Forsker om diagnoser: Vi skal lytte meget mere til pædagogerne

Pædagoger kender børnene bedre, end psykologer og psykiatere gør. Derfor bør deres ord have større vægt, når et barn skal udredes for en eventuel diagnose. Det mener Rolf Hvidtfeldt, postdoc på Aalborg Universitet.

»Pædagogerne ser børnene i lang tid hver dag i deres naturlige miljø, og de har et godt sammenligningsgrundlag, fordi de ser rigtig mange børn. På den måde står de i en bedre position end psykiatere og psykologer, der ikke er sammen med børnene i så lang tid og sjældent i deres dagligdags miljø,« siger Rolf Hvidtfeldt.

Med udgangspunkt i psykiatrien har han skrevet en ph.d.-afhandling om, hvad der sker, når man flytter viden fra ét fagområde til et andet. 

Psykiatri fortæller ikke, hvordan man skal arbejde med børn

Han har stillet skarpt på, hvordan det diagnostiske system er skruet samme og har i den sammenhæng pløjet sig igennem videnskabelige artikler, diagnostiske manualer og psykiatriske lærebøger om emnet for at undersøge, hvad forskellige former for viden kan bruges til, og hvordan de kan kombineres. 

Konklusionen er blandt andet, at det er kompliceret at flytte psykiatrisk viden til et andet fag som pædagogikken, fordi viden ikke er universel og langtfra altid kan bruges i alle sammenhænge, mener han.

»Psykiatriske diagnoser egner sig generelt til at udvikle den videnskabelige forståelse af menneskers forskellige mentale udfordringer. Omvendt kan de ikke bruges til så meget i forhold til, hvordan man skal arbejde med børn,« siger Rolf Hvidtfeldt.

Eksperter skal være eksperter

Den erkendelse kunne med fordel smitte af på virkeligheden.

»Når man sidder i tværfaglige møder, bør psykiateren spørge pædagogen til råds og ikke omvendt,« siger han og understreger, at han ikke er ude i et opgør med eksperter eller psykiatrien.

»Der findes alle mulige psykiske problemer, og eksperter skal bestemt være eksperter. Men måske kan vi have gavn af en lidt dybere forståelse af, hvem der er eksperter i hvad,« siger Rolf Hvidtfeldt.

Diagnoser uden årsag

Som diagnosehierarkiet er nu, har en psykiaters ord stor autoritet.

»Psykiateren har det sidste ord, og derfor kan han sige: ’Sådan bliver det’. Psykiateren står også på skulderen af store empiriske undersøgelser og mange års traditioner. I dag kan pædagoger ikke sige, at psykiateren må lave sin diagnose om, hvis den ikke flugter med deres oplevelser. Hierarkiet udstikker en retning for, hvem der lytter til hvem,« siger Rolf Hvidtfeldt.

Problemet ved, at de ’hvide kitler’ befinder sig i toppen af hierarkiet, er, at pædagoger har brug for at kende baggrunden for barnets problemer, når de skal støtte udfordrede børn. Den viden giver diagnoserne ikke. 

»Den måde, psykiatrien har valgt at kategorisere mennesker på, passer dårligt til forholdene i en daginstitution. Diagnoserne bygger kun på beskrivelser af symptomer. Har man symptomerne, kan man få diagnosen, men de er renset for årsager. Et barn kan, groft sagt, have svært ved at sidde stille, fordi det keder sig og ikke er udfordret. Det kan også være, fordi barnet er så udfordret, at situationen bliver uoverskuelig. Men diagnosen er den samme,« siger Rolf Hvidtfeldt.

Udgangspunkt i det enkelte barn

Han opfordrer til at sætte større fokus på barnet og mindre på diagnosen:

»Der er god grund til at antage, at mere nærværende, årsagsfokuserede og individuelt tilpassede tiltag vil have en betydelig større positiv effekt end standardiserede, generaliserende diagnosebaserede tilgange. Dermed kan pædagoger med ressourcer, tid og nærvær betyde meget i forhold til, at børn med diagnoser får en mindre problematisk opvækst og livsbane.«

Rolf Hvidtfeldt medgiver, at en pædagog trods barnets diagnose sandsynligvis vil tage udgangspunkt i det enkelte barn før diagnosen. Men når diagnosen først er der, stiger risikoen for, at man følger standardanbefalingerne for at håndtere et menneske med for eksempel ADHD, autisme eller anden diagnose, mener han.

Lad pædagogiske overvejelser styre

»Diagnoserne forplumrer billedet, og langt hen ad vejen vil det være mest fornuftigt at lade fornuftige pædagogiske overvejelser styre, fremfor at lade diagnoserne spille ind,« siger Rolf Hvidtfeldt.

Det er dog ikke helt let, for det har betydning, om et barn får et stempel i form af en diagnose, mener Rolf Hvidtfeldt.

»Hvis der er udstukket retningslinjer for, hvordan pædagogerne skal arbejde med et barn, kan de ikke ignorere det. De skal for eksempel dokumentere, hvordan de arbejder, så de kan ikke gøre, som det passer dem.«

Et andet diagnosehierarki

Måske vil et ændret diagnosehierarki ligefrem føre til, at færre børn får diagnoser, selvom hverken flere eller færre børn vil have problemer – i hvert tilfælde hvis de er genetisk betinget, forudser Rolf Hvidtfeldt.

»Hvis man indser, at pædagogerne i sidste ende selv må vurdere, hvordan et givent barn skal hjælpes, kan det have indflydelse på, hvor mange der overhovedet bliver udredt hos psykiateren. Færre psykiaterbesøg vil lede til færre diagnoser,« siger han.

Spørgsmålet er så, hvordan man kan nå dertil. 

Passer diagnosen til pædagogernes oplevelse?

»Det er komplekst, for det er et kulturelt ’issue’ at give pædagoger større autoritet, hvor der i højere grad bliver lyttet til dem. Det er den samme snak, vi har om lærerne, hvor de i Finland har højere autoritet, længere uddannelse og højere løn. Den slags kunne ændre hierarkiet, men det er en meget lang proces,« siger han, som også ser andre veje:

»Man kunne lave et system, hvor en diagnose skulle godkendes af pædagogerne eller lærerene, og hvor de også skulle tjekke, om en diagnose passede til deres oplevelse af dagligdagen, inden den kunne blive officiel,« siger Rolf Hvidtfeldt.

»Det forudsætter selvfølgelig, at pædagogerne har de nødvendige ressourcer, særligt tid, til rådighed. Men man kan jo få mange pædagogtimer for en enkelt psykiatertime. Samtidig er der lange ventelister i psykiatrien. Så måske ville det være en lykkelig løsning for alle,« siger Rolf Hvidtfeldt.