Derfor er børn og unges fællesskaber så svære
Jovist er forældre, skolelærere og pædagoger vigtige, men for de unge er fællesskaber med andre unge de vigtigste sociale arenaer. Her leves livet, her spejler de sig i andre, vokser og udvikler sig.
Eller som Caroline, 18 år, formulerer det:
”Jo mere tryg du er i en vennegruppe, des mere bliver jeg motiveret til ikke blot skolen, men også til at lave private ting. Hvis man har en vennegruppe, og man for eksempel skal til en julefrokost, så er jeg er mere motiveret til at komme, fordi jeg ved, at jeg ikke kommer til at sidde helt alene.”
Gør godt og ondt
Sådan er fællesskaber, når man er med. I samfundsperspektiv er de en af løsningerne, når ensomhed og mistrivsel skal forebygges. De bliver set som værende lig med ’sammenhængskraft og social inklusion, og de betragtes som stødpuder mod individualisering, konkurrencestat og præstationskultur’, som det hedder i en ny bog ’Fællesskaber i ungdomslivet’, som Caroline er blevet interviewet til.
Men der er også en anden side:
”Hvis man ikke føler sig hørt i en gruppe, eller man ikke føler, man kan komme ud med nogen ting, så dør det ret hurtigt for én. Og så går det over i, at man ikke føler sig tryg, og så går det over i, at man ikke snakker til sidst, fordi man ikke får noget ud af det,” som Amalie, 18 år, siger det i samme bog.
Dermed sætter Caroline og Amalie andre ord på bogens sigende undertitel:
’Når de gør godt, og når de gør ondt.’
Fællesskaber kan være svære
Den sidste del er værd at hæfte sig ved, for fællesskaber er ikke bare et mirakelmiddel, der kan løse ensomheds- og trivselskrisen. Det er nemlig i samme regi, at eksklusion og ensomhed skabes.
I det hele taget er det med fællesskaberne ikke så let, som det lyder, forklarer Maria Bruselius-Jensen, lektor ved Aalborg Universitet:
”80-85 procent af de unge har venner, som de er glade for, men derfor kan det godt være svært og krævende for dem. Fællesskaber er ikke noget, man bare nyder og glider ind og ud af. Det er også noget, man arbejder i og for.”
Svære positioner
Hun har sammen med Niels Ulrik Sørensen og Noemi Katznelson skrevet ’Fællesskaber i ungdomslivet’. Bogen handler om et kvalitativt studie, der baserer sig på interview med unge, som fortæller om deres liv i og udenfor fællesskaberne.
Her bliver de unges fællesskaber beskrevet fra de nærmest abstrakte samfundsmæssige fællesskaber over løse fællesskaber og grupper til de nære venskaber.
Samtidig kortlægger forskerne nogle af de positioner, som er svære for de unge, uanset om de befinder sig i centrum af fællesskabet eller i periferien.
De unge tror, de selv har ansvaret - sådan er det bare ikke
Bogen handler om fællesskaber, sådan som de unge selv taler om dem, understreger Maria Bruselius-Jensen.
”I de unges perspektiv er fællesskaber noget, som de selv står for og er ansvarlige for. Men det er de i virkeligheden ikke. En lang række forhold omkring de unge er med til at rammesætte, hvordan de kan indgå i fællesskaber. Det har de unge bare ikke så meget blik for selv. De kan godt fortælle, at de har det rart i en kontekst, for eksempel på efterskolen eller i klubben, men de ser sjældent pædagoger og lærere som nogle, der aktivt gør noget i forhold til deres fællesskaber. Når vi taler med de unge, nævner de oftest kun de professionelle og rammerne, hvis vi spørger ind til det,” siger hun.
Klubben kan være et pusterum
Heldigvis er der hjælp at hente for de unge, der er i svære positioner i forhold til fællesskaberne, påpeger Maria Bruselius-Jensen:
”Det pædagogiske personale gør en rigtig god og vigtig indsats. Det har vi blandt andet set hos de unge, vi har mødt i klubberne. De fremhæver, at klubberne på mange måder kan være et pusterum fra nogle af de andre institutionelle kontekster, de indgår i. Her kan man være sammen på en anden måde.”
Pædagogerne kan nemlig være med til at sætte gode rammer for fællesskaberne.
”Og så kan de tilbyde aktiviteter, man bare kan tappe ind i. Samtidig holder nogle øje med, at der ikke foregår eksklusioner. Vi har i vores research fået bekræftet vigtigheden af den pædagogiske indsats, der for eksempel er i klubberne,” siger Maria Bruselius-Jensen.
Hjælp til fællesskaber
At de unge kommer i klubberne for at finde lettilgængelige fællesskaber, kan Christoffer Schultz nikke genkendende til. Han er ph.d.-studerende og forsker i pædagogisk faglighed i ungdomsklubber. I den forbindelse interviewer han personale og unge, der kommer i klubberne.
”En stor del af de unge er netop unge, som har brug for hjælp til at finde fællesskaber. De sætter enormt stor pris på, at de altid bare kan smutte ned i ungdomsklubben, og så er der et fællesskab til dem. Rammerne er der, aktiviteterne er der, menneskene er der. At de kan gøre brug af dette tilbud som en løsning mod ensomhed, er virkelig vigtigt for dem,” siger Christoffer Schultz.
De klassiske aktiviteter kan netop fungere som det fælles tredje, der åbner for deltagelse.
”Musiklokalet er et af de bedste og stærkeste eksempler på, hvordan pædagoger kan skabe gruppedannelser. Musiklokalet kan være med til at skabe noget at være sammen om, men også et dybere fællesskab,” siger han.
De vil ikke have synlig hjælp
Men pædagoger og andre voksne, der har med unge at gøre, skal træde varsomt, hvis de vil hjælpe unge fra periferien længere ind mod centrum af fællesskabet, advarer Maria Bruselius-Jensen.
”Det er en svær position at være udenfor. Men hvis der kommer en pædagog indover, bliver det meget tydeligt, og så synes de unge ikke, at det hjælper. De synes bare, at de bliver gjort til nogen, der har brug for hjælp, og det har de ikke lyst til at være: Du skal kunne klare dig selv. Du kan ikke blive hjulpet ind i et fællesskab,” konkluderer hun om de unges holdning.
”Selvfølgelig er der rammer, regler og strukturer, som faktisk hjælper dem, men det får de sjældent øje på, før det bliver en indgriben, som de har det svært med. Hvis man nu fik skabt en aktivitet eller ramme for samværet, som de unge kan mødes omkring, så ville det være bedre.” siger hun.
Læs også artiklen Forskning: Der er 6 svære positioner i unges fællesskaber.
