Formandstale på stormødet

Vi. Er. Mere. Værd. 

Mark, Sophie og Brian er mere værd. Tre pædagoger, der i de her dage er på reklamesøjler rundt omkring i København. De er her også i dag. De repræsenterer jer. Os. 

Vi er mere værd. Giv lige Mark, Sophie og Brian en hånd.

Det er derfor, vi er her i dag. Vi varmer op til det historiske vindue, der skal gøre op med pædagoger og lederes lønefterslæb.  

Til treparten i efteråret, der skal fordele den første ud af 3 milliarder kroner på baggrund af Lønstrukturkomitéens rapport. Og til OK24. 

Og ingen – ingen i befolkningen – ingen meningsdannere, journalister og politikere – skal være i tvivl om, at vi som pædagoger er mere værd. 

Vi er ikke mere værd end andre, nej. Men mere værd end det, der i dag står på den lønseddel, der værdisætter vores arbejde. Er I enige? 

Hold nu lige fast, mens jeg præsenterer jer for de barske fakta. 

Pædagoger tjener i gennemsnit over 7.000 kroner mindre end den gennemsnitlige lønmodtager [uden ledelsesansvar] i Danmark. Det er et faktum.

Det er også et faktum, at pædagoger tjener mindst af alle med en mellemlang videregående uddannelse.

Det er et faktum, at vi i gennemsnit tjener 4.000 kroner mindre end andre offentligt ansatte med samme uddannelsesniveau. 

Det er et faktum, at vi tjener over 8.000 kroner mindre end vores kolleger – lærerne – som 15.000 af os arbejder sammen med hver dag på Danmarks folkeskoler.  Og det er ikke lærerne, der tjener for meget. Det er os, der tjener for lidt. 

Det er et faktum, at pædagogernes løn IKKE er fulgt med vores uddannelsesniveau. Det bekræfter en helt ny analyse fra KRAKA. 

Det er et faktum, at pædagoger derfor – over et helt liv – har 3 millioner kroner mindre at leve for. 3 millioner! – det er alligevel en sjat, når dagen er omme. 

Vi ved også, at halvdelen af de unge, der vælger pædagoguddannelsen fra, gør det på grund af den lave løn.  

Det ér et faktum, at søgningen til pædagoguddannelsen er faldet med 36 procent siden 2019. At 11.000 pædagoger arbejder udenfor faget. At vi i dag har 4.000 pædagogstillinger, der ikke kan besættes – og at der kommer til at mangle 14.000 pædagoger i 2030 hvis der ikke snart sker noget.

Kort sagt. Vi har ALLE fakta på plads. Dem kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. 

Det er uholdbart! Og vi vil ikke finde os i det mere.

Så, hvad vil vi ha’: Mere i løn!

Det er det vi kæmper for, venner.

I kender historien: Pædagogers løn er et levn fra fortiden. Vi sidder fast nederst i lønhierarkiet, hvor politikerne placerede  i forbindelse med Tjenestemandsreformen i 1969. 

Problemet er, at vi ikke ved egen hjælp kan rokke os ud af hierarkiet. Havde det været let, så havde vi jo gjort det for længst. 

Men de offentlige overenskomster er et nulsumsspil. Skal vi som pædagoger længere op i lønhierarkiet og have meget mere i løn, er der andre, der skal have mindre eller stå stille – i mange år. Og det er hverken rimeligt eller realistisk. 

Ved de seneste overenskomster er vi gået benhårdt efter en ligelønspulje. Men netop fordi det betyder mindre i løn til andre faggrupper, er modstanden stor og puljerne små. 

Så små, at det vil tage 700 år at indhente vores lønefterslæb med det nuværende tempo. Det kan vi ikke vente på.

Lønhierarkiet er politisk skabt. Og derfor ér det også politikerne, der skal tage ansvar for at rette op vores skæve indplacering. Med puljer – uden for overenskomsterne – der kan løfte os op, hvor vi hører til.

