Her er de vigtigste elementer i en stærk evalueringskultur
Hvis du synes, at ordet 'evalueringskultur' smager lidt af en skal-opgave og tidsrøver med et drys af Djøf, er du nok ikke den eneste. Kravet om en evalueringskultur blev indført som noget nyt i den reviderede dagtilbudslov. I loven står der ikke, hvordan det skal gøres. Bare at det skal gøres.
Så hvordan bliver evalueringskultur til en meningsfuld opgave i pædagogisk praksis? Det giver Christina Haandbæk Schmidts forskning en række svar på.
I samarbejde med pædagoger og ledere i otte børnehuse har hun og tre kolleger fra pædagoguddannelsen undersøgt og afprøvet, hvordan en meningsfuld evalueringskultur kan se ud i praksis. Og hun blev overrasket.
Pædagoger udstiller deres faglighed og sårbarhed
”Jeg er vildt overrasket og imponeret over, hvad der sker, når man sætter to-tre pædagoger ind i et rum, hvor de får tid til sammen at se på den samme dokumentation. Hold da op, hvor er de dygtige. Der sker noget, når man går ind i et formelt evalueringsrum, hvor man lukker kollegaerne ind og udstiller sin faglighed og sin sårbarhed,” siger Christina Haandbæk Schmidt.
Hun er ph.d. og docent i dagtilbud og barndomspædagogik på professionshøjskolen UCL.
3 ting er afgørende for evalueringskultur
Ifølge Christina Haandbæk Schmidt er tre ting afgørende for at skabe en meningsfuld evalueringskultur:
Evalueringen skal være knyttet til teamet omkring en børnegruppe, lederne skal sætte videndeling fra evalueringerne på som et fast punkt på dagsordenen på personalemøder, og der skal være tid til at pædagogerne kan evaluere sammen hver eller hver anden uge.
5 pointer fra artiklen
- Når pædagoger går ind i et formelt evalueringsrum, viser de deres faglighed, men også deres sårbarhed for kollegerne.
- Det kræver, at lederne formår at skabe en høj grad af tillid blandt personalet.
- Hvis evalueringen skal opleves som meningsfuld, skal pædagogerne selv formulere, hvad det er vigtigt at få kigget på.
- Det er afgørende, at lederne tager videndeling alvorligt og sætter det på som et fast punkt på dagsordenen på personalemøder.
- Der skal sættes tid af til, at pædagogerne evaluerer sammen hver eller hver anden uge.
Mindre, men bedre dokumentation
Siden 2004 har dokumentation været et krav til daginstitutionerne. Men i ministeriet havde man en oplevelse af, at dokumentationen aldrig gavnede. At dokumenterne lå og samlede støv på ledernes og forvaltningens kontorer.
Med den reviderede dagtilbudslov blev løsningen mindre, men bedre dokumentation. Det skulle bruges til noget meningsfuldt, nemlig til at udvikle praksis og støtte pædagogerne til at være mere selvkritiske og reflekterende. Det er den ambition, begrebet evalueringskultur dækker over, forklarer Christina Haandbæk Schmidt.
Fra uformel til formel evaluering
Tidligere forskning i evaluering i daginstitutioner har vist, at der allerede finder masser af uformel evaluering sted i institutionerne.
”Pædagoger er generelt dygtige til at reflektere og evaluere. Når de har været på tur, snakker de sammen i garderoben eller på legepladsen, om det var en god tur; virkede det, vi gjorde? Og næste gang, skal vi huske vådservietter.”
Forskellen er, at evalueringen nu skal basere sig på dokumentation og være mere systematisk.
”Vi har forsøgt at udvikle et værktøj, der kan understøtte pædagogerne i at gå fra den uformelle evaluering til en mere formel evalueringskultur,” siger Christina Haandbæk Schmidt.
