Vilde unge; Rodbehandling på gadeplan

Line Lerche Mørck, cand. psych., ph.d. og adjunkt på Danmarks Pædagogiske Universitet, kender de problemstillinger, der er forbundet med at ansætte tidligere rødder som socialarbejdere bedre end de fleste. Siden slutningen af 90’erne har hun fulgt en række københavnske projekter som Sjakket, Ung i Parken, Gadepulsen, De Vilde Unge, Vilde Læreprocesser og Københavnerteamet, hvor ”vilde socialarbejdere” og ”vilde unge” arbejder med nogle af Københavns mest marginaliserede unge. 

I tre år har Line Lerche Mørck fulgt otte unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund, unge, der først og fremmest har kvalificeret sig ved at være eks-rødder fra miljøet omkring Blågårds Plads. 

Men hvad er det, de kan disse eks-rødder? Og hvad kan de ikke? 

»Deres force er, at de er ”både-og.” En af dem, jeg har fulgt, er f.eks både en af rødderne samtidig med, at han er socialarbejder. Og det gør, at han har et fællesskab med de unge, han kender deres situation og ser det positive i dem på en helt anden måde end almindelige socialarbejdere. På mange måder er gadeplansarbejderne og de ”vilde” unge sammen som venner. De unge møder nogen, som de ser lidt op til, og de kan se, at man godt kan blive til noget. Det gør, at de åbner sig op. En rolle, som de etablerede socialarbejdere har sværere ved at udfylde.« 

Hvorfor?

»Typisk er socialarbejdere, der arbejder med de mest udstødte unge, meget ældre, de kommer fra nogle andre miljøer, og de har taget en uddannelse. De vilde unge derimod er tit nogle, der er total på kant med uddannelsessystemet, de hænger ud på gaden, og de lever på mange måder i en anden verden. De ”vilde” gadeplansarbejdere, som jeg kalder dem, kan etablere et fællesskab, der opstår på grænsen af det etablerede system og de unges verden. De unge bliver inviteret med ind samtidig med, at de ”vilde” gadeplansarbejdere sender kritiske blikke tilbage til systemet. Og selvom de måske tit ikke reflekterer så meget over pædagogiske metoder, så gør de nogle ting, der er i forlængelse af et ungdomsliv.« 

Er det ligefrem en fordel at have været en rigtig rod?

»Blandt dem jeg har fulgt har der også været nogle, der ikke har været rødder, og som ikke har gjort noget kriminelt. Men de har hængt ud i miljøerne og nyder derfor fuld respekt. Man skal ikke have lavet en eller anden form for kriminalitet for at blive en god ’vild’ gadeplansarbejder. Men det er en klar fordel, at man har hængt ud i miljøet og er blevet set som en af dem.



Udfordrer teorierne. Hvis man opnår en bedre kontakt uden at være uddannet, punkterer det så ikke mange pædagogiske teorier? 

»Det udfordrer teorierne. Den professionaliserede tænkemåde består i, at man helst skal have afstand og professionel distance for at kunne forholde sig til problemerne. Den tankemåde bliver udfordret. Men det giver også nogle dilemmaer for de unge gadeplansarbejdere, at det nogle gange er deres venner, de arbejder med. Gadeplansarbejderne skal have nogen, der bakker dem op, som støtter dem, som hjælper dem med at tackle dilemmaerne, og som tror på, at de kan noget. Gang på gang vil der opstå dilemmaer. Jeg har f.eks. fulgt en gadeplansarbejder, der blev ansat til at arbejde med en hel del rødder, der også var hans venner. Han var ude for, at én af vennerne dræbte en anden ven. Som medarbejder skulle han vidne, og at gøre det er i direkte konflikt med røddernes ideologi om, at man ikke stikker nogen. Det stod han helt alene med. Man havde ikke tænkt på supervision. Han var dødfrustreret og var lige ved at få nervesammenbrud.« 

»I tilspidsede konfliktsituationer skal de på et splitsekund finde ud af, om de skal gøre det ene eller det andet. Og det er ikke altid let.«

Normalt er det pædagogiske arbejde forankret i en uddannelse. Hvor er den faglige forankring hos de ”vilde” gadeplansarbejdere?

