Øv, vi fik ikke leget færdig: Børn mangler tid og plads til at lege selv

Børns egne lege bliver ofte afbrudt

Den selvorganiserede leg er under pres i en hverdag, der er tilrettelagt for børnene med rutiner, samlingsstunder, frugt, frokost, fælles planlagte aktiviteter og opdelinger i skolegrupper og mellemgrupper. Alt sammen gode ting, men det betyder, at børnene oplever, at de ikke selv har indflydelse på, hvornår legen slutter, forklarer forskeren.

”Legen slutter ikke, fordi den er færdig, eller når børnene selv har forhandlet eller udviklet legen. Legen slutter, fordi de skal noget andet. Jeg så mange legende tilgange, og det er positivt. Men den leg, der tager udgangspunkt i det, børnene selv finder interessant, er mindre i centrum, og den er under pres.”

Vigtigt at børn lærer legens sprog

Når børn ikke bliver stoppet i legen, indretter de sig efter hinanden, så legen udvikler sig. De har opmærksomhed på hinandens reaktioner i legen, og de tilpasser sig i forhold til hinanden. Det kræver, at børnene aflæser hinanden og er interesserede i, hvordan hinanden har det. At de mestrer ’legens sociale sprog’, som Benedicte Bernstorff kalder det.

”Legen har faktisk sit eget sprog. Det er ikke et verbalt sprog i lingvistisk sammenhæng, men en særlig samværsform. Det at have en ’sans for spillet’, at kunne begå sig og skabe plads til hinanden. At have blik for hinanden. Det er også vigtigt at kunne senere, når børnene skal begå sig i skolegården i frikvartererne og til fritidsaktiviteter.

Selvorganiseret leg under pres

Tiden har stor betydning for at opbygge den erfaring, den selvorganiserede leg giver børn med at forhandle og afstemme sig i fællesskabet.

”Selv om børn vil noget forskelligt, forhandler de sig frem. Man kan godt være zombie, monster og kat i samme leg. Børn afvikler deres egne lege, for på et tidspunkt er legen leget færdig. Men fordi legefællesskabet har fået en betydning, går de måske videre sammen til noget nyt. Men det kræver tid at nå dertil,” siger forskeren.

Benedicte Bernstorffs resultater er i tråd med anden nylig forskning på området, der også har peget på, hvordan børns selvorganiserede leg er under pres i daginstitutionen. 

Leg i konkurrence med læring

Lektor og ph.d. på DPU, Aarhus Universitet Ditte Winther-Lindqvist har forsket i leg siden 2003 og har skrevet bogen ’Kort & godt om leg’, der udkom i 2020. Her peger hun på, at legen er under pres, på trods af at den er skrevet ind i børnekonventionen, og at den også har fået en central plads i den styrkede læreplan for dagtilbud. 

Det vidner ifølge Ditte Alexandra Winther-Lindqvist om, at legen kræver beskyttelse, fordi den hele tiden er i konkurrence med aktiviteter, som umiddelbart kan virke mere nyttige og fornuftige i det læringsperspektiv, der i de senere år har domineret de politiske ambitioner på dagtilbudsområdet.

Leg er 'mellemrums-aktivitet'

En anden forsker, Christina Haandbæk Schmidt, der er ph.d. og docent i dagtilbud og barndomspædagogik ved UCL, kaldte i et interview med Børn&Unge sidste år børns selvinitierede leg for en ’mellemrumsaktivitet’, der får plads i daginstitutionen i hullerne mellem rutiner og pædagogstyrede skemalagte aktiviteter.

Hendes forskning viser, at pædagogerne ser den spontane og børneinitierede leg som vigtig, men at de samtidig er usikre på, hvad deres egen rolle er, og hvordan de bedst understøtter børns egne lege. Derfor kigger de ofte bare på og ser ikke sig selv som nogle, der har en betydningsfuld rolle i legen.