Pædagogerne pegede selv på det, de ville udvikle
For at evalueringen skulle give mening, har pædagogerne i forskningsprojektet selv udpeget den del, de gerne ville udvikle. Nogle pegede på samlingen. Andre ville undersøge, hvordan det ser ud, når pædagoger leger. Og hvordan børn sætter spor til hinanden og inviterer hinanden ind i leg.
Andre spurgte, hvordan de fik stemningen fra legepladsen med indenfor. Nogle var optaget af, hvordan de fik et godt læsehjørne til børnene. Der blev sat en time af om ugen af til evaluering i fællesskab i de enkelte teams.
En udbredt måde at evaluere på er at vurdere om resultaterne af en indsats står mål med intentionerne. Virkede det? Og kan vi dokumentere forandringerne, har børnene fået nye kompetencer eller ændret adfærd?
Pædagogerne fik øje på, at de har blinde pletter. De ser noget andet, end når de står midt i praksis. Deres drøftelser er meget praksisnære og samtidig meget reflekterende.”
Christina Haandbæk Schmidt, forsker på UCL.
Evaluering skal tage afsæt i jeres undren
Den type evaluering siger noget om de synlige resultater, men ikke noget om, hvordan forandringerne rent faktisk skete og hvorfor. Den skaber ingen viden om, hvilken praksis der gjorde forandringen mulig.
”Hvorfor først starte evalueringen der, når vi har lavet en indsats og måske allerede har konstateret, at den virkede? Hvorfor ikke tage afsæt i den undren, som pædagogerne har, og starte evalueringen, inden de overhovedet går i gang med indsatsen og dermed skabe grundlag for at følge processen?” Det er en anden måde at evaluere på end en effektmåling,” siger Christina Haandbæk Schmidt.
Et kodeord er, at pædagogerne ikke evaluerer og dokumenterer på det enkelte barn. I stedet har forskere og pædagoger rettet blikket mod sig selv og selve den pædagogiske praksis.
Gang i faglige refleksioner
Pædagogerne filmede for eksempel sig selv med videokameraer for at få øje på, hvad der egentlig skete i de konkrete situationer.
”Flere har sagt, at de skulle tage mod til sig og vænne sig til at blive filmet. Det er sårbart, fordi pædagogerne udstiller deres praksis og inviterer kolleger ind og kigge med.”
Så er vi tilbage i det formelle evalueringsrum. Der, hvor Christina Haandbæk Schmidt blev imponeret. Når pædagogerne så videodokumentationen sammen, satte det gang i faglige refleksioner.
”Pædagogerne fik øje på, at de har blinde pletter. De ser noget andet, end når de står midt i praksis. Deres drøftelser er meget praksisnære og samtidig meget reflekterende,” siger Christina Haandbæk Schmidt.
Kollegerne fik øje på noget andet
Et eksempel var en pædagog, der havde filmet en situation, hvor hun leger med et barn i sandkassen. Videoen var egentlig tænkt som et godt eksempel på, hvordan det ser ud, når de voksne leger. Men kollegaerne fik øje på noget andet.
”Vi blev optagede af, hvordan hun sad. Hun havde ryggen mod de andre børn og kom til at skærme sådan, at de havde svært ved at komme med ind i legen. Samtalen i evalueringsrummet handlede om, hvordan hun kunne sætte sig anderledes for at invitere flere børn ind," siger forskeren og fortsætter:
"Det er, hvad der menes med selvkritisk; at man tager sig selv med i ligningen. Vi skal ikke kun tale om, at et barn ikke er god til at lege med de andre børn. Vi skal tale om, hvordan vi selv skaber muligheder for, at barnet får legerelationer.”
Pædagogerne evaluerer for at udvikle praksis, så der skal være tillid og samtykke til, at det her gør vi sammen. (...) man skal også turde at vise det, der er svært. Også den konflikt, der ikke blev løst på den rigtige måde."
Christina Haandbæk Schmidt, forsker, UCL.
Evaluering kræver stor tillid
Den slags samtaler kræver, at lederne formår at skabe en høj grad af tillid mellem kollegaerne, viser forskningen.
