Flere børn får diagnoser, når normeringen forringes

Når Emil ikke hører efter, får raserianfald og forstyrrer med uønsket adfærd, sætter pædagogerne så ind med ekstra pædagogisk opmærksomhed? Eller hælder de til diagnoser som ADHD og autisme som forklaring på barnets udadreagerende adfærd?

Det har forskere i Sverige og Danmark undersøgt i et nyt studie, hvor de har fulgt og interviewet personalet i daginstitutioner og skoler. Her kan de se, at normeringen spiller ind på, hvordan diagnoser bruges og forstås som forklaring på børns udadreagerende adfærd. De kan se, at der er et sammenfald mellem en dårlig normering og flere børn med diagnoser.

Normering og kvalifikationer gør en forskel

»Vi kan se, at flere børn får diagnoser, når antallet af voksne pr. barn bliver færre. Om et barn med forstyrrende adfærd bliver set som et diagnosebarn eller ej, afhænger af mange forhold. Men ud fra vores forskning, kan vi se, at antallet af voksne pr. barn i institutionen og personalets kvalifikationer spiller ind på, hvordan pædagoger synes, de bedst kan hjælpe barnet,« siger Bjørg Kjær.

Sammen med fem forskerkolleger er hun i gang med forskningsprojektet ´Passende parathed’, hvor hun fokuserer særligt på, hvad der sker omkring de børn, som bliver opfattet som ikke-parate. Det er børn, hvoraf en betragtelig og stigende del forstås gennem diagnosticerende problematiseringsformer.

Fordobling af diagnoser

Bjørg Kjær er forsker i pædagogisk antropologi ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) ved Aarhus Universitet.

Det problem, som forskerne har beskæftiget sig med, er stærkt stigende: Fra 2010 til 2017 er andelen af børn og unge, der får en psykiatrisk diagnose som for eksempel ADHD og autisme, steget fra fire til ni procent. På bare syv år er andelen altså mere end fordoblet, viser nye tal fra Kommunernes Landsforening (KL).

I stedet for at komme Emils adfærd i møde og prøve at forstå, om årsagerne skal findes i hans hverdag, ser forskerne flere eksempler på, at en presset personalegruppe sender ham til udredning i håb om en diagnose og dermed støttetimer.

Pædagoger går også efter diagnoser

»Hvis vi forestiller os, at vi kan flytte det samme barn rundt i alle daginstitutioner, vil der være en forskel på, om barnet ville få en diagnose eller ej. Vi kan se, at antallet af børn pr. voksen spiller en rolle i forhold til, i hvilken udstrækning diagnoser bruges eller ikke bruges som forklaringsmodeller, for eksempel på børns udadreagerende adfærd,« siger Bjørg Kjær og understreger, at også medarbejdernes faglige selvbillede, erfaring, kompetence og evne til at arbejde inkluderende har betydning for, om personalet er optaget af, om barnet får en diagnose.

»Det er langtfra kun forældre, der presser på for at få diagnoser til deres børn, sådan som det ofte fremhæves. Også pædagoger går efter en diagnose for at få adgang til ekstra ressourcer – for derved at kunne hjælpe barnet,« siger Bjørg Kjær, der har set flere eksempler på det i forbindelse med sin forskning.

Årelange konflikter

»Men det sker også, fordi diagnosebevidstheden generelt er øget i samfundet. Derfor ligger det lige for at overveje, om det problematiske skyldes noget, der opfattes som sygeligt,« siger Bjørg Kjær.

Hun har set eksempler på årelange konflikter mellem forældre og pædagoger, fordi forældrene kæmper imod en diagnose. De frygter typisk, at en diagnose kommer til at klæbe til barnet resten af livet, mens pædagogerne føler, at de ikke kan hjælpe barnet på den rette måde uden en diagnose. Ifølge Bjørg Kjær er der to dimensioner ved det argument:

»Den ene er, at i langt de fleste tilfælde kræver det en diagnose for at få ekstra ressourcer, og det er en rationel vurdering. Den anden er, at pædagogerne nogle gange forestiller sig, at en diagnose kan fortælle dem, hvad de skal gøre pædagogisk – og det kan en diagnose ikke. På den måde hjælper diagnosen dem ikke i deres arbejde.«

Støtten kommer med diagnosen

Niels Egelund, professor i specialpædagogik på DPU, har for nylig offentliggjort en forskningsrapport, der viser, at chancerne for at få tildelt støtte til et skolebarn øges betydeligt, hvis barnet får en diagnose.

