Detalje i ny reform giver bekymring for pædagogfagets fremtid

Folketinget har vedtaget en ny, stor uddannelsesreform, som får afgørende betydning for fremtidens pædagoger. BUPL ser flere gode tiltag i reformen, men advarer om en væsentlig forringelse.
Studerende på en uddannelse sidder på en trappe

Det vil også i fremtiden kræve en treårig ungdomsuddannelse at komme ind på pædagoguddannelsen via kvote 1.

Det slår en ny, stor reform af landets ungdomsuddannelser nu fast. 

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har ellers slået på tromme for, at bare to år på den nye erhvervsrettede ungdomsuddannelse EPX skulle give adgang til pædagoguddannelsen.

Ministerens ønske har mødt hård modstand både fra BUPL, forskere, landets professionshøjskoler, erhvervsorganisationer og flere folketingspartier.

Herunder SF, der har været med til at forhandle den endelige aftale på plads med regeringen (Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre) og Dansk Folkeparti.

Selvom ændringen i den endelige aftale glæder BUPL-formand Elisa Rimpler, er der dog stadig en detalje i reformen, der bekymrer hende: 

”Det sidste, vi har brug for, er et mere udfordret studentergrundlag end i dag,” siger hun med henvisning til, at en toårig EPX kan give adgang til pædagoguddannelsen via kvote 2.

Hård politisk kamp har givet resultat

Den nye EPX-uddannelse åbner i 2030. Og den endelige folketingsaftale slår altså fast, at det til den tid vil kræve en treårig EPX at få adgang til pædagoguddannelsen via kvote 1. Den almene gymnasieuddannelse STX vil fortsat give adgang til pædagogstudiet via kvote 1.

”Det er et vigtigt signal til de unge om, at ikke alle og enhver kan blive pædagog. Og det er nødvendigt for at ruste de unge bedst muligt til at gennemføre pædagoguddannelsen, som både kræver en stor modenhed og et stærkt fagligt fundament,” siger BUPL-formand Elisa Rimpler, der har været hård i sin kritik af regeringens plan om, at en kun toårig EPX skulle gøres til hovedvej til pædagoguddannelsen.

Også Burak Ulrik Ulucan, forperson for Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS), ser positivt på, at en treårig ungdomsuddannelse fortsat vil være hovedvejen til pædagoguddannelsen.

”Faglighed, tid og læringsparathed er altafgørende. Det handler ikke blot om at have en eksamen i hånden, men om at være forberedt på det, der venter,” lyder det.

Tilfredshed hos professionshøjskolerne

Camilla Wang, forperson for Danske Professionshøjskolers rektorkollegium, er meget tilfreds med udgangspunktet i den endelige aftale:

”En treårig ungdomsuddannelse som adgangskrav for kvote 1 var vigtigt for os, og det er det krav, der har været i fokus for professionshøjskolerne. På baggrund af reformens ændringer i forhold til adgang via kvote 2 vil vi nu kigge på, hvilke øvrige krav for optag, der giver mest mening, når reformen træder i kraft,” siger Camilla Wang, der til daglig er rektor på Professionshøjskolen Absalon. 

Trods kompromis: BUPL ser flere faresignaler 

Til gengæld vil den toårige EPX som nævnt give adgang til pædagogstudiet via kvote 2. Det faglige niveau på den toårige EPX forventes at svare til niveauet på den etårige HF-fagpakke, som allerede findes. Den fagpakke er i øjeblikket minimumskravet for optag på pædagoguddannelsen.

Som det er nu, kan man dog ikke gå direkte fra grundskolen til HF-fagpakken og derefter ind på pædagogstudiet, påpeger Elisa Rimpler. 

Derfor er hun bekymret over, at helt unge uden erfaring fra andet end grundskolen og en toårig EPX fremover kan søge ind på pædagoguddannelsen via kvote 2. Ikke mindst fordi omkring hver anden pædagogstuderende i øjeblikket kommer ind netop via kvote 2.

