FORSKNING: Når inklusion spænder ben for børns fællesskaber

Hvad har vi egentlig gang i? Spørgsmålet og tvivlen begyndte at dukke op i Crisstina Munck, når hun var ude i daginstitutioner for at fortælle pædagoger om, hvordan de skulle arbejde med inklusion. I syv år arbejdede hun som udviklingskonsulent i NVIE - Nationalt Videncenter for Inklusion og Eksklusion og har været en del af hele det ’menageri af inklusionsbestræbelser’, der har haft fuld fart på i danske daginstitutioner de seneste 10-15 år. De mange redskaber og metoder blev sjældent implementeret i praksis, oplevede Crisstina Munck, for de spillede ikke sammen med de vanskeligheder og udfordringer, som pædagogerne egentlig stod med.

»Det virkede, som om der var et mismatch.«

Den erkendelse fik Crisstina Munck til at skifte konsulentrollen ud med en rolle som forsker. I stedet for at fortælle pædagogerne, hvad de skulle gøre, fik hun lyst til at stille sig ved siden af og være nysgerrig og udforskende sammen med pædagogerne og børnene, fortæller hun. Derfor har Crisstina Munck de seneste år arbejdet på et ph.d.-projekt om børne­fællesskaber i vuggestuen. Hun har kravlet rundt på gulvet og på legepladsen sammen med børnene i to vuggestuer og fulgt hverdagen, hvor bestræbelserne på inklusion udgør et vilkår for det pædagogiske arbejde.

Nu er hun i gang med at lægge sidste hånd på den afhandling, der skal besvare det spørgsmål, hun har stillet sig selv: ’Hvordan bliver børns fællesskaber i vuggestuen faktisk til, og hvad betyder alle de inklusionsbestræbelser egentlig set fra børnenes perspektiv?’



Børnefællesskab ved vandpyt. Crisstina Muncks forskning viser et paradoks. Mange af de indsatser og tiltag, som pædagogerne tager for at skabe inkluderende læringsmiljøer og børnefællesskaber, ender i virkeligheden med at spænde ben for selv samme fællesskaber. Det sker, fordi pædagogerne står i et krydspres, hvor de på én gang skal kompetenceudvikle, inkludere og udpege de børn, der ikke deltager som forventet. Presset skaber pædagogiske aktiviteter, der skygger for børnenes egne engagementer. »Det ser modsatrettet ud. Pædagogerne vil gerne børnefællesskaberne, men samtidig er det vanskeligt at etablere sammenhænge, hvor børnenes deltagelse bidrager til det fælles,« siger hun.

Crisstina Munck giver et eksempel fra sit feltarbejde: I en vuggestue har pædagogerne planlagt en fælles aktivitet omkring et læreplanstema om former og farver. De har lagt skovle og spande frem i forskellige farver, som børnene skal samle. Men børnene er optagede af noget helt andet, for eksempel en vandpyt. 

»Når børnene ser en kæmpestor vandpyt, og de styrter derhen, og de etablerer en aktivitet rundt omkring den, bliver det noget, som pædagogerne skal forhindre. For aktiviteten, vi skulle være fælles om, var jo en anden,« fortæller Crisstina Munck.

Da hun talte med pædagogerne om episoden bagefter, kunne de godt selv se, hvor skørt det var. De grinede ad sig selv og sagde: ’Hvor er det genkendeligt, for hvor er det ofte, vi står i sådan en situation. Vi kan godt se, hvor fjollet det er, men hvad skal vi gøre? Lige om lidt skal vi evaluere, så hvis vi ikke har nået det, vi skal, hvad så? ’

Malene Møller Thygesen er pædagog i den integrerede institutution LykkeLy i Allerød og har arbejdet med vuggestuebørn igennem 18 år. Hun griner også i telefonen over eksemplet, som hun godt kan genkende fra sin hverdag.

»Jeg kan genkende det, at man som pædagog har planlagt en aktivitet, og så er det noget helt andet, der sker,« siger hun. Det kan være et barn, der har fanget en bi og fortæller om det, og så er det pludselig mere spændende end det tema om rytmik, pædagogen har planlagt.

I den situation handler det om at turde gribe og gå ind i det, der sker, mener Malene Møller Thygesen, som hellere vil tilpasse planlagte temaer og aktiviteter til børnenes engagement end omvendt.

