Derfor protesterer pædagoger: Vi kan ikke tåle flere nedskæringer

De politiske partier er begyndt at slå på valgtromme med bud på, hvordan de vil indrette samfundet, hvis de kommer til magten. For eksempel foreslår de Konservative med formand Søren Pape i spidsen, at væksten i den offentlige sektor skal være minimal.

Forslaget kan koste op mod 35.000 offentligt ansattes job, vurderer tænketanken Kraka.

Og netop det budskab er en væsentlig grund til, at trivsels- og SFO-pædagog Anne-Mette Kruse fra Herning stiller op i kampagnen #erdetmig, som støtter de offentligt ansatte med annoncer i medierne og indlæg på de sociale medier. I indlæggene holder pædagoger et skilt, hvor der netop står #erdetmig.

Børn&Unge har talt med tre pædagoger, som deltager i kampagnen.

Nederst i artiklen kan du læse, hvordan du selv kan deltage i kampagnen. 

'DET PROVOKERER MIG, NÅR POLITIKERNE TALER OM, VI KAN VÆRE FÆRRE'

Anne-Mette Kruse, trivsels- og SFO-pædagog på Brændgårdskolen i Herning:

Hvorfor stiller du op?
”Det gør jeg, fordi vi i forvejen er underbemandede i institutionerne, så når politikere siger, at vi kan undvære medarbejdere i velfærdsfagene, kan jeg ikke se, hvem det skal være. Det er især Søren Pape, som provokerer mig. Jeg vil yde et stykke arbejde for børnene sammen med mine kolleger – hvis jeg har nogen.”

Hvad frygter du?
”Som trivselspædagog ser jeg om nogen børn, der mistrives. De børn har brug for en ekstra indsats bare for at kunne være i klassefællesskabet. Derfor provokerer det mig, når politikere taler om, at vi kan være endnu færre til at udføre så vigtigt et stykke arbejde, som vi yder. Hvis man sparer på os nu, risikerer børnene i indskolingen at udvikle skolevægring og få brug for psykologhjælp, når de bliver større.”

Gør du det for dig selv eller for børnene/de unge?
”Jeg vil fortælle politikerne, at mit fag er vigtigt. Vi passer ikke bare børn. Vi danner mennesker, så de bliver livsduelige borgere, som kan få et job og betale skat. Mange børn har det svært, og jeg ved, at jeg kan gøre en forskel, hvis der er ressourcer til det.”

'JEG KAN SLET IKKE SE, HVORDAN VI SKAL KUNNE VÆRE FÆRRE'

Louise Bjerg Pedersen, pædagog i Idrætsbørnehaven Hylet i København:

Hvorfor stiller du op?
”Jeg stiller op for at gøre vores arbejdsvilkår synlige og for at vise, at det er ok at stå frem og sige, at vores forhold ikke er, som de burde være.”

Hvad frygter du?
”At der bliver skåret endnu mere ned på økonomien. Vi arbejder virkelig hårdt, og jeg kan slet ikke se, hvordan vi skal være i det med færre ressourcer. På en god dag kan vi alle være sammen med børnene, fordi ingen holder møde, skal lave dokumentation eller er syge. Ellers vælter læsset, fordi vi kun lige knap er nok. Alligevel siger nogle partier, at vi kan skære i velfærden, og jeg frygter, at det kommer til at ske.”

Gør du det for dig selv eller for børnene/de unge?
”Jeg gør det både for os selv og for børnene og de unge. For at de kan trives, skal vi voksne trives på arbejdspladsen. Vi skal ikke føle, at vi halter bagefter, men have overskud, så børnene får den tid, de har behov for og også har ret til. Det er tid til nærvær og omsorg og aktiviteter i små grupper, hvor det enkelte barn bliver set. Den tid har jeg ikke, hvis jeg skal rende og slukke konflikter, som opstår, fordi der er for mange børn til for få voksne.”

'JEG FRYGTER, AT JEG OG MINE KOLLEGER BRÆNDER UD'

Pernille Lindén Hedegaard Andersen, skole- og fritidspædagog på Kobberbakkeskolen afdeling Sydby i Næstved:

Hvorfor stiller du op?
”Det handler om at gøre en forskel – at være en stemme ind i debatten. Jeg har kun været pædagog i fire år, men mine kolleger taler om løbende forringelser gennem årene. Jeg har lyst til at sige til politikerne: ’Kom nu, prioriter vores område’, men det virker ikke så lige til. Jeg er træt af, at alt skal handle om økonomi, for der bør kunne prioriteres anderledes.”

Hvad frygter du?
”Jeg har lige skiftet job, og da jeg begyndte, var en kollega væk med stress, og siden har endnu én fået stress. På mit gamle arbejde gik flere også ned med stress, depression og angst. Jeg elsker mit arbejde, men med alle de forringelser og besparelser, der finder sted, frygter jeg, at det en dag er mig, som bliver udbrændt og ikke længere kan bidrage. Og jeg frygter, at mine kolleger brænder ud.”

Gør du det for dig selv eller for børnene?
”Jeg gør det både for min egen skyld, fordi jeg brænder for mit arbejde, og fordi børnene ikke har en stemme ind i det her. Eller jo, det har de. De viser, at rammerne er for snævre ved at mistrives, men det er, som om, at ingen lytter. Heller ikke til os professionelle, som hver dag er i de samme rammer som børnene. Det er et kæmpe svigt.”