Pædagoger kan beskytte børns selvinitierede leg

Men pædagogerne har en vigtig funktion i forhold til børns selvorganiserede lege ifølge Benedicte Bernstorff. De kan være med til at sikre, at legen kan finde sted og kan beskytte legen sådan, at børnene kan blive i den. Det handler også om at sikre, at institutionens fysiske miljø understøtter legen, forklarer hun.

”Det vigtigste, som jeg ser det, er tid og plads. At have blik for i sin tilrettelæggelse, hvor og hvornår børn har legemulighederne,” siger hun.

Pædagogerne kan arbejde med spørgsmål som: Er der plads til børnenes leg? Er der muligheder i de fysiske rammer til at lege uforstyrret, og kan man skærme sin leg? Må man lade legen stå til efter frokost eller til dagen efter, eller kræver vi, at børnene hele tiden rydder op? Må børnene gerne flytte rundt på legetøjet, så de kan bruge det på mange forskellige måder?

Hjælp med at opøve legekompetencer

”Det er vigtigt, at hvis man er læge i legen og ikke lige har et stetoskop, så kan man bruge en actionman i stedet. Eller hvis man er til tandlægen og mangler et spejl, så kan man bruge stegepanden fra legekøkkenet, som har den samme form,” siger Benedicte Bernstorff.

Derudover er det en vigtig pædagogisk opgave at støtte de børn, der har svært ved at indgå i legen. Her skal pædagogerne hjælpe barnet med at opøve legekompetencer. Uden at overtage legen:

”Hvis det altid er pædagogerne, der går forrest i legen, så ligger ansvaret hos dem og ikke hos barnet. Derfor er det en balancegang, hvornår det er en styrke at blive støttet, og hvornår det er medvirkende til, at det kan være svært at lege.”

Leg har kæmpe betydning for børns socialisering

Kan børnene mon ligefrem blive dårligere til at lege, fordi de ikke øver sig nok i daginstitutionen?

”Det er noget, jeg selv blev optaget af,” siger Benedicte Bernstorff. 

Hun peger på, at vi fra tidligere forskning af blandt andre den norske sociolog Ivar Frønes ved, at der er meget på spil, når børn leger. Samværet med jævnaldrende har en kæmpe betydning for børnenes socialisering.

”I den asymmetriske relation med den voksne har den voksne ansvaret. Men i det ligeværdige samvær med hinanden, har børnene selv ansvaret. For at få erfaringer med det har børn brug for et råderum til afprøve, øve og også til at opleve, hvornår det ikke virker,” siger hun.

”Vi sidder i et samfund i dag, hvor vi taler om, at ensomhed er et stort problem, og at unge har udfordringer med at være sociale med hinanden. Min forskning peger ikke på, at der er en direkte sammenhæng. Men den viden fra Ivar Frønes og anden forskning om, hvor vigtigt det er for børn at være sammen med ligeværdige, skal vi holde fast i. For det er også i samværet med hinanden, at børn lærer at begå sig i sociale relationer.”

Et bredere blik på vores daginstitutioner

Ansvaret for at prioritere børns selvorganiserede leg i daginstitutionen ligger ikke alene hos pædagogerne, understreget Benedicte Bernstorff.

For de er underlagt en lang række af forventninger til, hvad de skal. Hun så gerne, at den samfundsmæssige debat om daginstitutionernes formål og rolle bliver bredt ud til ikke kun at handle om læringsmiljøer som det altoverskyggende fokus.

”Min forskning kan kalde på nogle drøftelser af, hvad vores daginstitutioner skal. Vi har fokus på læringsmiljøer, men vi har ikke udpeget, at der også skal være et ’legemiljø’, et ’relationelt miljø’ eller et ’styrket samværsmiljø’. Det vil være godt med et bredere blik, så det ikke kun er læringsmiljø, vi taler om,” siger Benedicte Bernstorff. 

Læs også artiklen: Leg er guld, men børn har ofte brug for en 'deltagelsespause'