»Hvis jeg er dygtig og sjov nok, kan jeg sagtens gribe alle børn og det, de er optagede af, og så kan vi både få snakket om bier, få fløjet som bier eller snakke om farver. Hvis man gerne vil skabe de her fællesskaber med små vuggestuebørn, så bliver man bare nødt til at se, hvor de er henne,« siger hun.



Kæmpe potentiale. Bent Madsen er professionsforsker og konsulent i Inklusionsakademiet og en af landets førende eksperter i inklusion. Han har også foretaget feltobservationer i vuggestuer i forbindelse med evalueringer af inklusion af dagtilbud i forskellige kommuner. Og også han har bidt mærke i, hvordan pædagogers og børns forsøg på at skabe fællesskaber gang på gang kolliderer.

»Den problematik er meget gennemgående. Børnene har nogle intentioner, og de danner mange forskellige typer af fællesskaber, og tit kommer pædagogernes initiativer på tværs af det, der skaber mening for børnene selv i deres egne fællesskaber,« siger han.

Pædagogerne mangler et fagsprog for, hvad læringsudbyttet egentlig er af børnenes egne fællesskaber, mener Bent Madsen. De har et meget mere veludviklet sprog for alt det, børnene skal lære, når pædagogerne sætter i gang. Så det får også nemt tillagt mere værdi i hverdagen.

»Der ligger et kæmpe pædagogisk potentiale i at få udviklet et sprog for, hvilke læreprocesser og sociale processer, der udvikles i børns egne fællesskaber i forhold til, når pædagogerne går ind og sætter rammer og mål.«

Selvom Bent Madsen selv arbejder som konsulent, så kender han udmærket den følelse, der fik Crisstina Munck til at stoppe op og spørge sig selv, hvad hun og de andre konsulenter egentlig havde gang i.

»Ja, det skal jeg lige love for,« siger han og slår en latter op. Han hilser Crisstina Muncks forskning velkommen, for der mangler i den grad viden om, hvad alle de inklusionsstrategier og metoder, pædagogerne sætter i værk, egentlig betyder for børnene.

»Vi er så vant til, at vi kigger på det, forvaltningen har bestemt. Nu skal vi implementere nogle inklusionsstrategier og metoder, og pædagogerne skal sætte en masse ting og sager i værk, men hvilken betydning har det egentlig for ­børnene, og hvordan oplever de det? Det ved vi faktisk alt for lidt om,« siger Bent Madsen, der mener, at hele inklusionsprojektet langt hen ad vejen er blevet et implementeringsprojekt, hvor børnenes perspektiv er trådt i baggrunden.



Pres giver forhindringer. En af Crisstina Muncks pointer er, at det ofte er i situationer, hvor pædagogerne er under pres, at den pædagogiske dagsorden kommer til at skygge for børnenes egne initiativer. Det kan være i overgange, når pædagogerne er tæt på en evaluering af et tema, eller når de skal vurdere og dokumentere børnenes udvikling. Eller når de har fået en konsulent på besøg, der har introduceret dem til en ny metode, der skal implementeres her og nu.

»Jo flere koncepter, dokumentation og vurderingspres, pædagogerne bliver mødt med for at sikre, at børnene udvikler sig på alle mulige måder, jo vanskeligere bliver det at opretholde en fleksibel og mingelerende pædagogisk praksis. Det kommer til at spænde ben for alle de aktiviteter, som de kan udvikle i fællesskab med børnene,« siger Crisstina Munck.

»Fra mit perspektiv handler det ikke om, at pædagogerne skal have mere uddannelse eller flere koncepter eller viden. De har enormt meget viden. De er fantastisk dygtige til at mingelere de mange krav og forventninger og møde børnene i øjenhøjde, når deres handlerum ikke indsnævres.«

Metoder og krav om evaluering og dokumentation må aldrig blive en undskyldning for at tilsidesætte børnenes perspektiv i hverdagen, mener pædagog Malene Møller Thygesen.

»Nu kommer jeg lige til at være lidt skrap,« siger hun og giver en lille opsang.

»Jeg mener, at har man som pædagogisk personale bygget en hverdag op, så den kan rumme alle elementer, er det faktisk underordnet, om du skal evaluere på noget, eller om du skal være færdig med en læreplan. Det, du skal opfylde der, burde du kunne hive ud af din hverdag. Det burde ikke være noget problem.«

Metoder og dokumentation kan man nemlig sagtens mingelere sig udenom, sådan at de ikke bliver styrende for de pædagogiske valg og fravalg, mener hun.

