Urolige drenge løber med opmærksomheden

Det er i høj grad drengene, som både lærere og pædagoger peger på som dem, de har problemer med, når de skal udpege børn og unge på kanten af skolen.

Det viser de foreløbige resultater af et forskningsprojekt med titlen ’Samskabende pædagogik mod nye deltagelsesmuligheder for børn og unge på kanten’, som skal kaste lys over, hvilken forskel pædagoger kan gøre, og hvordan de kan samarbejde med lærerne på skolerne om at hjælpe børn og unge på kanten.

»Drengene popper op som nogle af dem, lærere og pædagoger samstemmende og på tværs af kontekster peger på. De fylder mest. Det er drengene, der siver, og det er dem, man får øje for. Når pædagogerne og lærerne selv skal sige, hvor de har en udfordring, så er det med drengene,« siger Andy Højholdt, der står bag projektet sammen med en gruppe af forskere fra Metropol og UCC.

De skal sammen med lærere og pædagoger fra fire skoler og klubber rundtom i landet finde de initiativer, der kan øge skoletilknytningen blandt børn og unge på de mellemste klassetrin.

Jeanette Solvind er pædagog på Ny Hollænderskolen på Frederiksberg og fritidsklubben Fortet og deltager i projektet.

»Der er ét mønster: drenge. Vi sidder i gruppen og kigger rundt, og det går op for os, at det kun er drenge, vi nævner,« fortæller hun om det møde, hvor lærere og pædagoger skulle tale om, hvem de ville have i fokus for en særlig indsats i løbet af projektet.
Hendes kollega, skolepædagog Ketil Weltz uddyber.

»Skolesystemet er ikke indrettet til drenge, og det skal vi prøve at ændre og give dem noget andet. Eller måske er systemet der, og så er det os, der ikke er dygtige nok. Vi skal blive dygtige nok til også at fange drengene,« siger han.

»Det er jo normale drenge, men det er dem, der begynder at synes, at skolen er kedelig, og at nogle andre ting er seje. Det skal vi have brudt, og det bliver kun brudt ved, at man er nogle flere om det,« siger Ketil Weltz.

Om det markante fokus på drengene blandt lærere og pædagoger er et udtryk for, at det er drengene, der er problemer med, eller et udtryk for, at det er dem, pædagoger og lærere er mest opmærksomme på, har forskerne ikke et entydigt svar på.

»Det er et godt spørgsmål, og det ved vi ikke endnu. Drengene er måske mere udadreagerende og har sværere ved at finde deres måde at være i skolen på. Men det er noget, vi skal arbejde videre med,« siger Andy Højholdt.

Klubpædagogikkens berettigelse

Børn&Unge møder Andy Højholdt i et lille mødelokale på Metropol på Frederiksberg. Der er kaffe fra den mørkeblå termokande i papkrusene og croissanter på en rød plasticbakke. Andy Højholdt har sin sorte laptop stående foran sig på bordet, hvor de seneste data fra forskningsarbejdet netop er tikket ind på en mail fra hans kollega samme morgen. De er nået cirka halvejs i processen, som i 2017 skal munde ud i en rapport, der skal inspirere til et bedre klub-skole-samarbejde i lyset af den længere skoledag og folkeskolereformen. Det er nødvendigt netop nu, mener han.

»Klubområdet er trængt på mange måder og har svært ved at finde sine ben i lyset af reformen. Hvordan får man skabt rum for at komme ind og arbejde med børns og unges mere personlige og sociale udvikling, som klubpædagogikken har været kendt for at være rigtig god til? Hvordan kan det sættes i nye rammer?« 

Handler projektet også om at genopfinde en berettigelse for klub-pædagogikken efter reformen? 

»Det gør det faktisk en lille smule. Klubberne kan ikke lukke sig om sig selv nu. Det dur ikke. Man er nødt at ­begive sig ind i samarbejdet med samfundet og med ­skolerne og få vist omverdenen, hvad man kan. Det håber vi på, vi kan være med til at komme med noget viden om. Det er ikke, fordi vi vil frelse klubpædagogikken, men vi vil være med til at pege på, hvilken betydning klub-skole-samarbejdet har for børns og unges udvikling med særligt fokus på inddragelse, anerkendelse og engagement blandt eleverne,« siger Andy Højholdt.