»Den her særlige måde at lave gadeplansarbejde og at arbejde med udstødte unge er en videreudvikling og en integration af de tænkemåder, man har som rod. Gadeplansarbejderne prøver at løse problemer og konflikter i ”god stil”. De har en alternativ faglighed med sig i kraft af, at deres handlemåder nærmest sidder på rygraden. De tager f.eks. ikke knoglen og ringer til politiet. Det er det sidste, de gør – og kun hvis de ikke har andre muligheder. De handler stik modsat af, hvad en etableret professionel i mange tilfælde ville gøre i en konfliktsituation. Og det er en ”vild” faglighed, som er forankret i de mange år, de har deltaget i nogle bestemte miljøer. Men det er selvfølgelig vigtigt, at de ikke viderefører de dårlige vaner og væremåder fra deres tidligere miljø.«

Hvordan sikrer man sig det?

»Ved at gadeplansarbejderne samarbejder tæt med socialforvaltningerne og med mere erfarne socialarbejdere, der kan forstå dem og se deres potentiale og kan give dem kritiske modspørgsmål, når de f.eks. har været i en situation, som gik mindre godt. Men det er vigtigt, at man bevarer et råderum for gadeplansarbejderne, og ikke pludselig gør dem til socialrådgivere. Så kan arbejdet ikke lade sig gøre. Det gælder om, at de folk, der ansætter dem, har et blik for det særlige, som gadeplansarbejderne kan, bakke det særlige op, og have mod på at tackle de uvante og nye typer konflikter, det giver at ansætte tidligere rødder. Uden opbakning kan arbejdet måske slet ikke lade sig gøre. 

De tidligere rødder fungerer altså som et slags bindeled mellem ”dem” og ”os”. Men kan de blive ved at være en del af ”os”? Kommer der ikke et tidspunkt, hvor de bliver en del af ”dem”?

»Det er en rigtig svær udfordring, og noget som både systemet og gadeplansarbejderne skal arbejde med. Det er dødvigtigt, at de bliver i grænsefællesskabet mellem det mere etablerede system og de vilde unges egne fællesskaber. Det er her det spændende og det nye opstår. Nogle af de gadeplansarbejdere, jeg har fulgt, er blevet ældre og har fået børn og har derfor fået sværere ved at følge gadens puls. Derfor skal der hele tiden nye til. Men det etablerede system skal også være opmærksom på ikke at glide over i en ”os” og ”dem”-tænkning. Der har været en tendens til i medierne, at etniske minoriteter per definition er nogle ballademagere. Og systemet kan risikere at have den samme holdning til gadeplansarbejderen, selvom de har rykket sig. Bliver gadeplansarbejderne behandlet dårligt og mistænkeliggjort, skader det deres muligheder for at lave et ordentligt stykke arbejde.« 

Et er at skabe kontakt. Et andet er vel at bevare et slags pædagogisk overblik og at handle pædagogisk rigtigt, når kontakten er skabt. Hvordan sikrer man sig det? 

»Mit indtryk er, at gadeplansarbejderne ofte handler meget intuitivt. Et eksempel: En af dem, jeg har fulgt, var ude i et specialtilbud lavet for unge, som lærerne ikke længere turde have i klassen. Da eleverne blev for urolige, strakte han sig og slog pludselig den ene på skulderen. Det var ikke noget, han havde gennemtænkt på forhånd, han gjorde det bare. ”For man slår da sine venner”, som han sagde. Nogle unge vil han kunne slå på skulderen, og de vil synes, at det er o.k. For dem markerer slaget symbolsk, at han er en af dem. Men for andre unge ville det være dybt fejlslagent at gøre det.« 

