BØRNELIV I GHANA - De fortabte døtre

Vi kom nordfra med den støvmættede harmattanvind i ryggen, og her på vejen fra Tamale til landsbyen Dalun synes Saharas sand endelig at have lagt sig. Vi må køre zig zag uden om både dynger af løst sand og dybe huller i grusvejen med det prangende navn "Kofi Annans vej". FN's generalsekretær nåede så langt som til Dalun cirka 750 km og en lang dags kørsel fra Accra, da han i august besøgte Ghana, men her er ingen fare for modkørende. Ikke engang gederne gider færdes på vejen. Ligesom livet i landsbyen står de bomstille. Man ser dem læne sig tæt op ad de lerklinede rundhytter i et forsøg på at finde lidt skygge fra tagkonstruktionens græsstrå, der kun stedvist stritter frem. 

Under et andet tag af græsstrå står fire piger ved hver deres symaskine. Flettevæggen, der støtter stråtaget, danner et rum på fem-seks kvadratmeter og har efterladt en åbning ud mod vejen. Forbipasserende vil opdage, at pigerne driver en butik, hvor de på bestilling syer kjoler, skjorter og tørklæder. Klædernes farver og mønstre er indbydende, og vi standser bilen. I det vi stiger ud, hører vi en af pigerne synge:

»Hvis en Accra-mand ser på dig, så se den anden vej. Ellers giver du alt til ham, og du får ikke noget igen,« synger hun ifølge tolkens oversættelse fra lokalsproget dagbani.

Pigen hedder Dauda, og for tre år siden rejste hun til Accra og blev der et halvt år. Hun ved ikke, hvor gammel hun er, men hun er den førstefødte i sin familie. Tolken er fra Dalun tæt på Daudas landsby Kartariga. Hun kender pigen og mener, at Dauda er 17 år. I Ghana er der tradition for at give den førstefødte pige væk til husarbejde hos en slægtning i byen, men det var Dauda selv, der rejste. 

»Det var midt i tørketiden, ligesom nu. Vi havde taget fra jorden, hvad den gav af afgrøder, og der var ikke mere arbejde. Jeg havde hørt om andre piger, som var kommet hjem i en tro-tro (offentlig minibus), de selv havde lejet, fyldt med fine sager fra Accra, så jeg ville også afsted,« fortæller Dauda og mærker efter om begge ringe stadig sidder i hendes højre øre.

»Sådan skulle de sidde i Accra,« fniser hun. 

Men ellers er blikket mørkt, når hun taler om livet i hovedstaden.



Døde på gaden. »Jeg arbejdede som bærer, kayayoopige, og bar varer for de handlende på Makola marked, hvor jeg også sov. Vi var ti piger i et bræddeskur, der ikke var meget større end hytten her, og var der en af os, der blev syg, blev vi det alle sammen,« fortæller Dauda, der så flere af sine medsøstre dø af malaria, fordi de ikke kom på hospitalet.

»Vi gav vores penge til manden, der ejede skuret, men han sørgede ikke for, at vi kom på hospitalet, og han gav os heller ikke mad, sådan som han havde lovet,« siger hun. 

Hun kalder manden sin "machomand". 

»Han passede på mig om natten, så jeg ikke blev overfaldet, men der var nogle af pigerne, der blev gravide,« siger Dauda, der også kan en sang om machomanden.

Sangene har hun digtet og sunget på et seks uger langt kursus i Dalun, som i alt 150 andre piger i samme situation hvert år deltager i. Kurset blev oprettet i 1997 af en dansk-ghanesisk venskabsforening og bygger på det danske højskoleprincip. Her har Dauda og hendes forældre diskuteret teenageproblemer, hun har fået lidt undervisning i at læse og skrive, men især er hun blevet god til at sy.

»Jeg tog hjem, da jeg hørte om kurset i et radioprogram. Jeg valgte syværkstedet, og da jeg tog afgang, lånte højskolen mig en symaskine, så jeg kunne starte i lære her hos Meriam,« fortæller Dauda, der drømmer om en dag at være den af pigerne, der ejer syværkstedet. Hun har betalt 120.000 cedis, svarende til en halv gennemsnitlig månedsløn, for sin læreplads og tjener ikke selv penge.

»Men det er da noget at lave,« siger Dauda.



