FORSKNING: Forandring skal komme fra pædagogerne selv

Nye tiltag, fokusområder, pædagogiske modeller og buzzwords strømmer i disse år fra forvaltningerne til institutionerne med krav om omstillingsparathed og hurtige forandringer. 

Forskningen har hidtil ikke interesseret sig meget for, hvordan pædagoger rent faktisk handler i forhold til de mange forandringer, der sker ude i institutionerne. Men nu er lektor Peter Østergaard Andersen fra Københavns Universitet gået på jagt efter svaret. I det store forskningsprojekt ’Institutionernes fremtid – tendenser og forandringer i institutioner og institutionaliseringsprocesser’ har han undersøgt, hvordan pædagoger handler i forhold til forandringer, og hvordan forandring skabes i institutionerne. 

Svaret på, hvordan pædagoger reagerer, er mere nuanceret, end at de enten tager en symbolsk ja- eller nej-hat på. Projektet viser, at der er tre forskellige strategier, som pædagoger møder forandringer med, og kommer med bud på, hvordan de selv kan gå foran og skabe forandringer i stedet for defensivt at tage imod det, der kommer udefra. 

»Projektet er en kritik af forestillingen om, at man skaber forandringer på den måde, som det sker rigtigt mange steder: At kommunen definerer indsatsområder og siger, nu skal I arbejde med det og det, og nu skal I forandre det og det. Vores erfaringer er, at sådan kan man ikke ændre pædagogiske organisationer særligt vellykket,« siger Peter Østergaard Andersen, da Børn&Unge besøger ham i hans kontor på Københavns Universitet på Amager.

De små kontorer ligger side om side som togkupéer på gangen, hvorfra man kan se ind til forskerne gennem smalle glasvægge. Peter Østergaard Andersen sidder i lokalet med den kodeagtige benævnelse 15b-2-15. Han har drejet kontorstolen en halv omgang væk fra computeren og uddyber sine pointer.

»Der er ikke noget, som hedder implementering i pædagogiske institutioner. Andre, mere komplicerede og historisk sammensatte processer skaber forandringer. Det betyder ikke, at det ikke kan lade sig gøre at ændre noget. Men potentialet ligger et andet sted, nemlig i, at de enkelte institutioner får øje på forandringspotentialerne hos sig selv,« siger han.



Tre strategier. Hvordan institutionen håndterer forandringer, afhænger i høj grad af kulturen i institutionen, forklarer Peter Østergaard Andersen. I projektet besøgte forskerne tre forskellige daginstitutioner, der havde hver sin måde at håndtere forandringer på. På baggrund af observationer og interview med personalet har han analyseret sig frem til de tre strategier, som han kalder: adopteringsstrategien, selektionsstrategien og afprøvningsstrategien

I den første af de tre institutioner opfatter medarbejderne forandringer som noget, de skal tilpasse deres praksis efter. De forsøger at tilpasse sig de for­skellige politiske krav – mange gange uden at stoppe op og reflektere over det. De bruger adopteringsstrategien.

»Man forholder sig afventende til, hvilke krav andre stiller til en. Og så ­forsøger man at forstå dem og spørger sig selv: Hvad kan vi dog gøre ved det? Har vi tid til det? Nu kommer det oveni alt det andet,« forklarer Peter Østergaard Andersen om den defensive strategi, som han ikke vil anbefale pædagoger at bruge og tilføjer:

»Den er relativt drænende. Det er den strategi, hvor man oftest føler sig ­utilstrækkelig, føler man ikke får gjort tingene ordentligt, og at der over en hænger noget, som man burde gøre, men ikke får gjort. Samtidig er det faktisk også i den institution, hvor man får gjort mindst for at få skabt betingelser, sådan at man kan føle tilfredshed med arbejdet,« siger han.

I den anden institution udvælger personalet de ­forandringer, der giver mening for institutionen rent ressourcemæssigt og indholdsmæssigt i forhold til dens egen profil, som har fokus på sansemotorik. De bruger ­selektionsstrategien, og det er en god idé, hvis pædagogerne arbejder med at tydeliggøre, hvad man som institutionskollektiv selv vil arbejde henimod. På den måde får man en platform at stå på, når der kommer forventninger og krav udefra, mener Peter Østergaard Andersen. 