»Det er fornemmelsen for, hvornår man kan gøre det, og hvornår man ikke kan, som de besidder. En fornemmelse, som er blevet opbygget af at gå i miljøet og ved at kende de unge. Selvfølgelig handler de nogle gange forkert ligesom alle andre. En af de gadeplansarbejdere, jeg har interviewet, siger, at der er en illusion om, at gadeplansarbejdere kun handler og ikke reflekterer over deres arbejde – at det kun er noget, de uddannede gør. Jeg vil give ham helt ret i, at det ikke passer. De bliver nødt til hele tiden at diskutere og forholde sig til konflikterne og dilemmaerne.« 



Beviser berettigelse. I tilfældet med slaget på skulderen kunne det jo være gået galt? Er der et andet regelsæt for gadeplansarbejderne end for professionelle? 

»Generelt har samfundet siden 80’erne haft en masse puljer, hvor man har eksperimenteret med ”i højere grad at inddrage det civile samfund i varetagelsen af det sociale arbejde”, som det hedder. Der er opstået en masse grænseflader, og man har lavet eksperimenter, hvor de overordnede regler ikke gælder. Langsomt er det, f.eks. på Indre Nørrebro, blevet forankret ind i systemet. Hvis de alternative måder har givet gode resultater, så giver man større rum og stiller ikke helt de samme krav, selvom det officielt hedder, at man skal leve op til de samme regler alle steder. På den måde er det et dilemma. Men selvom man har eksperimenteret, har der altid været grænser. Og gadeplansarbejderne er meget bevidste om at bevise deres berettigelse og ikke at træde ved siden af.« 

Gør ansættelse af vilde unge det sværere for traditionelt uddannede at opnå kontakt med de udsatte unge? 

»Hvis de traditionelt uddannede mistænkeliggør gadeplansarbejderne og ikke anerkender deres måde at gøre det på, så ja. Men er der et samarbejde, gør det kontakten langt nemmere. Jeg har mødt etablerede professionelle, som pludselig på grund af et godt samarbejde med gadeplansarbejdere kan gå ind på en hård og bastant måde og stoppe konflikter. Jeg har blandt andet mødt en 50-årig kvinde, der på grund af godt samarbejde fik totalt respekt fra en flok unge drenge, som ellers ikke ville have lyttet til hende.« 

Baseret på dit arbejde og din afhandling er det så en god ide at ansætte tidligere rødder som socialarbejdere?

»Det er det under forudsætning af, at arbejdet bakkes op, og at man er indstillet på, at der kommer uvante konflikter. Og at det nogle gange kan være en kamp, en kamp som man ikke skal opgive. Gør man det, er det en rigtig god ide. Og så er der brug for, at man opbygger nogle netværk på tværs, hvor man lærer af hinanden, kan snakke med ligesindede og få gode råd. Og så kan de etablerede lære utrolig meget af det her. De kan komme tættere på de unge, få rystet og udfordret de stereotype billeder, der nogle gange er af de unge – også selvom mange af de uddannede ligner de vilde gadeplansarbejdere og kan noget af det samme. Men det etablerede arbejde kan udvikle sig meget ved at samarbejde med og blive inspireret af at etablere grænsefællesskaber. Det, at der kommer en udfordrende mellemposition, er utrolig vigtigt.« 



Vilde socialarbejdere

Det vilde gadeplansarbejderfællesskab opstod på Indre Nørrebro efter gadeurolighederne i 1997. Det lokale bydelsforsøg støttede ansættelsen af en større gruppe såkaldte eks-rødder, som blev en succes. Efter bydelsrådets ophør blev det ”vilde” gadeplansarbejde på Indre Nørrebro trængt, og på linje med andre socialarbejdere måtte de kæmpe for at blive hørt. I afhandlingen analyseres det, hvordan spændinger og konflikter i kølvandet på terrorangrebet 11. september 2001 forværrede arbejdsvilkårene yderligere. Line Lerche Mørcks ph.d.-afhandling ”Læring og overskridelse af marginalisering – Studie af unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund” er udgivet på Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.