4 gode råd: Sådan giver I langsomheden plads i hverdagen

Hverdagen i en daginstitution indeholder ofte mange hurtige skift mellem aktiviteter og tider for frokost, mellemmåltider, middagslur og så videre. Ofte har både børn og pædagoger vænnet sig til eksempelvis at skynde sig med måltidet, som ellers er et godt sted at dyrke langsomhed og nærvær, viser forskning. Når vi skynder os og er i måltidet som noget, der skal afvikles, bliver det mekanisk og hektisk. Skruer vi ned for tempoet omkring måltidet og overgangen fra aktiviteterne før og efter, kommer vi ned i et tempo, som gør, at måltidet kan blive et anker i dagens langsomhed. Helt konkret kan de voksne give børnene ansvaret for at rydde op efter modellervoksen og dække frokostbordet, så alle lander om bordet i et roligt tempo.

Fordybelse i en aktivitet uden afbrydelser er afgørende, hvis vi skal ned i tempo. Fordybelsens langsomhed kræver, at der er sat tid af, og at vi har afstemt, at det er okay at blive i aktiviteten uden at blive afbrudt. Den slags længere lommer af tid i daginstitutionens hverdag er truet af alle mulige gøremål. Men vi kan insistere på dem ved at aftale, at det er det, vi vil, ønsker og gør. Giv hinanden mandat til at fordybe jer med børnene uforstyrret.

Sørg for at have luft nok i dags- og ugeplanen, til at børnene har mulighed for tidsrum, hvor de ’laver ingenting’. Det kan man naturligvis ikke, men når man ikke har planer, skaber man rum for det uventede, for at noget kan opstå, uden at det er defineret af ydre tidsrammer. Det er en misforståelse, at det er pædagogisk uproduktivt at lave ingenting. Når I giver børnene frihed til at finde på og være uden mål og tidsplaner, har I mulighed for at iagttage og guide uden at forstyrre (det vil sige, hvor de har brug for det ud fra det frøbelske princip: guidet frihed).

Vær ikke bange for, at børnene keder sig ved at høre de samme historier igen og igen. Gentagelsen skaber rum for langsomhed, fordi den giver os mulighed for at dvæle ved historien og det, som den sætter i gang, og tale om det i dybden. Refleksion kræver tid, og når vi vender tilbage til det kendte, vænner vi os til, at det er okay ikke at skynde os. Lad børnene føre ordet. Prøv i perioder at være mere stille og give plads til, at børnene tager ordet. Lyt til dem og deres filosoferen. Det giver plads til, at både børn og voksne får øje på de øjeblikke, det er værd at blive i og dvæle ved.