Børn og unge, der falder ud af skolen og ikke får en ungdomsuddannelse, har nogle udfordringer i deres liv, som handler om alt muligt andet end problemer med at lære dansk og matematik. Det viser tidligere forskning, og det er en del af baggrunden for projektet.

»Vi ved, at de børn og unge som ikke er i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse, har nogle problemer i deres liv, som ikke er faglige udfordringer. Det kalder på, at man også får arbejdet med socialisering, relationer, selvtillid, selvværd og robusthed - nogle andre dimensioner af det at udvikle et menneske, så de unge bliver i stand til at gennemføre en ungdoms­uddannelse. Og at man får gjort det tidligt, så snart man kan se, at der er nogle udfordringer,« understreger han.

Blik for læringspotentialer

Det er ikke altid, at pædagoger og lærere ser de samme problemer hos de samme børn og unge, viser forskningsprojektet. Nogle steder ser pædagogerne i klubben en anden side af de børn og unge, som lærerne oplever problemer med. Andy Højholdt tolker, at der er nogle potentialer i pædagogernes arbejde med børn og unge i klubben, og som lærerne kunne drage nytte af i skolen.

»For eksempel er der nogle relationer, som børnene sætter pris på i klubben, som man godt kunne drage nytte af i skolen, og en skærpet bevidsthed om, at der faktisk er nogle læringspotentialer, hvis konteksten er anderledes. Det vil også kvalificere pædagogikken i skolen og det samlede billede af de børn, at de ikke bare er problembørn, men faktisk også børn med ressourcer. Den viden er usandsynlig vigtig for at kunne tilrettelægge en indsats,« siger han.

I klubben viser børn andre sider af sig selv

Der er nogle børn, som ikke formår at sidde stille på en stol. Det kører rundt, og de kan bruge 45 minutter på at tage penalhuset op. Og den type, der trækker sig ind i sig selv og simpelthen bare ikke laver noget. Så er der andre, der render rundt og forstyrrer. De er fagligt svage og kan hverken stave eller lave matematik. Men i klubben viser de andre sider af sig selv, fortæller Jeanette Solvind.

»Når de kommer herover, kan vi jo se, hvad de kan. Det kan være, at de kan måle træ op ovre på træværkstedet, kan spille bold eller er gode til rollespil. Hvor de kan sidde og være helt indelukkede i skolen, så kommer de i klubben og giver den gas som en eller anden ork,« siger hun og tilføjer:

»I skolen kan det nogle gange bare være et stort rungende minus. Bare fiasko på fiasko. Der synes jeg virkelig, det er givtigt, at vi ser dem herovre i klubben. Der er håb for enden af tunnelen.«

Intet samarbejde mellem skoler og klubber

Forskerne havde på forhånd en idé om, at projektet skulle handle om, hvilke initiativer pædagoger og lærere skulle iværksætte sammen. Men det viste sig hurtigt, at der skulle noget andet til først, for samarbejdet mellem de to faggrupper var slet ikke etableret alle steder, selvom både lærere og pædagoger er til stede i skolen.

»I virkeligheden så er meget af handlingen i projektet at skabe rum for, at lærere og pædagoger overhovedet kan tale sammen. Det har de faktisk ikke haft lejlighed til ret meget tidligere. Det var lidt overraskende for os. De har faktisk talt om de samme børn og de samme problemstillinger, de har bare ikke talt om det sammen på tværs, og hvad de kan gøre for at løse problemerne,« siger Andy Højholdt.

Üzeyir Tireli, lektor og ph.d. på UCC, har netop afsluttet et andet forskningsprojekt, der undersøger betydningen af de sociale relationer i unges liv for deres tilknytning til skole og uddannelse. Her fulgte en gruppe forskere eleverne i 9. klasse fra en skole i Københavnsområdet. Hans forskning viser også, at der ikke er samarbejde mellem skoler og klubber, selvom både lærere og pædagoger ønsker det og ville have gavn af samarbejdet.

»Vi havde nogle seancer, hvor vi satte lærere og pædagoger sammen og fik tænkt nogle tanker om, hvad man kunne gøre. Men det, der blev sagt på de møder, var, at de ikke har noget samarbejde,« siger Üzeyir Tireli.

