Skru op for pædagogikken i hverdagens rutiner

»Hverdagspædagogik. Det er måske et meget godt ord," siger Søren Smidt. Han har som forsker på Københavns Professionshøjskoler beskæftiget sig med de pædagogiske rutiner - eller den hverdagspædagogik, om man vil - som finder sted i danske daginstitutioner. 

Igennem flere år har Søren Schmidt observeret og analyseret alle de mange praktiske gøremål og faste rutiner, der fylder dagligdagen: Modtagelsen om morgenen, kampen med flyverdragter og snørebånd i garderoben, måltidet og oprydningen. 

Rutinerne giver et unikt rum for læring, hvis pædagogerne forstår at udnytte det, mener han. 

Pædagogik i tre dele

»Der er noget godt i at sige, at man ikke skal ud og finde pædagogikken alle mulige steder. Det skal man også, men der er også nogle ting, som ligger lige for at tage fat på. Alt det, der sker igen og igen hver eneste dag. Pædagoger skal lade være med at se rutinerne som praktiske opgaver, men se dem i en pædagogisk læringsmæssig sammenhæng,« siger Søren Smidt.

»Jeg arbejder med en tredeling af pædagogikken: de pædagogiske aktiviteter, legen og børnekulturen – og så de pædagogiske rutiner. Med introduktionen af læreplaner er der blevet sat meget fokus på de pædagogiske aktiviteter, men ofte er der en pædagogisk diskussion om, hvorvidt personalet skal vægte de pædagogiske aktiviteter eller legen.«

Det har skubbet de pædagogiske rutiner i baggrunden, mener Søren Smidt.

Måltidet og garderoben er der hver dag

»En god pædagogik forholder sig målrettet til alle tre elementer, men de pædagogiske rutiner har været overset. Pædagogerne er måske selv gået i den retning, men det er også sket i forvaltningen og blandt politikerne.«

Hvad er konsekvenserne af at overse rutinerne i pædagogikken?

»Hvis man ikke ser rutinerne som en del af det pædagogiske arbejde, går en masse læringsrum og udviklingsrum tabt. Hvis man bruger alle sine kræfter på at planlægge projekter, så lader man nogle helt oplagte muligheder for læring og udvikling ligge. En cirkusforestilling går over, men måltidet, modtagelsen og garderoben er der hver eneste dag. Man skal som personale have tjek på, at det her er vigtigt, og at det ikke ’bare’ er praktiske ting, der skal overstås, men netop en væsentlig del af det pædagogiske arbejde.«

Rutiner er meningsfulde for børnene

At sørge for, at de pædagogiske rutiner også er en del af tankegangen, giver flere fordele, mener Søren Smidt. For rutinerne er i sig selv betydningsfulde, meningsfulde aktiviteter for børnene. 

»Når du arbejder mere projektagtigt, så samler du børnene, og så fortæller du dem om et eller andet. I rutinerne er der noget konkret, som børnene skal foretage sig hver dag, og som de kan se er meningsfulde: Vi skal på legepladsen, det blæser lidt, ergo skal vi have noget tøj på.«

På den måde giver rutinerne et oplagt læringsmiljø i sig selv, mener Søren Smidt.

»Hvis man skulle opfinde et læringsmiljø, så ville det være noget, hvor opgaverne er meningsfulde og umiddelbart til at forstå for børnene. Og hvor vi ved, at det vender tilbage hele tiden med muligheden for at øve igen og igen, uden at det bliver svært at forstå.«

Mentale og organisatoriske barrierer

De oplagte muligheder for læring og udvikling i rutinerne, som Søren Smidt taler om, betyder ikke, at det automatisk er let at få rutinerne til at fungere som læringsrum, hvilket viste sig i løbet af hans forskningsprojekt. Her filmede han hverdagssituationer i 15 institutioner. Efter at have set materialet igennem, vendte han tilbage og interviewede pædagogerne. 

Søren Smidt har fået øje på både mentale og organisatoriske barrierer, der kan få gode hensigter og pædagogiske overvejelser til at kollidere med realiteterne. 

Der er institutioner, hvor man har vedtaget, hvordan hverdagssituationerne skal forløbe, og hvordan per­sonalet skal agere for at give børnene de bedste betingelser for læring, men hvor man bare ikke får det gjort. Søren Smidt kommer med et eksempel.