”Mange af de studerende på pædagoguddannelsen kæmper allerede i dag med de grundlæggende studieforudsætninger som at læse og skrive. Ligesom mange – og især dem, der kommer med en toårig ungdomsuddannelse i bagagen – falder fra," siger Elisa Rimpler.

Større krav til ny pædagoguddannelse

Også Kristine Schroll, formand for Lederforeningen i BUPL er bekymret over udsigten til kvote 2-adgang til pædagogstudiet via den toårige EPX:

"Meget unge studerende med begrænset livserfaring er ikke svaret i et krævende fag, hvor relationskompetence, dømmekraft og robusthed er afgørende," siger hun.

Ifølge Elisa Rimpler kræver den nye reform en væsentlig styrkelse af pædagoguddannelsen, hvis fremtidens pædagoger skal være godt rustet til virkelighedens komplekse udfordringer.

”Skal pædagoguddannelsen i fremtiden favne flere studerende med svage studieforudsætninger, kommer det til at stille endnu større krav til kvaliteten af selve uddannelsen,” siger hun.

Folketingets partier er netop i gang med at forhandle en ny pædagoguddannelse på plads med uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M). Aftalen om en ny pædagoguddannelse forventes at ligge klar senere på foråret.

Ny ungdomsuddannelse giver adgang til pædagogstudiet: 7 ting, du skal vide

  1. Den nye, erhvervsrettede ungdomsuddannelse EPX åbner i 2030. Den treårige EPX-uddannelse er adgangsgivende til pædagoguddannelsen via kvote 1. Den toårige kan give adgang via kvote 2.
  2. Den almene gymnasieeksamen STX vil også fremover give adgang til pædagoguddannelsen via kvote 1. 
  3. På EPX vil eleverne få en kombination af praktisk og teoretisk undervisning målrettet eksempelvis pædagog- sygeplejerske- eller socialrådgiveruddannelsen.
  4. Det er planen, at der skal oprettes EPX-uddannelsessteder i mindst 87 danske byer.
  5. Optagelse på EPX kræver som udgangspunkt, at man har bestået folkeskolens afgangseksamen eller aflagt prøve på forberedende grunduddannelse (FGU). Elever, der ikke har bestået folkeskolens afgangseksamen, skal kunne tage en afsluttende prøve på 10. skoleår på en efterskole eller en fri fagskole, der giver adgang til EPX. Derudover skal der være mulighed for optagelse via en helhedsvurdering, som består af en optagelsesprøve og samtale.
  6. Der afsættes ifølge Børne- og Undervisningsministeriet 5 milliarder kroner årligt til at drive EPX. Derudover afsætter den nye folketingsaftale 4,8 milliarder kroner i engangsinvesteringer til værksteder, nye faglokaler og udstyr.
  7. En del af midlerne til den nye EPX findes ved at nedlægge 10. klasse og HF.

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet.

”En særlig sejr” og ”risikofyldt”: Det siger andre om reformen

Morten Skov Christiansen, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, kalder det ’en særlig sejr,’ at EPX bliver treårig for dem, der vil videre på en professionsuddannelse som pædagog, socialrådgiver eller radiograf.

”Det er helt afgørende for kvaliteten – og for at gøre uddannelsen mere attraktiv. Derfor har det været en vigtigt for FH at kæmpe netop denne kamp.”

Andreas Rasch Christensen, forskningschef ved VIA University College, påpeger, at der er store forventninger til den nye EPX, men at der i øjeblikket ikke er meget viden om den. Desuden mener han, at det er risikofyldt, at uddannelsesreformen nedlægger 10. klasse:

”10. klasse har faktisk indfriet nogle af de ambitioner og målsætninger om flere til erhvervsuddannelserne, og så spiller 10. klasse også en rolle for at løfte nogle fagligt, så de kan komme videre til ungdomsuddannelserne efterfølgende, siger han til DR.dk

Enhedslistens uddannelsesordfører Mai Villadsen er også kritisk over afskaffelsen af 10. klasse:

”Jeg synes, det er så forkert og en kæmpe skam at lave det på bekostning af, at man afskaffer 10. klasse, og at man samtidig hæver karakterkravene til de almene gymnasier,” siger hun til DR.
 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.