Vigtig del af pædagogfaget risikerer at blive glemt

Hun kunne sidde sådan i timevis. Iagttage de rytmiske bevægelser, som moderens lyse hænder gled ind i, når hun strikkede. Således var hun lykkeligt vidne til den knaldrøde hættetrøje, der voksede frem mellem moderens hænder. 

”Det virkede så magisk dragende, at hun med sine hænder kunne skabe noget så smukt. Jeg var vel bare fire år, da min mor lærte mig at strikke. Siden da har jeg adskillige gange oplevet, hvordan håndarbejde kan genskabe meningen med livet. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvorfor hændernes arbejde virker så stærkt på sindet,” forklarer Anne Kirketerp om, hvorfor hun begyndte at forske i håndværkets potentiale. 

Helt ny retning: Craft-psykologi 

I sin ph.d.-afhandling udviklede hun en ny retning indenfor psykologien: craft-psykologi, der beskriver de fysiske og psykiske fordele ved at udøve håndarbejde og håndværk. 

Det er fatalt, at vi som samfund har nedprioriteret den enorme værdi i at inspirere børn til at skabe med hænderne, mener hun. En opgave, som pædagoger ellers altid har været ekstremt dygtige til. 

”Vi skal have genskabt bevidstheden om, at craft er en legitim og vigtig del af pædagogernes opgave, så de kan være stolte af at give sig tid til at udføre et håndarbejde sammen med børn. For herved giver de børn redskaber til at finde ind i en tilstand af flow, nærvær og fokuseret opmærksomhed,” siger hun. 

Håndens arbejde har ikke længere samme plads i pædagogik 

Før pædagogfaget blev akademiseret, var håndværk og håndarbejde en del af uddannelsen, og mange pædagoger havde en håndværksmæssig eller kreativ baggrund, som det var naturligt, at de dyrkede med børnene. 

Efter at de såkaldte praktiske, musiske og æstetiske fag røg ud af pensum, har håndens arbejde ikke længere den samme plads i den pædagogiske praksis.  

”Hvor det før blev betragtet som naturligt, at det var pædagogisk udviklende i sig selv at skabe noget sammen med børnene, er det i dag i højere grad evnen til at kunne beskrive børnenes udvikling, der får legitimitet. Det er den respekt for håndarbejdets pædagogiske værdi, jeg ønsker at genskabe,” siger Anne Kirketerp. 

Syede selv sit tøj fra syvende klasse 

Allerede i syvende klasse syede hun selv sit tøj, og efter gymnasiet uddannede hun sig til kunsthåndværker med speciale i vævning på Capellagården på den svenske ø Øland. Herefter læste hun videre til håndarbejdslærer, og som 23-årig var hun med til at åbne Den Eksperimenterende Tekstilhøjskole på Djursland. 

I væveværkstedet så hun, hvordan kvinderne på holdet ikke alene blev dygtige til håndværket. Vævningen havde også et mentalt potentiale. Dengang kunne man tage på højskole med sine dagpenge, og flere var her for at finde mening og retning i en svær tid. 

Når Anne Kirketerp gik rundt i værkstedet og betragtede kvinderne fordybet i arbejdet bag vævene, så hun, hvordan begejstringens gnist tændtes i dem. Hun så lyset vende tilbage til deres øjne. 

”Det, der skete i værkstedet, var meget mere end vævning. Det handlede lige så meget om den følelses- og tankemæssige proces, som håndarbejdet fremkaldte,” forklarer hun. 

Døden kan indtræffe når som helst 

Beslutningen om at læse psykologi tog hun fire år senere, efter at hun i måneder havde været indlagt på Rigshospitalets intensivafdeling med sin søn, som var alvorligt syg fra fødslen.  

Påmindelsen om, at døden kunne indtræffe når som helst, var en lige så fast del af hverdagen som lægekitler, blodprøver og alarmkald, og hun havde mange samtaler med en psykolog. 

”Hvordan kunne jeg skabe et liv så mættet med mening som overhovedet muligt? Det spørgsmål fyldte meget i mine tanker i de måneder”, husker hun. 

Håndarbejde dulmede bekymringer og uro 

Samtalerne med psykologen var netop mættet med mening. Som håndarbejdet altid havde været det. Men hvorfor virkede håndens arbejde så dulmende på bekymringer og uro? Det blev hun nødt til at finde ud af. Da hendes søn var fem måneder gammel, startede hun på faget psykologi på universitetet. Hun ville studere, hvordan håndarbejde påvirker sindet og den mentale sundhed. 

De mennesker, hun interviewede, rapporterede, hvordan alle indre grublerier blev sat på pause, og hvordan følelser af glæde, håb og stolthed overtog, når de snittede, hæklede eller arbejdede med andet håndværk, de havde en passion for. 