Han peger på, at pædagoger i skole og klub kan bidrage med deres blik for det sociale og deres kompetencer i at opbygge og udvikle relationer.

»En af de ting, der blev fortalt, som virkelig kom bag på lærerne, var, at flere unge simpelthen oplevede, at de blev stemplet og ekskluderet, og at lærerne behandlede dem dårligt. Det kom virkelig bag på skolelærerne, og de kunne ikke forstå, at de unge mennesker oplevede det på denne her måde,« siger han.

»Pædagoger får adgang til andre typer af informationer og andre sider af de her unge mennesker, som kunne være dejligt for lærerne også at få indblik i.« 

Pædagogisk co-creation

De pædagoger og lærere, der deltager i det igangværende forskningsprojekt, vil få lejlighed til at samarbejde gennem processen. Forskerne arbejder nemlig med en helt ny metode med inspiration fra nogle forskningstilgange, der hedder forskningscirkler og Design Based Research.

Andy Højholdt bruger udtrykket ’samskabende pædagogik’ om metoden, men man kunne også kalde den co-creation. Normalt dækker co-creation over en proces, hvor virksomheder samarbejder med deres kunder om udviklingen af nye produkter og services. Nu er turen kommet til forskningsverdenen, hvor forskere og praktikere skaber ny viden i fællesskab. Det er dog ikke helt nyt, for metoderne aktionsforskning og fremtidsværksteder har siden 1980’erne arbejdet med at give praktikere en stemme i forskningen. Men ’pædagogisk samskabelse’ er anderledes, forklarer Andy Højholdt.

»Vi har nogle ret klare meninger om, hvad der skal være i fokus for det pædagogiske arbejde. Der adskiller det sig fra aktionsforskning, som også har nogle klare anvisninger og metoder til samarbejde. Forskellen er, at vi spiller meget tydeligt ind med, hvad vi mener, der skal være indholdet og måden at arbejde pædagogisk på.«

Vildt frustrerende

Det er ikke helt let for forskerne at træde ud af elfenbenstårnet og ind i praktikernes verden, fortæller Andy højholdt. Det er faktisk nogle gange ’vildt frustrerende’.

»Forskningen siger noget, man kan gå ud og anvise folk i at gøre, men vi skal dreje rundt og faktisk skifte helt fokus. Vi skal ikke bare undersøge noget, der foregår, vi skal heller ikke bare sidde ved skrivebordet og kigge på det. Vi skal gå ud med vores viden i praksis og få koblet det meningsfuldt ind i hverdagen der. Hvis vi skal skabe udvikling i praksis, så skal den også være medskabt af praksis,« siger Andy Højholdt.

Pædagoger taler tit om, at de ikke synes deres hverdagserfaringer bliver tillagt samme værdi, som når alle mulige andre, forskere og politikere, kommer og siger noget om deres felt. Er det her et forsøg på at bryde det hierarki ned i forhold til, hvad der er gyldig viden om det pædagogiske felt?

»I den pædagogiske verden er der i øjeblikket masser af fokus på at komme med evidensbaseret forskning, som skal anvise pædagoger i, hvordan de skal gribe deres praksis an. Det overruler erfaringer, og der prøver vi at vende bøtten. Der er også en anden måde at generere viden og skabe udvikling på,« siger Andy Højholdt.

Men det er ikke kun forskerne, der har det svært med deres rolle i det ’samskabende’ projekt. Praktikerne oplever også udfordringer, er Andy Højholdts indtryk.

»At skulle sidde sammen med andre og reflektere over sin egen praksis kan være svært for nogle. Det kan være en udfordring at sætte sin viden i spil sammen med andre faggrupper,« siger Andy Højholdt, der funderer over, om forskerne har været lidt for akademiske og bedt praktikerne om at ’tænke for meget’.

»Vi kommer med en ambition om, at nu skal de analysere og reflektere, hvor de i høj grad står i deres daglige arbejde og gør pædagogik,« siger Andy Højholdt med tryk på gør.

Det kan være en udfordring at blive tvunget til at reflektere sammen med andre faggrupper, mener han.

»Man skal ikke undervurdere, at det også er en følelsesmæssig eller identitetsmæssigt udfordrende øvelse at skulle samarbejde om sit fag og skulle diskutere på tværs af faggrænser.«