10.000 gadepiger i Accra. En undersøgelse fra University of Ghana viste, at der i 2000 var 15.000 gadebørn i hovedstaden. Sociolog Irene Engmann er trods sit navn, som klinger skandinavisk fra gammel kolonitid, fra Ghana. Hun er vicedirektør på projektet "Street Girls Aid" i Accra og vurderer, at tallet i 2003 er steget til 20.000. Hun mener, at mindst halvdelen er landsbypiger, der ligesom Dauda drømte om et bedre liv i byen. Hver dag møder projektets opsøgende medarbejdere nye piger på gaden, og Irene Engmann ser dem, når de kommer til hendes kontor i Street Girls Aids hovedbygning. Hun har registreret 580 piger, som bruger facilliterne, når de ikke er nødt til at arbejde. Nogle er elever i frisørsalonen, i køkkenet eller på sy- og batikværkstederne på etagen nedenunder. Andre kommer bare for at få et knus, et måltid mad eller for at blive vasket. Og nogle afleverer deres børn i centrets vuggestuer og børnehaver, som er placeret nær markedsområderne, ved busstationen, jernbanesporet eller lastbilholdepladsen, hvor teenagemødrene selv arbejder med handel om dagen og sover med børnene om natten. Bare i hovedbygningens tre børnehaver og ene vuggestue er der 220 børn mellem nul og seks år. I alt anslås det, at der er 5000 gadebørn under fem år i Accra. Det er især de små børn og deres mødre, Street Girls Aid henvender sig til. 

»Vi møder gravide piger, der ikke er mere end 12 år gamle. Gadepigerne er utroligt udsatte, og det gælder især landsbypigerne, der kun taler deres lokale sprog og sjældent har gået i skole. De kan hverken læse vejskiltene i byen eller tallene på pengesedlerne, og de snyder let sig selv. Fysisk er pigerne også svage. De bliver ofte bestjålet eller udsat for voldtægt og seksuelt misbrug. Hvis ikke det er sådan, de bliver gravide, er graviditet ofte grunden til, de flygtede,« fortæller Irene Engmann. 

Det var tilfældet for den 17-årige Nancy fra Voltaregionen i det vestlige Ghana. Hun havde slægtninge i Accra, men skammede sig så meget, at hun ikke opsøgte dem og valgte at sove langs jernbanesporet som tusinde andre udstødte - handicappede, galninge og aidssmittede. 

»Jeg turde ikke fortælle mine forældre, at jeg var gravid, og hverken min kæreste eller jeg kunne betale for en abort, så jeg så ingen anden udvej end at flygte,« fortæller Nancy.

Hun arbejdede hårdt i en chobbar (ghanesisk for fastfoodbar), men blev fundet på gaden af en sygeplejerske fra "The Urban Salvation Army", der driver Street Girls Aids fødeklinik. Den ligger blot 100 meter længere nede af de uregelmæssige veje i kvarteret Nima, der som navnet antyder (Den nye By) hele tiden fornyr sig med tilvæksten af nye bræddeskure. Otte måneder henne i sin graviditet kunne Nancy flytte ind på mødrehjemmet, og på klinikken fødte hun Angelina, som nu er fem måneder gammel. I morgen har den lille familie været på mødrehjemmet de tilladte tre måneder efter fødslen, og Nancy har besluttet sig for at rejse hjem til landsbyen med sin datter.

»Jeg glæder mig til at se min familie, og jeg håber, at Angelina bliver et sundt barn, der en dag kan passe på mig,« siger hun.



Retur til kødgryderne. En af medarbejderne fra Street Girls Aid rejste til Voltaregionen, hvor hun besøgte Nancys familie og sørgede for, hun kunne rejse hjem. Tit er en medarbejder også rejst til Dalun, hvor Street Girls Aid samarbejder med det pigeprojekt, som har skaffet Dauda en læreplads som syerske i butikken ved Kofi Annan Vejen. 

Karen Helene Havrehed er antropolog og ansat som koordinator for Ghanaian Danish Community Programme (GDCP), der blandt andre projekter står for pigehøjskolen i Dalun. I landsbyen genkender man Karen Helene Havreheds lerhytte på den blå farve, men mest afslørende er et dansk flag på ydervæggen. 

Hun har nu været i Ghana et halvt år og har allerede studeret landsbylivet indgående. En undersøgelse viste i 1999, at næsten hver tredje pige rejste ud af distriktet for at blive kayayoopige i de større byer Tamale, Kumasi og Accra. Årsagen finder Karen Helene Havrehed ikke bare i kønsdiskrimineringen, uønsket graviditet, fattigdom, forældres død eller skilsmisse og arbejdsløshed, men også i det faktum at unge mennesker over alt i verden er eventyrlystne.

»Unge danskere gider jo heller ikke trille tommelfingre hjemme på gården på Læsø resten af livet, men vil hellere til København og se filmene på det store lærred og blive klippet af de rigtige frisører. Og man er jo heller ikke noget i Danmark, hvis ikke man har været på Borneo,« tilføjer hun og fortsætter.

»Det er samme dannelsesrejse for pigerne, og når de kommer hjem fra Accra med ørenringe og ring i næsen, med tatoveringer på armen og smukke tørklæder om hovedet, så siger man i landsbyen, at de "har set livet",« fortæller Karen Helene Havrehed. 

Tingene giver status og er en nødvendighed, hvis pigen skal gøre sig håb om ægteskab. 

»I Ghana er pigerne ikke rigtige kvinder, før de er gift og har børn. Og på landet, hvor manden oftest har flere koner, er det vigtigt, at pigen har en god medgift i form af egne kødgryder, skåle og potter. En stor medgift giver en god position i ægteskabet. Har hun ingenting, er hun omvendt afhængig af de andre koners køkkengrej,« forklarer Karen Helene Havrehed. 

