Det stille oprør: Pædagoger og forskere insisterer på langsomhed 

’Langsom pædagogik’ vil gøre op med det opskruede tempo i institutionerne og bringe betydningen af god tid, langsomhed og kontinuitet tilbage som selvstændige pædagogiske værdier. Og fænomenet vinder frem både i forskningen og i praksis.
Sanne Thyrgaard og en gruppe børn i daginstitutionen Tinsoldaten i Hvidovre kigger ud ad vinduet og hygger sig
Sanne Thyrgaard, pædagog i daginstitutionen Tinsoldaten i Hvidovre, sørger for at skabe rum til bløde og rolige stunder med børnene. Og netop denne tilgang er blevet interessant emne for flere pædagogiskforskere.

Roen får lov at sænke sig, når pædagog Sanne Thyrgaard og børnene på stuen kigger ud ad vinduet. Hvordan er vejret? Er der blade på træerne, og hvilken farve har de? Det snakker de lidt om. En lille fugl kommer hoppende … hov, nu fløj den igen. De ser på skyerne, der sejler forbi på himlen. Langsomt nyder de øjeblikket.  

Sanne Thyrgaard og kollegerne i daginstitutionen Tinsoldaten i Hvidovre er begyndt at gøre langsomhed til en dyd i hverdagen. Det handler om at have tid til, at der foregår ingenting.  

”Om at kunne komme i en slags dvaletilstand, hvor man kan falde lidt i staver. Om at have sådan en blød og rolig stund,” siger Sanne Thyrgaard. 

Forskere finder værdi i det langsomme

Flere institutioner i Danmark, som Børn&Unge har været i kontakt med, arbejder med ’langsomhed’ som en værdi og et fundament for deres pædagogiske praksis. 

Og i pædagogiske forskningsmiljøer rundt om i verden begynder flere og flere forskere at skrive om begrebet slow pedagogy. De beskæftiger sig med betydningen af tid som en selvstændig værdi i pædagogisk arbejde.  

En af de forskere, som har skrevet om den langsomme pædagogik, er britiske Allison Clark. Se hendes gode råd om langsom pædagogik i boksen nederst.

Politikere overser betydningen af tid

Politisk er betydningen af tid og kontinuitet dog blevet negligeret alt for længe. Det mener forsker og docent på Københavns Professionshøjskole Crisstina Munck. Hun står bag et nyt forskningsprojekt, der i fire år har nærstuderet et forsøg med mindre børnegrupper i Københavns Kommune.

”Vi har mistet blikket for betydningen af tid,” siger hun.  

”Men hvis man skal arbejde med børns perspektiver, kræver det en form for langsommelighed. Ellers er det fuldstændig umuligt at tune ind på, hvad børnene egentlig fortæller. Det er jo ikke altid, at de kommunikerer med ord. Det kan være mimisk, med blikket, eller hvad de rækker ud efter – de helt små fine måder at være til stede på,” siger Crisstina Munck. 

Konkurrencestaten har sneget sig ind i vuggestuen

Når vi har travlt, stjæler vi barnets mulighed for at kunne spejle sig i den voksne, påpeger Anja Kristine Hvidberg Olsen, kandidat i pædagogisk psykologi fra DPU, indehaver af Relationsformidlerne og partner i KompetenceUniverset.

”Det går ud over børnenes empatiudvikling. For den udvikling understøttes, når barnet møder en voksen, der er interesseret, afventende og responsiv i kontakten. Når barnet derimod møder en voksen, der ikke er til stede og har travlt med noget andet, vil det registrere det som en afvisning,” siger hun.

Anja Kristine Hvidberg Olsen ser et behov for at tale langsomheden frem som en selvstændig værdi i pædagogisk praksis, fordi konkurrencestaten har sneget sig helt ned i vuggestuen med mantraer om større, bedre, hurtigere. Det, der kan måles og dokumenteres, bliver tillagt højere status end det nærværende og udviklende øjeblik.  

Sidder ikke 'bare' i sandkassen med børnene

”Jeg hører mange pædagoger fortælle, at de føler dårlig samvittighed, når de ’bare’ sidder i sandkassen med børnene. Selvom det faktisk er kerneopgaven at indgå en gensidig nærværende følelsesmæssig kontakt til børnene. At sikre udviklende øjeblikke og støtte børnene henimod en tryg tilknytning.” 

