Børn er også hinandens omsorgspersoner

At små børn trøster og hjælper hinanden, ved enhver pædagog, der har arbejdet i en vuggestue eller dagpleje. Men da forsker Erik Hygum og kollegaen fra VIA University College, Susanne Klit Sørensen blev interesserede i, hvordan fænomenet var beskrevet i forskningen, fandt de først og fremmest et ’kæmpe hul i viden’. De har systematisk gennemgået litteraturen for at finde ud af, hvad videnskaben siger om helt små børns betydning for hinanden. 

”Det paradoksale er, at på den ene side ved vi, at de første leveår er enormt betydningsfulde for barnet. På den anden side er der meget lidt viden om, hvordan børn agerer sammen med hinanden, når de er så små. Der er et kæmpe hul i viden om børn i alderen et til to år,” siger Erik Hygum.

Forskere fulgte 20 børn i overgangen

Det satte de to forskere sig derfor at undersøge i forskningsprojektet ’Børn for Børn’. Her har forskerne fulgt 20 børn i tiden op til vuggestue- eller dagplejestart og 12 uger efter.

Børns relationer til hinanden kan på ingen måde erstatte en stærk voksen-barn-relation i en vuggestue eller dagpleje, understreger Erik Hygum. Men der er en ressource i barn til barn-relationen, som pædagoger kan bruge. 

”Mens det er gennemdokumenteret, at pædagoger er vigtige og nødvendige omsorgsgivere for børn, viser vores forskning, at børn også agerer mentorer for hinanden. Børn er også omsorgspersoner for andre børn,” siger han.
Når det kommer til de mindre børn i vuggestuen, har man i mange år haft et meget stærkt fokus på, hvor vigtig relationen med pædagogen er. Med god grund, mener Erik Hygum.

”Men vi kan se, at de helt små børns relationer til jævnaldrende, deres kollegaer, også har stor betydning for deres udvikling, trivsel og læring,” siger han.

Børn etablerer zonen for nærmeste udvikling

Små børn kan etablere ’zonen for nærmeste udvikling’ for hinanden, viser Erik Hygums og Susanne Klit Sørensens studier blandt andet. Begrebet stammer fra den sovjetiske psykolog Lev Vygotskys (1896-1934) teori og er stadig aktuelt i det pædagogiske arbejde.

”Vi kan se, at børnene hjælper det nye barn med at overkomme overgange fra hjem til dagtilbud og med at overkomme det at skulle agere i en ny social sammenhæng og lære, hvordan det er at være vuggestuebarn. Den læreproces er enestående i forhold til det, den voksne kan gøre,” siger Erik Hygum og uddyber:

”Der er en anden kropslighed i samværet børn imellem. En eufori, en nu-gør-jeg-det, og-så-gør-du-det og hold op, hvor er det sjovt det her. Børn flipper sammen, simpelthen. Børn kan udvikle måder at råbe, gå, hoppe eller gynge på, som er euforiske nærmest ud-af-kroppen-oplevelser for dem. Man kan se, hvor fedt de har det. Den måde at være sammen på er anderledes en voksen-barn relationen,” siger han.

Pædagog: nu er vi på gulvet med de andre børn 

Vuggestuen Grønnegade i Randers har deltaget i forskningsprojektet, og pædagogerne er blevet meget mere bevidste om, at de ikke er de eneste omsorgspersoner for de små nye børn. Det er de andre børn også, fortæller pædagog Aracely Lindgreen. I dag, når vuggestuen modtager nye børn, udvælger pædagogerne en fast lille gruppe med to, tre eller fire børn, som er med sammen med det nye barn, fortæller hun.

De andre børn spiller en kæmpestor rolle for det nye barn i overgangen, oplever Aracely Lindgreen. 

”Før havde vi meget fokus på, at vi voksne var omsorgspersoner for barnet, og hvis barnet græd, tog vi ofte barnet op og gik rundt med det. Det begrænsede barnets muligheder for at være en del af fællesskabet. Nu er vi meget mere bevidste om, at vi er på gulvet og står til rådighed for at give omsorg og trøste, men barnet har også mulighed for at gå hen til de andre børn, som han eller hun er nysgerrig på,” siger hun.

Børnefælleskabet danner til demokrati

Barn-til-barn relationen gør, at man fra helt lille lærer, at man har betydning for et andet menneske. At man kan være sammen om noget. Det handler om at lære at være en del at børnefællesskab – og skal vi helt op på de høje nagler, så er det det, som børn skal kunne for at lære at være en del af et demokratisk fællesskab. Børnefællesskabet er en form for demokratisk dannelse, forklarer Erik Hygum. 

”En af de vigtigste pointer ved at have børn i en daginstitution er, at de er en del af et børnefællesskab. Det bekræfter vores forskning. Vi har ikke set et eneste barn, der ikke har villet børnefællesskabet,” siger han og tilføjer:

”Jeg har lavet studier i andre europæiske lande, hvor man ikke giver børn lov til at etablere børnefællesskaber. Hold op, hvor er jeg glad for, at danske pædagoger rent faktisk kan se det. For mig at se er det kernen i dansk pædagogik. Og børnene trives rigtigt godt. Vi kan ikke – som i slet ikke - synge med på sangen om, at danske vuggestuer og dagplejer ikke har stor kvalitet. Det har de."