»Har barnet en diagnose, kommer pengene,« siger Niels Egelund og fortsætter:

»Vi har sammenlignet børn med samme type problemer – med og uden diagnoser – og kan konstatere, at sandsynligheden for at få støtte stiger betydeligt, hvis et barn har en diagnose.«

Når en diagnose er den letteste vej til ekstra ressourcer, er der ifølge Niels Egelund en risiko for, at lærere og pædagoger bevidst ser efter dem.

Er nogle diagnoser konstruerede

»Det er nærliggende at stille spørgsmålet, om nogle af diagnoserne i virkeligheden er konstruerede – om pædagoger, forældre og lærere bevidst ’søger’ en diagnose, så det pågældende barn kan opnå støtte,« siger Niels Egelund, som ikke vil klandre pædagoger og lærere for at skabe balance i et område, der i årevis har været massivt ramt af besparelser og dårlige normeringer.

Men han mener, at det er et problem, at diagnoser er koblet til ekstra ressourcer.

»Det er klart, at en personalegruppe gerne vil have en diagnose, fordi en ekstra pædagog for eksempel gavner institutionsmiljøet, men vi skal passe på med at lade os lokke af diagnoser. Vi bør i højere grad se på, hvordan miljøet passer til børnene,« siger han.

Konsekvens af nedskæringer

I løbet af de seneste 10 år har der været økonomiske nedskæringer på børneområdet, som vi nu ser konsekvenser af, mener Bjørg Kjær med tanke på nedskæringer i normeringen i børnehaver og vuggestuer.

Forskning i udviklingspsykologi viser, at jo mindre voksenkontakt børn har, jo mere urolig, uopmærksom og eventuelt forstyrrende adfærd udvikler de. Nogle institutioner er opmærksomme på, at miljøet rundt om barnet kan forklare, hvorfor barnet er uroligt.

»Det øgede uroniveau betyder, at når Emil virkelig er forstyrrende og hænger i gardinerne, så er det rigtig svært at rumme ham. Hvis børnene havde haft mere voksenkontakt i børnehaven og vuggestuen, ville personalet have haft bedre muligheder for at arbejde i små grupper og dermed reduceret uroen. De ville have været mere rolige, og de voksne ville have haft mere overskud til at tage sig af dem, der er mere urolige end gennemsnittet. Men i flere institutioner er de voksne skåret så meget ned i tid, at der ikke er overskud,« siger Bjørg Kjær.

Husk miljøets betydning

Nogle institutioner er opmærksomme på, at det sociale miljø omkring børnene kan betyde, at nogle er mere urolige. Men selv når personalet taler om manglende hænder, øget stress og mere uro, byder diagnoserne sig alligevel til som forklaring på de børn, som er udadreagerende. Hos voksne taler man om stress, hos børn taler man om ADHD, oplever Bjørg Kjær. Også her er pædagogernes opmærksomhed sporet ind på, at adfærden kan skyldes diagnoser.

Hun mener dog ikke, at pædagoger bevidst ’spekulerer i’ at tildele diagnoser for at få ekstra støtte, men hun advarer mod en ukritisk tilgang til diagnoser.

Diagnoser aflyser ikke pædagogik

»Vi risikerer at overdiagnosticere, når vi vender blikket væk fra miljøets betydning. Det er absurd, at vi kun kan tilbyde børn med adfærdsvanskeligheder diagnoser i stedet for at udfordre de omgivelser, der bidrager til at kaste dem ud i vanskelighederne,« siger Bjørg Kjær og fortsætter:

»Vi har brug for en øget bevidsthed om, hvad en diagnose er og ikke er, og hvad den kan og ikke kan. Diagnoser aflyser ikke pædagogik. God pædagogik kræver dygtige og tilstrækkeligt mange pædagoger.«