»Så kan man som personale og ledelse vurdere, om forandringerne passer ind i den mere langsigtede strategi, man har for arbejdet i sin institution,« siger han og fortsætter:

»Det er nok den mest offensive strategi: Man forsøger indenfor sin institutions ramme at sige, hvad man gerne vil være fælles om at udvikle med hinanden og børnene, og hvad man vil være kendt for. Det er en satsning, og det kan også gå galt. Derfor kræver det styrke, en tro på det, en klog ledelse og en gennemtænkt organisation.«

Den tredje institution bruger afprøvningsstrategien. De håndterer udefrakommende krav om forandringer ved at prøve de nye ting. Hvis de ikke tilfører pædagogernes praksis noget væsentligt, går de tilbage til de gamle rutiner, mens det nye ’lægges i skabet’. Man er ikke afvisende, men man vælger noget ud og forholder sig aktivt.

»Man prøver noget af det, selvom man har en grundlæggende skepsis. Hvis ikke det fører til forbedringer, så ’gør vi bare, som vi plejer’. Man forholder sig analytisk til det, der kommer, man vælger noget ud og lader resten være. Den strategi er også en god strategi,« fastslår Peter Østergaard Andersen. 



At vælge ud. Niels Åkerstrøm Andersen er professor på CBS og medforfatter til bogen 'Velfærdsledelse – Mellem styring og potentialisering'. Han vurderer også, at personalet i daginstitutionerne er nødt til at vælge ud i forhold til den strøm af tiltag, tilbud og krav, som forvaltningerne præsenterer institutionerne for. Det gælder først og fremmest om at vide, hvor man selv står som institution. 

»Lederne er nødt til, sammen med de ansatte, at finde ud af, hvilket grundlag de står på. Så man spørger sig selv: Hvilke af de nye buzzwords, der strømmer ned over os, prioriterer vi? Hvor prøver vi at snakke efter munden, indtil det er gået over? Hvad passer ind i vores strategi?« siger han.

Hvis man er tro mod sin egen strategi, er det lettere at skabe en stabilitet og vurdere, hvornår det giver mening at bruge tid og kræfter på at ændre sin praksis i retning af noget nyt, mener Niels Åkerstrøm Andersen. Han karakteriserer hverdagen i institutionerne i dag som langt mere kompleks end tidligere, og mener, at det skaber et pres på pædagogerne:

»Det kan være frustrerende at opleve, at det kan være svært at finde ud af, hvornår man skal gøre hvad. Ikke kun i daginstitutioner, men i alle velfærds­institutioner, oplever man, at man egentlig ikke synes, man udfolder sin profession. Man er hele tiden i gang med noget andet.« 



Færre forventninger. Pædagoger må se i øjnene, at de ikke kan leve op til det hele. De skal tale med hinanden om, hvordan de lever med, at hverdagen i institutionerne er blevet et spørgsmål om benhård prioritering mellem forskellige hensyn. Det handler om at mindske de forventninger, som man lægger på hinanden og sig selv, mener Niels Åkerstrøm Andersen.

»Man må starte med at tage en snak om, hvordan virkeligheden er. Man har så mange forventninger til sig selv, som man under ingen omstændigheder kan opfylde. Man arbejder i et system, hvor der er mere af det, man ikke gør, end det, man gør. Man producerer hele tiden en oplevelse af sig selv som uansvarlig,« siger han.

Løsningen er ikke, at den enkelte pædagog begynder at sige nej, mener Niels Åkerstrøm Andersen. Der skal kollektiv handling til:

»Vi er nødt til i daginstitutionerne og alle de andre velfærdinstitutioner at gøre det til et fælles problem. At få et sprog for, hvordan det her ikke hænger sammen, og at det kommer det aldrig helt til – og så gøre det så godt, vi kan. Og tilgive hinanden, når det ikke virker.« 

Uoverskueligheden og kompleksiteten i krav og forventninger til institutionerne kalder på solidaritet, hvor man arbejder med at håndtere uoverskueligheden i fællesskab. For det stopper ikke.

»Der er ingen vej tilbage til den enkle daginstitution. Man må tage alvorligt, at kompleksiteten udfordrer det pædagogiske arbejdsmiljø, men jeg tror ikke, man kan lave hverdagen enklere. Man kan ikke bare sige nej,« tilføjer han.

Nej de rette steder. ’Kære kollega – kære pædagog. Er der noget, du kan gøre på en anden måde i morgen? Hvis jeg skal lette sløret lidt for, hvad jeg øver mig i, så er det for eksempel at sige nej de rette steder. Ha’ en fantastisk uge. It’s a jungle out there!’

