Retter hård kritik mod PPR-samarbejdet: Svigter børnene

Sparsom eller slet ingen rådgivning til pædagoger, sager, der trækker i langdrag i et system, som kører i ring, og børn, der i mellemtiden bliver opgivet af pædagogerne og overladt til sig selv i institutionerne.

I en ny rapport om PPR-samarbejdet om ’bekymringsbørn’ i daginstitutioner rejser forskere en hård kritik af det tværfaglige samarbejde, der skal hjælpe børn, som pædagoger i daginstitutioner bekymrer sig for. Børn, der ikke trives, og hvor pædagogerne har en mistanke om kognitive eller udviklingsmæssige vanskeligheder. 

”Vi står med et kæmpestort problem,” fastslår Anja Stanek, der er lektor ved Institut for Psykologi på Syddansk Universitet, og som står bag forskningen i samarbejde med Rolf Hvidtfeldt, adjunkt ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet. 

Forskere fulgte ’bekymringsbørn’ gennem to år 

Forskerne har gennem to år fulgt fire bekymringsbørn. De har siddet med ved møder om børnene og har fået indsigt i alle dokumenter – indstillinger, beskrivelser, udredninger, testresultater og handleplaner. Derudover har de observeret pædagogisk praksis og interviewet de pædagoger, psykologer og psykiatere, der har været involveret i børnenes sager. 

Forskningen bidrager med ny viden om, hvordan det tværfaglige samarbejde mellem almene pædagoger i daginstitutioner og PPR fungerer. Eller ikke fungerer, om man vil. For der er mildest talt plads til forbedring, efterlader rapporten indtryk af.

Udmattede pædagoger overlader børn til sig selv

Pædagogerne kalder på hjælp fra PPR, når de er bekymrede for børnenes trivsel og udvikling. De har ofte allerede brugt mange ressourcer og på alle mulige måder forsøgt at hjælpe børnene og deres familier. De har konstateret, at de ikke kommer videre selv og har brug for hjælp, forklarer Anja Stanek.

Så indtræder det, som forskerne kalder en ’udmatning på egen banehalvdel’.

”Vores observationer viser en tendens til, at når pædagogerne er i tvivl om, hvilken vej de skal gå i forhold til børn, de er bekymrede for, stopper de pædagogiske indsatser nærmest i afmagt. Og det sker, at børnene overlades mere eller mindre til sig selv. Det er ret alvorligt,” siger hun.

Pædagoger i daginstitutioner venter længe på hjælp fra PPR

Imens kan pædagoger og børn fra daginstitutionerne vente længe på bistand fra PPR. Ressourcerne er knappe, og i forvejen står mange ældre børn i kø til udredninger i forbindelse med skole og skolestart, påpeger forskerne.

Ventetiden kan hænge sammen med, at lovgivningen er uklar, når det kommer til, hvordan dagtilbud og PPR skal samarbejde om de tidlige indsatser for de mindste børn.

I dagtilbudsloven nævnes PPR kun én enkelt gang, og her står, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer for samarbejdet. Men kommunalbestyrelserne er mere forpligtet på bekendtgørelsen for folkeskolens indsatser end overfor et hullet lovgivningsgrundlag for de yngste, skriver forskerne i rapporten.

Ingen rådgivning fra PPR til pædagoger

Når PPR kommer på banen, er det ikke nødvendigvis med tiltag, som hjælper pædagogerne til at forbedre børnenes trivsel i hverdagen.

Forskernes idé var at stille skarpt på, hvordan den rådgivning, som pædagoger modtager fra PPR-psykologer, får betydning i praksis. Men den virkelighed, de mødte, så anderledes ud, end de havde forestillet sig, forklarer Anja Stanek.

”Den pædagogisk-psykologiske rådgivning, vi ville undersøge, var helt fraværende i de konkrete sager, vi fulgte. Vi har kigget på de situationer, hvor vi formoder, at den slags skal foregå – på de tværfaglige netværksmøder. Og der sker det ikke,” siger hun.

”Det blev jeg overrasket over. Det kom faktisk bag på mig.” 