Og nej, det klares ikke med mere individuel og lokal løn – som regeringen foreslår – og som formanden for Lønstrukturkomitéen har antydet. 

Det vil bare betyde øget kamp og konkurrence om de få lønmidler, der er. 

Det vil betyde, at nogle få vil få mere – men mange andre vil få meget mindre. Og det vil hverken hjælpe et arbejdsmiljø, hvor vi er dybt afhængige af, at vi samarbejder tæt og løfter i flok – eller løse den udfordring, at vores løn grundlæggende er for lavt sat. 

Vores krav er klart: Treparten skal bane vejen til et stort indhug i vores lønefterslæb og et markant lønløft nu. Samt en plan for, hvordan vi indhenter resten.

Højere løn, der matcher vores uddannelsesniveau, ér og bliver vejen til at gøre det langt mere attraktivt at blive og være pædagog!

Pædagogers løn er et levn fra dengang, man troede at det alene lå til kvinders natur at drage omsorg og tage sig af børnene. Dengang man troede, det var et genetisk kald. 

Dengang kvindens løn alene skulle være en biindtægt til mandens – en rubrik på hans selvangivelse. 

Og den dag i dag – mere end 50 år efter, er det stadig det åg, vi slæber rundt på. Både kvindelige og mandlige pædagoger.

Vi burde være blevet klogere. I dag ved vi, at god pædagogik ikke er bundet til køn. Det er bundet til uddannelse og faglighed. 

Men til trods for, at vores uddannelsesniveauet er steget støt. Til trods for at både ansvaret og kompleksiteten er steget, så er lønnen IKKE fulgt med. Det er absurd!

Og det er et paradoks. For der er ikke den ting, pædagoger ikke skal fikse. Tidlig og tværfaglig indsats. Forældresparring. At børn og unge får omsorg og er i god trivsel. At børn bliver skoleparate. 

At vi forebygger ensomhed, mobning, kriminalitet. At vi lærer børn om naturen, sundhed og bæredygtighed. At børn har et alderssvarende sprog. At de lærer rytme og sang. 

At børn udvikler sig motorisk alderssvarende. Kendskab til kulturen. Kort sagt, at vi drager omsorg, skaber trivsel og sikrer god udvikling for alle børn og unge.

Og det gør vi! Hver dag. Også når vi står midt i en pandemi, vi ikke ved, hvor ender. Også, når der kommer børn fra et krigshærget land. Også når vinterens sygdomme er ved at overmande os, eller den enkelte familie er ved at brænde sammen. 

Vi er her – og vi holder hånden under Danmarks børn og unge. Vi er samfundets sammenhængskraft. Og det vil vi anerkendes for. 

Også med løn! 

Der ér heldigvis også mange, der værdsætter pædagoger og ledere. Der værdsætter det arbejde, vi gør os umage med hver dag. 

De tusindvis af forældre, der afleverer deres børn og unge i vores varetægt. De ser os som hverdagens helte. Og som de, der taler børn og unges sag. 

Og uden dem – og de mange, mange af jer, der var aktive i forældrebevægelsen, så var vi aldrig kommet i mål med minimumsnormeringer. Lad os give de gule forældrekrigere en varm hilsen og en hånd?

Minimumsnormeringer er det fineste eksempel på, at vi KAN ændre ting til det bedre. Med en klar strategi og klare budskaber. Ved at alliere os med andre – og aktivere og mobilisere vores stærke fællesskab. Skulder ved skulder. Arm ved arm. Sammen om en fælles sag. 

Den næste sag er klar: Hvad vil vi ha’? Mere i løn! 

Vi er kommet langt. For et halvt år siden, var det svært at opdrive et parti på Christiansborg, der ville røre ved lønefterslæbet med en ildtang. Det har ændret sig. Eller rettere: DET HAR VI ændret på. 