Svært at holde sig tilbage som pædagog

»I en institution filmende jeg i garderoben. Der var sat to stole ud, som personalet skulle sidde på, mens børnene tog tøj på. De fik bare aldrig sat sig ned på dem. Hvis man arbejder med selvhjulpenhed og læreprocesser, hvor børnene selv skal være aktive, skal man som voksne være mindre aktive. I virkeligheden har jeg oplevet, at det for mange kan være svært at holde sig tilbage.«

Det samme viser sig i et andet filmklip, hvor et vuggestuebarn kæmper med at få bleen af. 

»Lysten til lige at komme med en hjælpende hånd er så stærk. Alle ens instinkter går på, at man hjælper, at man gør noget. Der skal intentionen og hovedet sige, at det her skal hun kæmpe med. Selvom det tager mange minutter, og selvom det ikke lykkes, så er læreprocessen for barnet at få lov til at kæmpe med det.«

Skal stille et miljø til rådighed, hvor børnene kan prøve kræfter

»Man skal ville det her. Man skal have diskuteret det med sine kolleger, og man skal have aftalt, hvordan man gør. Det er godt at få snakket om, hvad der er svært. I virkeligheden er det en grundpædagogisk problemstilling: Hvis vi har et udgangspunkt om, at læring er bedst for børnene, når de selv er aktive, så betyder det, at vi skal stille et miljø til rådighed, hvor de selv kan prøve kræfter.«

Udover at pædagoger skal øve sig i at holde sig tilbage og give børnene initiativet, ligger der stærke ledelsesmæssige og organisatoriske rammer bag velfungerende rutiner. Der skal være en respekt for det pædagogiske arbejde, som man kunne kalde ’retten til ikke at blive forstyrret’. 

Forstyr ikke hverdagsrutinerne

»Det er enormt vigtigt, at personalet respekterer, at det her også er pædagogisk arbejde. Man vil meget sjældnere komme ind midt i maleprojektet og give en besked fra den ene pædagog til den anden. Der ville man vente, men hverdagsrutiner kan opfattes som et mellemrum, hvor man godt lige kan give en besked. Men så forstyrret man.« 

Søren Smidt finder et billede i sort-hvid af to børn, der hver står med en kost i børnestørrelse. Pædagoger skal ikke bare tænke på, hvordan vi fejer gulvet, men tænke over, hvordan børnene kan deltage, mener han. Det er vigtigt, at man bevidst tænker i, at børnene skal kunne udføre de praktiske opgaver. 

»Det er et stort skridt at tage, når man tænker: Vi vil have børnene til at deltage i oprydningen, så hvordan skaffer vi de bedste redskaber til det?«

Viser progressionen i børns udvikling

Praktiske opgaver giver en de allernemmeste måder til at afgøre progressionen i børnenes udvikling, påpeger Søren Smidt: ’I går kunne jeg ikke rigtig feje, i dag har jeg fejet en masse sammen, i morgen kan jeg bruge fejebakken’. 

Det giver personalet mulighed for at se, hvordan børnene udvikler sig, og - allervigtigst - så er det synligt for børnene. De praktiske gøremål giver også en oplagt mulighed for at tale med børnene om, hvordan man egentlig lærer.

»Det er simpelt nok. Første gang man prøver at feje, kan man ikke. Men når man får øvet sig, så kan man mere og mere. Det vil sige, at du kan anskueliggøre progression og udvikling tydeligt og konkret, gøre det op for dig selv som personale og tydeliggøre det for børnene – uden at det bliver skoleagtigt.«

Børn vil gerne være nødvendige og bidrage

Rutinerne er også et oplagt sted at arbejde med inklusion:

»Når vi snakker om inklusion, så snakker vi jo om, at alle børnene skal være med i fællesskabet. Noget af det, der er rigtigt godt ved alle de praktiske gøremål er, at her er et fællesskab – uanset hvilke kompetencer du har, og hvor god du er til at feje. Alle kan bidrage, alle kan være med. Hvis der er noget, som børn gerne vil, så er det at være nødvendige og bidrage,« siger Søren Smidt.

Læs også artiklen Vi har alle rutinerne detaljeret beskrevet om Børnehuset Harmonien, der deltager i forskningsprojektet.