”Der er ikke så rart for den pædagog, der kunne føle, at det burde hun have vidst. Men bare det, at man filmer sig selv, gør, at man får øje på, at ens praksis ikke altid ser ud, som den gør inde i hovedet. Det blev tydeligt, da vi så filmen sammen,” siger forskeren.
”Pædagogerne evaluerer for at udvikle praksis, så der skal være tillid og samtykke til, at det her gør vi sammen. Det skal ikke være et terapirum, men man skal også turde at vise det, der er svært. Også den konflikt, der ikke blev løst på den rigtige måde.”
Både kontekstnær og konkret
Tre ting er afgørende, ifølge Christina Haandbæk Schmidt, for at skabe en meningsfuld evalueringskultur. For det første er det helt afgørende, at evalueringen er knyttet til teamet omkring en børnegruppe.
”Evalueringen skal være meget kontekstnær og konkret. Pædagogerne skal selv formulere, hvad det er vigtig at få kigget på, eventuelt med støtte fra lederen,” siger forskeren.
Skal være fast punkt på personalemødet
For det andet er det afgørende, at lederne tager videndeling alvorligt og sætter det på som et fast punkt på dagsordenen på personalemøder, sådan at hele børnehuset får gavn af den viden, der kommer frem i evalueringen i de enkelte teams.
Den tredje afgørende ting har samtidig været projektets største udfordring: Tid.
”Der skal være tid til, at pædagogerne evaluerer sammen hver eller hver anden uge. Fra ministeriets side har det været en gratis omgang, for de har bare skrevet evalueringskultur ind i loven, men ikke sat tid af til det. Jeg havde håbet, at minimumsnormeringerne også indbefattede forberedelsestid til pædagogerne. Evaluering er en sindssygt vigtig opgave, men den ligger oven i alle de andre opgaver. Det koster,” siger forskeren.
I sidste ende er tiden givet godt ud
Tiden til evaluering er godt givet ud, ifølge Christina Haandbæk Schmidt.
”Vi har den myte, at evaluering tager tid væk fra børnene. Vi taler om at ’gå fra’, det siger alt. I stedet burde vi tale om at ’gå til’ evaluering som en vigtig opgave. Vi har fået øje på, at når pædagogerne har identificeret problemet sammen og dermed også deres handletiltag, bliver deres indsats langt mere koordineret. Jeg vil vove at påstå, at de i sidste ende får mere tid til børnene.”
Læs også artiklen 'Evalueringskultur: Vi får øje på vores faglighed og bliver stolte'.
8 spørgsmål til refleksion over jeres evalueringskultur
- I hvor høj grad og hvordan siger vi til hinanden, når noget fungerer godt?
- Hvordan kan vi fortsat arbejde med at udvikle en kultur, hvor vi er nysgerrige, udfordrende og understøttende overfor hinanden i forhold til at håndtere pædagogiske valg og dilemmaer?
- Hvordan kan vi sikre, at det ikke blot er accepteret, men ønskværdigt at række ud efter andres input, når vi oplever situationer, hvor vi er i tvivl om, hvad der vil være hensigtsmæssigt at gøre?
- Hvordan understøtter vi regelmæssige refleksioner og dialoger om dilemmaer og tvivl?
- Hvordan skaber vi den tillid, der er grundlaget for, at vi kan give og modtage feed-back fra hinanden?
- Hvilken rolle og opgave har jeg/vi som leder/ledelse i forhold til at gøre arbejdet med evaluering meningsfuldt og motiverende for personalet?
- Hvordan giver vi børnene en stemme i både de spontane og planlagte evalueringer?
- Hvordan sikrer vi som personale og som ledere, at børnene får glæde af, at vi bruger tid på evalueringsarbejde?
Kilde: Publikationen ’Fra evaluering til evalueringskultur – inspirationsmateriale og refleksionsspørgsmål’, som er udarbejdet i samarbejde mellem BUPL og Kommunernes Landsforening (KL).