Tidligere sørgede pigens fædre eller onkler for medgiften, men på grund af stigende fattigdom, hvor 60 procent af befolkningen lever for under en dollar om dagen, er det pigerne selv, der skal få råd til sandaler, symaskine og gryder. Der er kun én høst i det tørre nord, og resten af året er der kun et lille forråd af jordnødder, ris og yams at overleve på. Pigerne må derfor rejse til Accra for at tjene penge til gryder og moderigtige kjoler, og når de vender hjem til landsbyen, "glemmer" de at fortælle om volden, frygten, sygdommene og sulten.



Sangene lever videre. Hvis de yngre landsbypiger ikke så på Daudas ørenringe, men i stedet lyttede til hendes sange ved vejen, ville de forstå, at livet i Accra langtfra er lykken. En sang handler om, at det er koldt at "stå hele natten under en paraply", når troperegnen falder tungt.

Spørgsmålet er, om det er bedre at stå under et stråtag i bagende sol og sy for Meriam, der er den eneste af de fire piger i butikken, der får løn? For over halvdelen af de hjemvendte piger har svaret været nej. I pigeprojektets første fase rejste halvdelen af pigerne tilbage til Accra, fortæller lederen af GDCP's pigehøjskole, Mr. Abdulai.

»Nu er vi blevet bedre til at finde gode lærepladser, så pigerne virkelig får lov at sy og ikke bliver sat til at gøre rent og rende ærinder i stedet,« siger han.

I dag bliver 83 procent af de hjemvendte piger i deres landsbyer.

Et andet spørgsmål er, om en pige som Meriam, der nu tjener flere penge end nogen mand i landsbyen, nogensinde vil blive gift? Ser man på ghanesisk familiestruktur er det utænkeligt, fordi manden traditionelt set er familiens overhoved og ikke vil leve med en hustru, som tjener flere penge end han selv.

Og hvem vil vælge en pige, der i Accra måske er blevet misbrugt, voldtaget og måske har fået et barn med en anden mand? Det kan være svært at sige, om Dauda trods ørenringe og flotte klæder vil få den ægtemand, som er hendes eneste overlevelsesperspektiv i landsbyen. 

»Over 100.000 piger i distriktet Tolon-Kumbungu kommer ikke i skole, så der er langt igen, før vi finder nogen pige, der ikke overvejer at rejse til Accra. Så længe landsbypigen ikke får andet mål i livet end at vente på prinsen på den hvide hest, er det fristende selv at begive sig ud og lede efter ham,« siger Abdulai.

Højskolekurset for piger er nu fem år gammelt, men i de skyggefyldte passager bag markedsboderne ved Tema Station vil man mange år endnu finde flere og flere helt unge kayayoopiger. En dag møder jeg en gruppe på ti piger i deres pause. De har ensartede skamferinger fra kindbenet ind over næseryggen. Det er stammemærker, der afslører, at pigerne kommer fra den samme egn som Dauda.

»Jeg kom for at tjene penge,« fortæller en 16-årig pige, der aldrig har hørt om Street Girls Aid.



Fra juni 2001 har Danida (via Den Danske Ambassade) ydet en årlig støtte til Street Girls Aid på 220.000 dollars i to år. Støtten vil bortfalde fra juni 2003.



Boom i Accras voldsstatistik mod børn og kvinder

Fra 1999 til 2002 er antallet af indrapporterede voldtægter steget fra 23 til 134. Voldtægtsforsøg er steget fra et forsøg til 17. Overfald fra 95 til 1456. Trusler fra 21 til 652. Opdagede gennemførte aborter fra en til fem og forsøg på samme fra nul til 19. Antallet af bortførte børn er steget fra tre til 80 børn. 

Alt tyder på, at der er kommet større opmærksomhed omkring vigtigheden af at anmelde kriminalitet også mod børn og kvinder til myndighederne. Overgrebene har nok altid været der.

Kilde: "Statistics of cases reported to women and juvenile unit (WAJU). Ghana Police Service, Accra. From January 1999 - December 2002.



Over 80 procent vender hjem

Ghanaian Danish Community Programme (GDCP) har forskellige hjælpeprojekter i landområderne i det fattigste Nordghana. Det startede for 20 år siden som et by-til-by-venskabsprojekt med det formål at skaffe vand, skoler og sundhedsklinikker ude i Landsbyerne. Senere har projektet støt vokset sig større, og siden 1997 har der været et højskolekursus for unge piger og et låneprogram for kvinder. En lokalradio er også etableret. Driften af dette program og et søsterprogram kaldet School for Life betales af Danida, som er den danske ulandshjælp. 

Hvert år siden 1997 har 150 piger været på et seks ugers kursus med 50 deltagere ad gangen. 83 procent af de hjemvendte kayayoopiger bliver i dag hjemme i landsbyen. En del af de resterende 17 procent giftes væk. 

Kilde: GDCP