Afkrydsning; Computeren med overblik

I Hareskov Miniklub har de fået et elektronisk afkrydsningssystem. Det betyder, at telefonen ikke ringer så meget mere,

I Hareskov Miniklub var de trætte og forstyrrede af, at telefonen ringede hele tiden og rev pædagogerne væk fra det, de var ved. Samtidig havde de så mange informationer om aktiviteter, de skulle sende børnene til efter klub, at det gamle ringbind var ved at briste. Pædagog i klubben gennem 10 år Henrik Johannessen tænkte, at der måtte være en smartere måde. Og det var der. Begge problemer - og flere til - er nu løst ved hjælp af en ny partner i klubben, som har gjort hverdagen nemmere for både pædagoger og forældre.

Den nye partner er en lille sort bærbar computer. Den står på et lyst træbord midt i det store rum med stue og køkken. Ved siden af kalenderen, som snart bliver overflødig, og den telefon, som nu ikke længere ringer, lige når koncentrationen er højest eller freden bedst. På computeren er der et program, som løser uendeligt mange opgaver. Som udgangspunkt er det et afkrydsningssystem, hvor børnene bliver krydset af, når de kommer og går. Men det er også et meddelelsessystem, hvor forældrene fra arbejdet eller hjemmefra kan se, om barnet er ankommet eller gået, og hvor de kan sende beskeder, uden at det forstyrrer pædagogerne.

"Det er helt klart en pædagogisk fordel, at telefonen ikke ringer hele tiden mere, for vi føler os ikke så stressede over, at vi skal svare telefonen med det samme. Og vi bliver ikke forstyrret, når vi står og deler mad ud eller har en forældresamtale, når børnene bliver hentet. Samtidig har det også givet noget ro i personalegruppen, fordi vi føler, at vi har et godt overblik nu," forklarer bagmanden Henrik Johannessen.

Det gode overblik er lavet af en programmør. Henrik Johannessen og en kollega havde i flere år snakket om, at der måtte være en smartere løsning end det gamle ringbind. Og på et tidspunkt kommer Henrik Johannessen i tanke om en gammel klassekammerat, som er blevet programmør.

"Han mente godt, at han kunne lave et program, som kunne holde styr på vores børn og deres aktiviteter. Og så gik det ellers løs med møder og samtaler, hvor jeg havde det gamle ringbind med, så han kunne se, hvilke opgaver programmet skulle opfylde. Gennem nogle forskellige opdateringer fandt vi frem til den model, vi har i dag."



Ingen forgæves ture. Den nuværende model af programmet venter dog på endnu en opdatering, for både pædagoger og forældre finder hele tiden på nye ting, som kunne være smarte at udvide med. Som det er nu, kan forældrene se deres barns klasseliste, men en opdatering skal kunne vise parallelklasserne også. Ligesom at programmet nu kun viser børnenes aktiviteter den pågældende dag. En opdateret udgave vil kunne gå frem i tiden og vise, hvem der skal til håndbold hele næste uge.

Hareskov Miniklub har 280 børn fordelt på tre huse. Rigtigt mange af de aktiviteter, som børnene i Hareskov Miniklub går til om eftermiddagen, ligger tæt på klubben. Det betyder, at klubben skal sørge for, at børnene bliver sendt de rigtige steder hen på de rigtige tidspunkter. Programmet holder styr på de aktiviteter og minder pædagogerne om, at nu skal de sende for eksempel tre børn til klaver og fire til fodbold.

Det er det overblik, som pædagogerne nyder godt af i de tre huse. Men det er ikke kun pædagogerne, der er glade for det nye system. I Henrik Johannessens røde hus er der 75 børn fra 2. klasse. Og i det røde hus er de så heldige, at alle forældre er på internettet. En af de opkoblede forældre er Lisbet Westergaard. Hun har sin Nicolaj i computerprogrammet.

"Det er en genial mulighed for at slippe for at forstyrre dem, når man skal ringe derned og spørge om noget eller give en kort besked."

Lisbet Westergaard bruger systemet meget. Hun arbejder på Novo Nordisk og har tit lange dage. Samtidig har hun en aftale med Nicolaj om, at han gerne må gå med en kammerat hjem eller gå hjem selv. Det har før i tiden betydet mange forgæves ture ned til klubben for at hente en Nicolaj, som allerede var smuttet.

"Når det nu er sidst på dagen, og jeg kan se, at nu er det ved at være tid til at komme hjem, så kan jeg lige gå ind på siden og se, om min søn stadig er der, og hvis han er gået med en kammerat hjem, kan jeg se det, og jeg kan også se, hvor han er og klikke på kammeratens navn og dermed få kontaktoplysningerne, hvis jeg har brug for at ringe til dem. Jeg kører aldrig forgæves mere, for jeg kan altid lige tjekke, hvor han er," forklarer Lisbet Westergaard.



En bekostelig affære. Der begynder at strømme børn ind af døren i det røde hus. De går med det samme hen til bordet med den lille partner.

"Må vi ikke nok krydse os selv af nu? Ååårh please, det er så sjovt. Jeg ved godt, hvordan man gør. Pleeeease," tigger en af pigerne.

Normalt er det kun 3. klasserne, der selv må krydse sig af på computeren, når de kommer. Børnene fra 2. klasse plejer kun at krydse sig selv af, når de går, men i dagens anledning, så Børn&Unge også kan få lov til at se programmet i funktion, giver Henrik Johannessen pigen og de andre børn lov til at krydse af i feltet "ankommet" ud for deres navn på skærmen. Pigen viser stolt nogle af de andre, hvordan man gør, og snart viser skærmen, at der er ankommet 12 børn.

Man kan jo spørge sig selv, om der ikke kommer til at mangle noget menneskelig kontakt mellem forældre og pædagoger, når alle telefonopkaldene bliver afløst af små korte mails. Det har Henrik Johannessen også tænkt over:

"På en eller anden måde er kontakten ikke blevet mindre. Om de sender en besked eller ringer, det er sådan set det samme. De kommer stadigvæk ned engang imellem, som de også gjorde før. Og nu er det jo også sådan i klubben, at jo ældre vores børn er, jo mindre ser vi til forældrene."

Lisbet Westergaard synes heller ikke, at hun savner mere menneskelig kontakt.

"Jeg er egentlig ikke så meget dernede mere, fordi jeg tit undgår at køre forgæves, så der får jeg selvfølgelig ikke lige snakket med pædagogerne, men hvis der er noget, så tager jeg jo bare derned."

Som den lille nye bærbare computer står der og skinner, så ser den jo ret dyr ud, og leder Thomas Zeeberg erkender da også, at det ikke har været helt billigt at få systemet.

"Det har selvfølgelig kostet en del penge, men jeg synes, at det er spændende at smide nogle penge i den her udvikling, så det er blevet prioriteret at bruge de ressourcer."

De ressourcer er mere præcist 12.500 kroner for selve udviklingen af programmet. Derudover kommer computere, hvor mini-klubben har valgt en lidt dyr, men også meget smart løsning med en stationær computer som server og tre bærbare i hvert hus, som kører på et trådløst netværk. o



Hvis du gerne vil høre mere om det elektroniske afkrydsningssystem, kan du kontakte Henrik Johannessen på mail: henrik@miniklub.net

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.