Private fonde tager magten over børneforskningen
Private fonde spiller en stor og væsentlig rolle i dansk forskningsfinansiering, især på børne og ungeområdet, som har været underfinansieret i årevis. Men vi ved overraskende lidt om fondenes konkrete interesser, magt og indflydelse.
Sådan lyder det fra forsker Lise Degn, som er lektor ved Dansk Center for Forskningsanalyse
Lise Degn, som er lektor ved Dansk Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet og for skriver om de private fondes rolle i forskningen for Magtudredningen 2.0.
Over for Børn&Unge løfter hun sløret for, hvad vi ved og hvad vi ikke ved om de private fonde. Og hun peger på, at fondenes stigende indflydelse på dansk børneforskning kan få store konsekvenser.
Hvad ved vi om private fondes indflydelse på forskningen?
”Vi ved faktisk ikke ret meget for at sige det kort. Men vi ved, at der kan opstå skævheder, og at nogle forskellige uligheder bliver forstærket via forskningsfinansiering.
Den danske fondsmodel er i virkeligheden ret unik, og vi har over 3.000 fonde, som i varierende grad deler ud til forskning.
Vi taler mest om de største fonde, for eksempel Novo Nordisk, som fylder rigtig meget. På børne og ungeområdet har vi også TrygFonden og Lego Fonden, der har enormt store økonomiske muskler, så selvfølgelig betyder de noget. Men vi ved meget lidt om, hvordan deres magt egentlig udspiller sig.”
Hvad er problemet?
”Vi ved, at nogle dynamikker eller mekanismer i forskningsfinansiering skaber ulighed. Det er klart, at når fonde i Danmark deler rigtig mange penge ud til forskning, vil de være med til at forstærke nogle af de mekanismer. For eksempel det, vi kalder Matthæus-effekten: At de, der får midler, har større sandsynlighed for at få flere midler. Det private og det offentlige har en tendens til at støtte de samme områder og også de samme underområder inden for forskning. Både det private og det offentlige har det grundlæggende princip, at man støtter de bedste – de bedste forskere og de bedste ideer."
Hvad er konsekvensen af den udvikling?
Men for at sige det helt firkantet er det nemmere at få rigtig gode ideer og bedrive rigtig god forskning, hvis man har mange penge. Når forskere får penge til at bygge et område op og får skabt rigtig god og brugbar forskning, bliver det nemmere for dem at få flere penge til at blive endnu dygtigere. På den måde opstår skævvridningen. Men hvis alle de dygtige forskere orienterer sig mod bestemte områder, fordi det er der, pengene flyder hen, kan vi få svært ved at opdyrke et grundniveau af viden på alle områder. Meget praksisorienteret forskning, måske især på børne- og ungeområdet, vil jo tit løse nogle af de problemer, vi har lige nu. Men hvis vi ikke forsøger at identificere den viden, vi endnu ikke ved, at vi mangler, bliver det svært på den lidt længere bane at få et bredt funderet vidensgrundlag at stå på.”
Men det er vel godt, at der kommer flere penge til forskning, især på børne- og ungeområdet, som har været underfinansieret længe?
”Ja. Jeg er af den klare overbevisning, at det er en gave, at vi har så mange og så dygtigt ledede fonde, som vi har i Danmark. Det er der slet ingen tvivl om. Men vi mangler en lidt bredere samtale om, hvad vi skal med forskning i samfundet. Der er områder, hvor vi er ekstremt dygtige i Danmark i forhold til vores størrelse. Er det den vej, vi fortsat skal gå, eller skal vi også prøve at prioritere anderledes? Det er en samtale, vi skal have på tværs af de private fonde og det offentlige system.”
Hvilke interesser har de private fonde i at støtte forskning, eksempelvis på børneområdet?
”Det er et godt spørgsmål. Det ligger i selve fondsmodellen, at der er en skattefordel for virksomhederne. Når det er sagt, har alle fonde en fundats, som beskriver, hvad de er sat i verden for, og hvad formålet er. Det kan være meget forskelligt. De erhvervsdrivende fonde vil ofte støtte inden for det område, hvor deres virksomhed opererer. Lego Fonden støtter for eksempel overordnet set forskning i børn, leg og læring, og Novo Nordisk Fonden har oprindelig støttet kraftigt inden for diabetesområdet, hvilket jo giver mening. De senere år er der sket det, at nogle af de virksomheder, som mange af fondene er knyttet til klarer sig rigtig godt. Så får de flere penge, som de kan sætte ind i fonden, og derfor har fondene haft en tendens til at udvide deres aktiviteter. Men det er svært at sige, hvorfor de gør det, for der findes ikke meget forskning i de private fondes måder at operere på.”
Bestemmer fondene så, hvad der bliver forsket i?
”De fleste fonde opererer med et armslængdeprincip, hvor de deler penge ud, og så blander de sig ikke i projekterne. Men fondene bestemmer jo selv, hvad de deler ud til, så på den måde kan man godt sige, at de bestemmer, hvad der forskes i. Men jeg har ikke set studier, der peger på, at de private fonde skulle være mere inde over selve forskningsresultaterne, end de offentlige fonde eller universiteterne er.”
Hvad ved vi om, hvilken indflydelse fondenes prioriteringer inden for forskningen får for de politiske prioriteringer, for eksempel på børneområdet?
”Det ved vi reelt ikke. Men min formodning vil være, at der selvfølgelig vil være noget afsmitning, og at det hænger sammen med de netværk, der er etableret. I Danmark er forskningspolitik næsten ikkeeksisterende. Der er ikke formuleret langsigtede strategier på det forskningspolitiske område siden midten af nullerne. De politiske prioriteringer foregår mest i oktober, når forskningsreserven skal fordeles, og der kommer det tit til at handle om temaer, som er på agendaen lige nu – særlige emner, som man har fokus på lige i øjeblikket, som bliver prioriteret, i stedet for at man har det lidt længere lys på. Det handler nok også primært om, at der er nogle personer, som er dygtige, for der skal noget lobbyarbejde til. Og så mangler der en mere kontinuerlig samtale om, hvordan de her prioriteter skal være.”
Hvad mangler vi ellers svar på?
”Vi mangler viden om, hvordan fondene fungerer. Vi ved ikke særlig meget om, hvordan de prioriterer deres uddelinger, og hvordan det rent praktisk foregår, når de udarbejder strategier. Vi ved heller ikke, hvordan netværkene fungerer, og hvordan persontrafikken mellem de forskellige forskningsmiljøer, fondene og det offentlige system er. Vi kan se, at der er en del persontrafik, men de specifikke netværk har vi ikke et særlig godt billede af. Vi mangler også åbenhed fra ikke blot forskningssystemet, men også fra det politiske system, i forhold til hvordan vi synes, at det her system skal se ud, og hvilke prioriteringer vi skal have.”
Forskningsprojektet Magtudredningen 2.0, som Lise Degn har medvirket i, fremhæver særligt 5 konsekvenser af de private fondes rolle i dansk forskning. Læs mere her.
