Institutionalisering; Pasningsindustri

Fem drenge sidder dybt koncentrerede ved computerne. Andre sidder og snakker eller laver lektier. To piger sidder i en stor rød sofa og ser fjernsyn. Midt i det store rum står to poolborde, men ingen spiller på dem lige nu. 

Mark Dupont går i 6. klasse. Han kommer hver dag i Den Nye Klub, der ligger på Frederiksberg. 

"Der er mange ting at lave her. Det er jo for eksempel de færreste, der lige har et poolbord på værelset," griner han.

"Jeg synes også, de voksne er o.k. De afgør tingene på en god måde."

"Og der er også gode regler her," indskyder Rasmus Knudsen, der også går i 6. klasse. 

Begge drenge må gerne gå hjem efter skole, men de gør det ikke. Det samme gælder Cathrine Hegelund, der går i 8. klasse. 

"Hvis jeg er derhjemme, så sidder jeg bare foran fjernsynet og spiser slik. Det er sjovere at være her end derhjemme. Her er mine veninder, og de voksne er også gode at tale med," siger Cathrine, der også går til ridning gennem klubben og spiller guitar i et metalband bestående af medlemmer af klubben.

Henrik Seidenfaden er souschef i Den Nye Klub. Han fortæller, at klubbernes rolle er blevet ændret. For eksempel er der nu fremmødekontrol med børnene fra 4. og 5. klasse. Hvis de ikke møder op, skal pædagogerne finde dem eller have fat i forældrene.

"Klubberne er blevet en del af pasningsindustrien. Tidligere var de målrettet de ældste børn, og klubberne havde en forebyggende vision. I dag ligger hovedvægten på pasning af de 10-12- årige børn," siger han.

"Det er, fordi forældrene mener, at de skal passes. Engang var målet, at man skulle modnes tidligere. I dag er de fleste middelklasseforældre blevet mere pylrede," siger souchefen. Han mener, at det både er godt og dårligt.

"Det er positivt, fordi det betyder, at de får en tryg barndom. De er nogenlunde beskyttet mod, at nogen gør dem fortræd, og at de på anden måde skulle komme galt afsted. På den anden side kan det blive lidt for pattet, og de bliver til dels umyndiggjort," siger Henrik Seidenfaden. 

Derfor gør personalet i Den Nye Klub meget ud af at hjælpe de unge til at blive så selvstændige som muligt. Det gør de blandt andet ved at tilbyde mange aktiviteter, som kan udvikle børnene og måske give dem blivende interesser for livet. 

"De skal benytte klubben som et frivilligt tilbud. De skal ikke være her alene af den grund, at mor og far har brug for at få dem passet," siger han.

Karl Peter Olsen går i 6. klasse. Som de andre kommer han i klubben næsten hver dag, men må bare gå hjem efter skole, hvis han vil. Han kommer, fordi vennerne er der, og der er bedre muligheder for at lege. For eksempel har klubben nogle computerspil, han ikke har derhjemme. Nogle gange har han dog lyst til bare at være sammen med vennerne uden voksne. 

"Vi opfører os lidt anderledes, når der ikke er voksne. Uden voksne kunne vi for eksempel bare cykle rundt og lave lidt drengestreger og måske drille nogle andre børn," siger han.



Regler for alting. Henrik Seidenfaden fortæller, at børnene ofte bruger de voksne til at løse konflikter eller løser dem ud fra de regler, der er i klubben. 

"Her har vi regler for alting, og det betyder, at vi får en anden type børn. Tidligere var børn vant til at løse problemer selv. Der fandt man ud af det. Det var lidt mere gelinde. Nu er det mennesker med nedskrevne regler for alting. Det er en generation, der er vant til regelstyring," siger han og understreger, at klubben stadig har en funktion som et forebyggende alternativ til unge, der ellers ville dingle rundt på gaderne. Her kunne han frygte, at de måske kunne havne i kriminalitet eller bare ikke komme videre.

"Vi piller mange unoder ud af dem. Derfor er steder som klubben her absolut gode," siger han.

Samtidig har klubben nogle muligheder, et almindeligt hjem ikke kan byde på. Derfor er klubben et sted, hvor de unge opdager, hvilke muligheder de har.

"Vores funktion er jo også at vise dem verden. Vise, hvilke muligheder der er. Det er ikke altid, forældrene lige har nogle sjove fritidsinteresser eller er i stand til give børnene nye stimulanser. Og det er i 13-14 års alderen, de begynder at blive selvstændige og få selvstændige interesser," siger Henrik Seidenfaden. 





Natteravne fik det offentlige rum tilbage

Natteravnene blev oprettet i 1998, fordi "mange voksne mennesker havde en oplevelse af, at de unge havde overtaget det offentlige rum om aftenen. Og hvis de voksne gik ud og blandede sig med de unge, blev de opfattet som intrigante," siger Erik Thorsted, der er sekretariatschef for Natteravnene, som er en organisation bestående af forældre, der om natten vandrer rundt i byerne iført gule frakker, for at de kan blive genkendt. Formålet med de natlige vandringer er at skabe mere tryghed i byerne. I dag findes Natteravnene 148 steder i Danmark.

"I starten blev de gode intentioner mødt med en kold skulder, men da de lærte os at kende og kunne genkende os, var vi mere end velkomne," siger han. Natteravnene gør meget for ikke at dominere i bybilledet.

"Vi blander os ikke i aktiviteterne. Der skal stadig være plads til de unges udfoldelser. Vi demonstrerer bare, at der er nogle fornuftige voksne i nærheden, der interesserer sig positivt for dem," siger han.

Alligevel oplever Natteravnene ofte, at der er brug for, at de løser konflikter, og for det meste er det de unge, som opsøger dem, ikke omvendt. 

"Nogle situationer er så tilspidsede, at de ikke kan løse dem, så får de fat i os. Men faktisk så løser de langt de fleste problemer selv. Når vi er blevet tilkaldt, er der tit nogle af de unge, der træder i karakter og bremser det. Man kan sige, at vi giver dem et påskud for at tage ansvar." 



Bekymrede forældre

Forældre er blevet mere bekymrede. Det mener Lotte Hansen, der er sekretariatsleder i Landsforeningen af forældre til børn i daginstitutioner, FOLA. 

"Børnene kunne måske klare sig selv, men vi vil gerne have styr på dem, så de ikke kommer ud i noget skidt," siger hun og understreger, at børnene har lyst til at blive i institutionerne, fordi det simpelthen er et godt sted at være. 

Samtidig har de fleste danskere fået bedre råd til at betale for, at deres barn kan være i klubben sammen med vennerne. Hun mener, at de lidt større børn bliver i institutionerne, fordi de er vant til det, og fordi kammeraterne er der.

"Vi mennesker er ikke gode til at være alene, og hvis der ikke er søskende eller et stort netværk, er det jo oplagt at være i institutionerne. Og institutionerne har jo også fået en ny forpligtelse til at lære børnene at være selvhjulpne. Den forpligtelse lå tidligere kun hos familierne," siger hun.