Nu står både Enhedslisten, SF, Radikale bag kravet. Og Socialdemokraternes valgløfte om en milliardpulje til udvalgte faggrupper er blevet en del af regeringsgrundlaget. 

Men som jeres formand vil jeg også være helt ærlig: Vi står over for den sværeste og hårdeste kamp i BUPL´s historie. Vi har sparket døren op på klem – men der er mange forhindringer før døren står på vid gab.

Der er mange, der vil modarbejde os. 

Først og fremmest vores arbejdsgivere, der ikke ser et problem i vores lønniveau – og som er bekymrede for, at de skal punge ud. 

Måske også andre faggrupper, der er bekymrede for, at mere i løn til os, betyder mindre til dem – eller resulterer i færre offentlige stillinger.

Så er der regeringen. Nok har de skrevet de 3 milliarder til en trepart ind i regeringsgrundlaget, men det kommer med en pris. 

Og det er slet ikke givet, at den samlede fagbevægelse vil betale prisen, hvis det handler om ublu besparelser. Der risikerer at ramme os selv – de kvindedominerede faggrupper.

Der KAN altså ske mange ting fra Lønstrukturkomitéen lander sin rapport i juni – til vi sidder i forhandlingslokalerne med udsigten til mere i løn. 

Men, vi er klar til kamp! 

Vi skal være strategiske og viljefaste. Vores budskaber skal være knivskarpe – og vi skal stå stærkt sammen. Som en ubrydelig kæde, der med koordinerede handlinger bevæger os fremad. 

Fremad mod det næste store resultat.

Når kritikerne ikke forstår, hvorfor pædagoger er vigtige, så taler vi om vores faglighed – og om betydningen af dygtige pædagoger. 

Når nogen siger, at det er vigtigere med normeringer, så fortæller vi, at det ikke nytter, hvis ingen vil være pædagoger på grund af lønnen – for allerede i dag mangler vi kolleger. 

Og hvis arbejdsgiverne ikke vil lytte, så er vi klar til at gå på gaden med de røde faner og magenta veste!

Vi ER et stærkt fællesskab. Vi KAN forandre tingene til det bedre.

I dag er vi 2.000 tillidsvalgte. Det er så vidt, vi har kunne regne os frem til, det største møde for tillidsvalgte i BUPL’s historie. Og det er vigtigt. 

Som tillidsvalgte har vi en særlig rolle. Et stærkt fællesskab er nemlig også et velorganiseret fællesskab. 

Vi kan skabe ringe i vandet, hvis vi allesammen handler på samme tid. Min styrke før og under OK24 er vores fællesskab. 

Det er fællesskabet, som afgør, hvor stærkt jeg står i forhandlingslokalet, når det gælder.

Så min opfordring til jer i dag er: 

Tag fakta og argumenterne med jer. Tal med vores kolleger. Få dem til at deltage i de lokale møder og aktiviteter om løn og OK4. 

Følg med på bupl.dk, i nyhedsbrevene og læs formandens blog. 

Like og del på sociale medier – så det kommer langt ud til alle vores forbindelser. 

Der må ikke være en eneste pædagog ude på vores arbejdspladser, der er i tvivl om, hvad vi kæmper for. Ikke en eneste kollega, der står uden for fællesskabet, og som ikke deltager i kampen. 

Hvis vi skal lykkes, skal vi have alle til at bidrage med det, de kan. 

Måske kender I teorien om sommerfuglen i regnskoven, der med et vingeslag kan starte en orkan på den anden side af kloden, fordi luftbølgerne fortsætter og fortsætter. Påvirkningen vokser sig større og større. 

Husk det: ALLE HANDLINGER GÆLDER - SELV DE ALLER MINDSTE. 

Man opnår ingenting, hvis man ikke selv tror på det. Men her i dag til jer, vil jeg sige det højt, tydeligt og klart:

Jeg tror på det! For jeg tror på os.