtryk for hendes håbefulde projekt. Desværre spørger den anden pædagog hende ikke åbent og udforskende, men i et bebrejdende tonefald: "Er der nogen, der har sagt til dig, at du ikke må få hjælp?" Pigen svarer nej til det spørgsmål, selv om hun er blevet mødt med et nej. Så hvad svarer pigen på? Jeg tror, hun svarer, at hun ikke ønsker endnu en afvisning. Når børn kommer til os for at få hjælp, håber de på at blive mødt, og at den voksne er i stand til at undersøge, hvad de har behov for. Man skal passe på ikke at kommunikere så kompliceret, at børnene ikke kan forstå hensigten, for så bliver de usikre. Det skubber til en situation, hvor angstniveauet stiger, og selvværdet falder," siger hun.

Suzanne Krogh er klar over, at pædagogerne gerne vil lære Maria at klare påklædningen selv.

"Problemet er, at man ikke når barnet, hvis man ikke får kommunikeret i børnehøjde. Og samtidig øger man en ubalance i barnet, som er der i forvejen."



Anerkendelse giver kræfter. Suzanne Krogh mener, at situationen også er et udtryk for, at man ofte har en alt for lineær forståelse af børns udvikling: "Jeg så jo, at du selv kunne tage støvlerne på i går, så det er noget værre pjat, at du ikke kan i dag".

"Børns udvikling går sådan, at det er et skridt frem og to tilbage eller to frem og et tilbage. Derfor fungerer det ikke sådan, hun kan, når vi siger, hun kan. Maria kan være træt, ked af noget derhjemme, har skændtes med en kammerat eller noget andet. Børn reagerer mere på ubalancer, end voksne gør, for de har endnu ikke udviklet strategier for, hvordan man omgår forskellige belastninger," siger hun.

Grunden til at Maria ikke lige kan tage støvler på i denne situation, kan også skyldes noget så banalt, som at hun har brug for omsorg. Det er pædagogers opgave at tolke børnenes måder at handle og kommunikere på, mener Suzanne Krogh. Man skal først og fremmest kvittere for den kontakt, som barnet lægger op til, og forsøge at møde barnet i den sindstilstand, det er i.

"Oplever man, at der er plads til én, også som man er lige nu, får man øjeblikkelig en masse kræfter. Både til at klare situationen og ved belastninger på længere sigt. Men hvis man bliver afvist, defineret eller underkendt, mister man kræfter," siger hun.

Hvis Maria oplever, at hun altid bliver mødt underkendende, vil hun få den læring, at man ikke kan bruge voksne til noget. De børn, der har opgivet kontakt med voksne, er børn, som man som pædagog skal bruge meget tid på, fordi de ikke hører efter, hvad man siger til dem.

"Børn med særlige behov har mange ubalancer og dårlig erfaring med voksne, som de forsøger at forsvare sig selv imod. Hvis man som pædagog bliver provokeret af en ubalanceret adfærd, som kan være udad-agerende eller indad-agerende, kommer man

til at forstærke ubalancen. Det er både uhensigtsmæssigt i forhold

til barnets udvikling og meget tidskrævende," siger Suzanne Krogh.

I situationen med Maria behøver det ikke at betyde, at hun ikke selv skal tage sine støvler på, men at man skal give hende kræfter til at kunne tage støvlerne på og møde legepladslivet, som kan være svært for nogle piger.

"Ved ikke at være anerkendende kommer man til at skyde sig selv i foden, både i forhold til pigens udvikling og tidsmæssigt," siger Suzanne Krogh.



Sofie på treethalvt år er netop afleveret af sin far. Hun står og græder på en stue, der endnu ikke er "åbnet". Der er kun to voksne, så pædagogen har ikke tid til at gå ind til hende.

"Kom ind til os andre," siger pædagogen.

Men Sofie græder bare endnu mere og får fremstammet, at hun ikke fik vinket til sin far, fordi hun ikke kunne få en stol ned fra bordet.

"Nu er din far jo væk, så det hjælper ikke at stå der og græde."

Det hjælper ikke på pigens humør. Da der er gået rimelig lang tid, begynder pædagogen at tænke på at se situationen fra barnets perspektiv.

Pædagogen: Blev du da ked af, du ikke fik vinket? Jeg tænker på, om det mon også er, fordi du slet ikke ville i børnehave i dag, og du savner din far? Gør du det?

Sofie nikke: Min storebror er kommet på hospitalet igen.

Pædagogen aer Sofie over håret: Det er da også meget at være ked af.

Sammen kigger de lidt ud ad vinduet. Sofie begynder at snakke om noget andet og følges med pædagogen ind på den anden stue.



Suzanne Krogh mener, at eksemplet, hvor den sidste del tager to minutter, viser, hvordan anerkendelse skaber forløsning og sparer tid.

"I den første del får pædagogen ikke anerkendt Sofie. Hun får ikke forstået og indlevet sig i hendes følelser og oplevelser. Hun udforsker dem ikke åbent eller bekræfter dem. Grunden til, at anden del af episoden kun tager kort tid, er, at der sker en forløsning i pigen, så hun kan komme videre. Sofie får genkendt og afstemt sine følelser og oplevelser, og hun formulerer sig omkring det, der optager hende, hvilket hjælper hende til at kunne håndtere det," siger Suzanne Krogh og minder om, at man i enhver situation har mulighed for at ændre spor.



Se muligheder. Suzanne Krogh mener, at noget af det, der er med til at stresse pædagoger mest, er de opgaver, de ikke når.

"Hvis man har en oplevelse af, at man ikke har tid til at forholde sig til en bestemt gruppe børn, som oven i hatten har særlige behov, så er det ikke alene sådan, at børnene ikke får den indsats, de har brug for. Det påvirker pædagogens arbejdsglæde og psykiske arbejdsmiljø og bliver en dårlig cirkel," siger hun.

I stedet for at acceptere, at det hele ikke hænger sammen, skal man prøve at finde ud af, hvad man vil bruge den tid, man har sammen med børnene til. Hvad der er vigtigt, for at man kan give dem en ordentlig behandling og kontakt.

"Med denne undersøgelse vil vi gerne prøve at sparke ind i diskussionen om tid, at det handler om at se muligheder i stedet for begrænsninger. Og potentialet i en anerkendende vinkel er, at man ser muligheder," siger Suzanne Krogh.