»For mig er det en kerneværdi i at være pædagog, at jeg hele tiden skal kunne beskrive, hvorfor jeg gør, det jeg gør, og for hvem.« 



Pædagoger trækker sig. Men skal pædagogerne så trække sig tilbage og lade børnene selv skabe deres egne fællesskaber fri fra de voksnes indblanding? Nej, tværtimod, mener Crisstina Munck. Børn har brug for de voksne og de voksnes involvering. Ikke nødvendigvis i pædagogisk strukturerede aktiviteter, men de har brug for dem til at understøtte de fællesskaber, børnene faktisk har gang i. 

»De voksne skal ikke træde væk fra børnene. Men det gør de faktisk i mange sammenhænge. De gør det især i mellemrummene og ude på legepladsen,« siger hun. Det betyder, at børnene mange gange ikke får hjælp til de vanskeligheder, som de har med hinanden, når de forsøger selv at danne fællesskaber. For pædagogerne ser ikke altid de vanskeligheder, der fylder i børnehøjde.

»Jeg fulgte et barn, jeg kalder Marco. Han brugte det meste af formiddagen på at få adgang til nogle af de andre børns lege på en legeplads, hvor man brugte scootere og cykler. Hvis ikke man havde en scooter eller en cykel, så var det rigtigt svært at bevæge sig rundt. Marco havde ikke fået fat på denne her scooter, så han prøvede hele tiden at løbe efter de andre, men hver gang han nærmede sig dem, forsvandt de væk igen.«

Når Crisstina Munck kiggede på Marco sammen med pædagogerne, så det ud til, at Marco var i fuldt vigør. Han var fysisk og kropsligt aktiv og fik masser af frisk luft og motion. »De så ikke, at det hele tiden var en bestræbelse på at komme hen til det legehus og være med til det, som William og Marie havde gang i. Hver gang han nåede derhen, så var de ovre på den anden side af legepladsen.«

Pointen er, at børn rigtigt gerne vil være tæt på hinanden, men de har brug for de voksnes hjælp til det.

Hvad skal pædagogerne så gøre, når nu inklusionstoget kører derudad, og koncepter, metoder og krav om evalueringer og dokumentation er en stor del af den pædagogiske virkelighed?



Ingen grund til panik. Pædagogerne er dygtige, så de skal ikke gå i panik, mener Crisstina Munck. De kan se de handlemuligheder, de har, på trods af den høje grad af styring fra det politiske niveau. Selvom hun er ’efter’ styringsteknologierne, så oplever hun ikke, at de determinerer pædagogerne. 

»Jeg ser faktisk, at pædagogerne ret kritisk forholder sig til de styrings­teknologier, som de bliver mødt med. Men det er problematisk, at det dominerer så meget med de metoder, koncepter og måder, som vi forsøger at styre pædagogisk praksis på,« siger hun og tilføjer:

»Det er vigtigt, at vi får en forståelse for, at i stedet for, at det understøtter pædagogernes meget nuancerede mingelering af børnelivet, så spænder det ben for dem. Helt grundlæggende.« 



Morgensamling er bedre end sit rygte

Crisstina Munck blev overrasket over, hvordan samlingen, en af de helt klassiske – og ofte udskældte – pædagogiske aktiviteter, faktisk fungerer rigtig godt som organisering af fællesskabet, set fra børnenes perspektiv. Børnene var meget interesserede i at deltage. Hun oplevede, at de mange gange satte sig op på stolene eller stod parate og ventede på, at pædagogerne indfandt sig. 

»Børnene var tættere på hinanden og kunne nå hinanden. De var optagede af at ’dimse’ med hinanden og have øjenkontakt. De kunne være sammen med de andre børn, selvom der også foregik rigtig meget tilrettelæggelse og disciplinering.«



3 spørgsmål til refleksion

I hvilke hverdagssituationer oplever I, at børns egne forsøg på at danne fællesskaber bidrager til og/eller forstyrrer de fælles aktiviteter med både børn og voksne?



I hvilke sammenhænge dominerer tids- og handlepres på måder, der presser fleksibiliteten i aktiviteter med børnene? 



I hvilke situationer lykkes det at opretholde fleksibilitet, sådan at børnene kan eksperimentere med deres deltagelse i de voksnes arrangementer?