Tiden på netværksmøder bruges på tests

I stedet for rådgivning bliver tiden på møderne i høj grad brugt på tilbagemeldinger af resultater af diverse tests og undersøgelser, som børnene er igennem. Det kan være intelligenstests, sprogtests og psykologiske tests, der skal bruges til at afgøre, om barnet skal tildeles ekstra ressourcer eller flyttes til et andet tilbud.

Men resultaterne af de mange tests fører ikke til vejledning og rådgivning af pædagoger eller forældre om, hvordan de kan hjælpe børnene, konkluderer forskerne.

”I de interview, vi har lavet, kan pædagogerne faktisk ikke kan komme i tanke om konkret hjælp fra PPR, som bidrog med noget, som de ikke vidste i forvejen” siger Anja Stanek.

Pædagogers perspektiv er fraværende: ’paradoksalt og vældigt bekymrende’

En test i sig selv hjælper ikke et barn i bedre trivsel, understreger Anja Stanek.

”Tests undersøger ikke børnenes egne perspektiver eller deres sociale liv. Men systemet er sådan, at der skal tests på bordet for at udløse ressourcer eller starte visitationsprocesser. Møderne når ikke til at handle om, hvordan pædagogerne i praksis kan hjælpe og udvikle børnene i forhold til de problematikker, de oplever i hverdagen.”

Problemet er, at fokus på test får hverdagslivet og pædagogisk praksis til at glide i baggrunden eller helt ud af perspektivet i både pædagogernes egne beskrivelser og handleplaner og i beskrivelser fra PPR og psykiatrien.

Dermed kommer et pædagogisk perspektiv på barnet og barnets hverdag ikke i spil, hverken når det handler om selve problemstillingen eller de mulige løsninger. Det er både 'paradoksalt og vældig bekymrende,' skriver forskerne.

Nødvendigt opgør med diagnosetankegangen 

Det går ikke kun galt ét sted i systemet, og derfor er det svært at pege på en enkelt knap, der kan skrues på. Et opgør med hele den neuropsykologiske og diagnoseorienterede tankegang, der dominerer feltet, er nødvendig, ifølge Anja Stanek. Vi skal tænke helt anderledes.

”Det nytter ikke bare at pege på pædagogerne eller på PPR. Kritikken peger også på forskningen og lovgivningen. Vi er ikke dygtige nok til at forstå eller formidle, at vi lever i en social verden, og at den individualiserede forståelse af børns problemer er skævvridende på en problematisk måde. Men det er den, vi har baseret hele vores system på,” siger hun.

”Nogle gange er børns bekymrende måder at agere på et aktivt svar på, at der er noget, som de ikke vil være med til. Nogle gange gør de oprør mod vores institutionelle sammenhænge. Nogle gange fortæller de en historie om ting, der bliver misforstået derhjemme. Vi må have tid til at stoppe op og prøve at forstå dem. At forholde os til, hvad det handler om. Hvad er det, barnet bliver frustreret over? Men testsystemet tilbyder ikke muligheder for at kigge på den type af spørgsmål.”

Sagerne er genkendelige

Anja Stanek vil ikke afvise, at PPR-samarbejdet kan fungere godt andre steder, end der hvor forskerne har undersøgt de fire børns sager. Hun håber det virkelig. 

”Men vi kan holde fast i, at de her sager har været der. Uanset at det måske går godt andre steder, så går det ikke godt alle steder”.

De fire børn, som Anja Stanek og Rolf Hvidtfeldt har fulgt i deres forskning, kommer fra to forskellige regioner og tre forskellige kommuner. Forskerne har spurgt de medarbejdere i både pædagogisk praksis, PPR og psykiatrien, som de har talt med, om de fire børn har haft nogle helt særlige sagsforløb. Om der for eksempel har været særlige omstændigheder i forhold til ventetider på hjælp eller udskiftning blandt personaler. 

”Fortællingen fra praksis er, at forløbene er ganske genkendelige,” siger Anja Stanek. 

Læs mere i Børn&Unge nr. 9.