Der er et stort fokus på pædagogernes faglige kvalifikationer, men ideen om, at ’hvis bare vi sætter en dygtig pædagog ind, så klarer hun ærterne’, holder ikke, mener forsker og docent på Københavns Professionshøjskole Crisstina Munck.

At flytte rundt på det pædagogiske personale som ludobrikker fungerer fint ud fra et vagtplanshensyn, men skidt fra et børneperspektiv. 

”Relationer baserer sig på tillid, og tillid kan du ikke fremprovokere eller forcere. Tillid kræver tid. Det kræver, at du lærer en børnegruppe og deres familier at kende. Det sker ikke fra den ene dag til den anden,” siger hun. 

Læs mere om den langsomme pædagogik i Børn&Unge nr. 11/2023

5 gode råd: Sådan skaber I langsomhed i hverdagen

Når tiden føles knap, kan hverdagen hurtigt blive en lang række opgaver, der skal afvikles, hvor indfald bliver forstyrrelser. En vej til mere langsomhed kan være at gentænke dagens myldretider og skabe længere lommer af uforstyrret tid.

Her får du forfatter og pædagogikforsker Allison Clarks råd til at komme ned i tempo. 

1. Skru ned i myldretider

Hverdagen i en daginstitution indeholder ofte mange hurtige skift mellem aktiviteter og tider for frokost, mellemmåltider, middagslur og så videre. Ofte har både børn og pædagoger vænnet sig til eksempelvis at skynde sig med måltidet, som ellers er et godt sted at dyrke langsomhed og nærvær, viser forskning. Når vi skynder os og er i måltidet som noget, der skal afvikles, bliver det mekanisk og hektisk. 

Skruer vi ned for tempoet omkring måltidet og overgangen fra aktiviteterne før og efter, kommer vi ned i et tempo, som gør, at måltidet kan blive et anker i dagens langsomhed. Helt konkret kan de voksne give børnene ansvaret for at rydde op efter modellervoksen og dække frokostbordet, så alle lander om bordet i et roligt tempo.

2. Skab større lommer af uforstyrret tid

Fordybelse i en aktivitet uden afbrydelser er afgørende, hvis vi skal ned i tempo. Fordybelsens langsomhed kræver, at der er sat tid af, og at vi har afstemt, at det er okay at blive i aktiviteten uden at blive afbrudt. Den slags længere lommer af tid i daginstitutionens hverdag er truet af alle mulige gøremål. Men vi kan insistere på dem ved at aftale, at det er det, vi vil, ønsker og gør. Giv hinanden mandat til at fordybe jer med børnene uforstyrret.

3. Skab plads til at gå 'off track'

Sørg for at have luft nok i dags- og ugeplanen til, at børnene har mulighed for tidsrum, hvor de ’laver ingenting’. Det kan man naturligvis ikke, men når man ikke har planer, skaber man rum for det uventede, for at noget kan opstå, uden at det er defineret af ydre tidsrammer. Det er en misforståelse, at det er pædagogisk uproduktivt at lave ingenting. Når I giver børnene frihed til at finde på og være uden mål og tidsplaner, har I mulighed for at iagttage, guide uden at forstyrre (det vil sige, hvor de har brug for det ud fra det frøbelske princip: guidet frihed).

4. Læs og genlæs historier

Vær ikke bange for, at børnene keder sig ved at høre de samme historier igen og igen. Gentagelsen skaber rum for langsomhed, fordi den giver os mulighed for at dvæle ved historien og det, som den sætter i gang, og tale om det i dybden. Refleksion kræver tid, og når vi vender tilbage til det kendte, vænner vi os til, at det er okay ikke at skynde os.

5. Lad børnene føre ordet

Prøv i perioder at være mere stille og give plads til, at børnene tager ordet. Lyt til dem og deres filosoferen. Det giver plads til, at både børn og voksne får øje på de øjeblikke, det er værd at blive i og dvæle ved.   

Kilde: Alison Clark ’Slow Knowledge and the Unhurried Child’, 2023. 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.