Sådan lød en opdatering på Facebook fra pædagogfaglig leder Trine Boel Nielsen, der arbejder i institutionen Hyrdebakken i Ebeltoft. Trine Boel Nielsen er enig i, at det gælder om at sige nej, når det giver mening, og ja, når det giver mening. Ellers kan pædagoger blive ’bombarderet med alle mulige tiltag fra forvaltningen’. Det handler ikke om at være på tværs, men at vide, hvad man selv vil som institution og handler derefter, forklarer hun i telefonen:

»Når jeg har muligheden for at melde fra til noget, som ikke giver mening lige nu i den institution, jeg er i, så skal jeg sørme sige nej,« siger hun og fortsætter: 

»Jeg tror, at både ledere og pædagoger har været alt for hurtige til bare at sige ja til alt for mange ting. Uden først at tænke, om det giver mening i forhold til den kontekst, de står i lige nu.«

Men et bevidst til- og fravalg kræver ledere, som tør stå fast. For jo flere tilbud og krav, der er, jo mere skal lederen også kunne forvalte dem. Mange oplever tilbud som krav i stedet for at tro på, at de selv har en mulighed for at sætte deres præg på kravene, mener Trine Boel Nielsen.

»Det er sådan et selvbillede, vi har af, at vi ikke har handlemuligheder. Men det er ikke rigtigt. Jeg tror, vi har handlemuligheder. Vi skal bare lære, hvordan vi skal bruge dem,« siger hun.



Tvivlens pædagogik. Tilbage på kontoret hos Peter Østergaard Andersen i København handler det om, hvad pædagogerne så rent faktisk skal gøre, for at få indflydelse og skabe forandringer på deres egne præmisser.

Hvad ser du, som det vigtigste pædagogerne skal gøre lige nu?

Peter Østergård Andersen tænker med armene over kors og en pegefinger foran munden. Længe. Han tager tilløb et par gange, men tøver så. Efter to minutter læner han sig tilbage i stolen, fletter fingrene bag hovedet og svarer:

»Det kan godt komme til at lyde sådan lidt helligt eller plat, men dybest set handler det vel om i højere grad at gøre det modsatte af det, som er tendensen i dag. I dag skal man hele tiden vise, at man er effektiv, at man kan skabe resultater og forandringer, og gøre sig uundværlig og målbar. Pædagoger kunne begynde i højere grad at se kvaliteten i at forundres, være nysgerrig og tvivle overfor noget af det, man foretager sig.« 

Den moderne styringsteknologi og den dermed langt hen ad vejen også ­moderne pædagogik bygger på en logik, hvor vi sætter hinanden i udsigt, at vi kan styre i detaljer. Men vi overser dermed potentialet for reel forandring, mener Peter Østergård Andersen.

»I tvivlen, usikkerheden og nysgerrigheden over, at børn og voksne gør noget andet end forventet, og når det går helt galt, tør man bryde med en regel i hverdagen. Man kunne kalde det tvivlens pædagogik. Det er jo i tvivlen og i det usikre, at muligheder for at skabe forandring popper op. Men hvis man har et stort pres bag sig, lukker man bare huller til hele tiden. For at komme videre.« 



Om forskeren

Peter Ø. Andersen er cand.mag. i pædagogik og sociologi, mag.art. i pædagogik og ph.d. Han er forsker på Københavns Universitet, hvor hans primære forskningsområder blandt andet er samspillet mellem udvikling af pædagogiske praksisformer, pædagogisk teori og fokuseringen på dokumentation, evaluering og målbarhed.



Om forskningen

I forskningsprojektet ’Institutionernes fremtid – tendenser og forandringer i institutioner og institutionaliseringsprocesser’ har Peter Ø. Andersen set på aktuelle tendenser i daginstitutioner og diskuterer potentialer for forandring og udvikling af det pædagogiske arbejde. En af hovedpointerne er, at krav om forandringer i høj grad kommer udefra og ikke fra professionen selv. Han dokumenterer, hvilke strategier og muligheder pædagoger kan bruge, hvis de vil gå foran og selv skabe forandringer på deres egne præmisser. Projektet er finansieret af BUPL’s forskningspulje.



Læs mere

Projektet er afsluttet og dokumenteret i:

Diskussionspjecen: Daginstitutioner – tendenser og muligheder 

Rapporten: Rapport – Daginstitutioner – tendenser og muligheder