”Min forskning viste, at det at fordybe sig i craft påvirker kemien i hjernen ved blandt andet at udløse dopamin og serotonin, som beroliger og gør os glade, og at håndværkets bevægelser får kroppen til at falde til ro og åbner et rum for fordybelse, som er optimalt, når vi vil lære og udvikle os,” forklarer Anne Kirketerp. 

Vil geninddrage håndarbejde i pædagogisk arbejde 

Forskningen vakte opmærksomhed, både herhjemme og internationalt. Hun har rejst rundt med budskabet med adskillige foredrag, har oversat sin bog ’Craft-psykologi – sundhedsfremmende effekter ved håndarbejde og håndværk’ til engelsk og for nylig sammen med Elise Bromann Bukhave skrevet bogen ’Sundhed og trivsel gennem craft-aktiviteter’, der skal inspirere og give pædagoger og lærere mandat til i højere grad at geninddrage håndarbejdet i det pædagogiske arbejde. 

Derfor skaber craft ro 

Der er flere grunde til, at craft skaber ro. Dels er rytmisk gentagne bevægelser med til at tænde kroppens afslapningsrespons. Det er samme mekanisme, der sætter ind, når vi vugger børn, når man svinger en bedekæde, eller når urolige mennesker rokker frem og tilbage i stolen. Men roen opstår også, fordi craft aktiverer og deaktiverer forskellige funktioner i hjernen: 

”Default mode network er et område i hjernen, der sikrer, at hjernen konstant skanner vores omgivelser og liv for, om der skulle være fare på færde. Dets opgave er at minimere risikoen for alt det, der potentielt kan gå galt. Det hjælper os til at planlægge vores liv, men risikerer at skabe unødig stress i vores krop, hvis vi grubler for meget og ikke kan styre vores negative tanker. Derfor er det et rigtig godt redskab at kende til, at vi med håndarbejde eller håndværk kan stoppe vores grublerier,” forklarer hun. 

Mens vi fordyber os i at frembringe noget konkret, udsender hjernen mikrodoser af dopamin, som skaber en følelse af glæde, ro og velvære.  

”Det er craft-aktiviteter, der har sikret os fremskridt i verden. Belønning har således været vigtig ud fra et overlevelsesperspektiv,” forklarer hun.  

Svært at sidde stille, når tankerne flagrer 

Når børn har svært ved at sidde stille, er det, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre af deres overskudsopmærksomhed – de flagrende tanker, som opstår, når vi ikke er opslugt i den bevidsthedstilstand, vi kalder flow. Ved at gøre børn fortrolige med craft kan pædagoger give børn værktøjer til at kalibrere deres opmærksomhed. 

”Pædagoger, som inspirerer børn til at sidde og tegne eller hækle, mens de lytter, lærer samtidig børnene at administrere overskudsopmærksomheden, så de slipper for at føle sig forkerte, når de ikke ved, hvorhen de skal rette overskuddet af opmærksomhed,” siger Anne Kirketerp. 

Fiddleværktøjer er symptombehandling 

Det er netop udfordringer med at tøjle overskudsopmærksomheden, der har startet en hel industri af såkaldte fiddleværktøjer. Men de er symptombehandling og virker kun, så længe de er nye og spændende. Det er sjovere og mere meningsfuldt at inspirere børn til at lave craft, mener Anne Kirketerp. Hun vil skabe et sprog for, hvor essentielt håndens arbejde er, så der ikke længere er nogen, der kan komme og sige: ’Nå, I sidder nok bare og hygger hva’?’. 

”Craft kan hjælpe børn til at få ro på tankerne, fordybe sig i læring, holde sig stressfri og skabe det, de drømmer om. Det et forskningsmæssigt dokumenteret, at craft er så meget mere end at sidde og hygge sig. Jeg vil give pædagogerne mulighed for at kunne svare: ’Nej, vi sidder ikke bare og hyggestrikker. Vi sidder og lærer børnene at kalibrere deres nervesystem, at fordybe sig og opleve at mestre noget dybt meningsfuldt’,” siger hun. 

Fylder os med stolthed, håb og glæde 

Craft har altid spillet en afgørende mental rolle i menneskers liv. Og fordi håndens arbejde ikke længere er livsnødvendigt, er det ekstra vigtigt, at børn får erfaringer med craft. Den helt store gave er psykologisk trivsel. Men også evnen til at omsætte drømme til virkelighed.  

”Når man bager den kage, man har set i ’Den store bagedyst’, eller bygger sin egen sæbekassebil, får man erfaring med, at man kan påvirke verden. Vores nervesystem er kalibreret til at skabe og efterlade aftryk – en lille manifestation af, at vi var her. At arbejde med craft giver et biokemisk kick og fylder os med stolthed, håb og glæde.”