Sådan hjælper du traumatiserede børn

Hvis et barn bliver udsat for en forfærdelig oplevelse, kan det lige som voksne blive traumatiseret. Det kan for eksempel være, at barnet har set en eller flere af deres nærmeste dø, som det er tilfældet med mange flygtningebørn. Det kan også være seksuelle overgreb eller vold i hjemmet. I den situation er det vigtigt, at pædagoger har redskaber til at hjælpe børnene.

Psykolog Eivind Johansen har arbejdet meget med børn og traumer. Han forklarer her, hvad et traume er, og hvad pædagogerne kan gøre for at hjælpe traumatiserede børn.

Hvad er et traume?

»I Danmark er det defineret som en hændelse uden for normal menneskelig erfaring. Man skal være vidne til eller direkte involveret i hændelsen, og den skal handle om faktisk eller indbildt potentielt død eller alvorlig skade på sig selv eller andre. Ens egen reaktion skal være præget af intens frygt, hjælpeløshed eller forskrækkelse. Den danske definition vil dog snart blive ændret, så den minder mere om den amerikanske. Her lægges udelukkende vægt på personens reaktion.«

Så to mennesker kan opleve det samme, og så er det kun den ene, der bliver traumatiseret?

»Lige præcis. Det er den samme hændelse objektivt set, men de oplever den forskelligt, og dermed kan det være traumatisk for den ene, mens det for den anden er en voldsom oplevelse, som ikke traumatiserende for vedkommende.«

Hvilke symptomer på traumer skal man kigge efter hos børn?

»En indikator er, hvis børnene har problemer med eller nægter at tale om, hvad der er sket under den traumatiske oplevelse. De kan ikke redegøre for hele hændelsen, fordi det er svært for hukommelsen at lagre meget voldsomme hændelser på en meningsfuld måde. De kan blive meget oprevede, når de ser voldsomme hændelser i nyheder eller på tv og film.«

»Andre tegn kan være, at de har problemer med at falde i søvn og sove igennem om natten og har mange mareridt. De kan også have svært ved at koncentrere sig. De kan også være på vagt konstant og have en tendens til sammenfaren. Endelig kan nogle børn blive irritable og aggressive. Det skyldes, at de lettere føler sig truet end andre børn.«

Hvad skal pædagogerne gøre i forhold til traumatiserede børn?

»Først skal de sørge for at give børnene tryghed og stabilitet med faste måltider, nok søvn og stabil kontakt til voksne, helst forældrene. Derefter er det vigtigste, at man ikke er bange for at snakke om oplevelserne.«

»Hvis der er tale om flygtningebørn, kan der selvfølgelig være sproglige eller kulturelle forskelle, som gør det svært at snakke om på samme måde, som vi er vant til her i Danmark. Man skal forklare barnet og forældrene, hvorfor barnet reagerer, som det gør, når det har været udsat for noget slemt. Det er vigtigt at udvise forståelse og empati, og man skal sørge for, at barnet forstår, at for eksempel flashbacks og mareridt er en normal reaktion på oplevelserne og ikke et tegn på, at barnet er i fare.«

»På længere sigt skal man snakke med barnet om oplevelserne på en sådan måde, at det ikke bliver overvældet af sine egne følelser. Man skal gå gradvist til værks, så det ikke bliver for voldsomt. Det er vigtigt at have god tid til at snakke hele hændelsen igennem, så barnet ender med at være trygt igen. Hvis man gør det, vil reaktionen blive lidt mindre for hver gang, man gør det. Det vil stadigvæk være ubehageligt for barnet at tænke på oplevelsen, men det vil ikke blive overvældet af det.«

»Når der er gået en måned eller to, siden den traumatiske oplevelse, kan man stille og roligt udsætte barnet for traumepåmindere. Det er stimuli, der var til stede i forbindelse med traumet, men som ikke nødvendigvis havde noget med det farlige i situationen at gøre. Det kan for eksempel være lugte, lyde, en speciel type vejr eller specifikke objekter. Det kan også være kropsstillinger eller indre oplevelser som tanker og følelser.«

»Man skal udsætte børnene for traumepåmindere, for at de langsomt bliver mindre angst for oplevelsen, og ikke bliver utrygge hver gang der eksempelvis er en skyfri himmel. Pædagogerne kan tale med børnene om, hvad der minder dem om deres oplevelse. Man starter med de traumepåmindere, der påvirker barnet i relativt lille grad og udsætter dem for det. Det er vigtigt at være sammen med barnet imens og få det til at føle sig trygt ved situationen. Når angstniveauet er faldet til et acceptabelt niveau, kan man forlade situationen igen. Det kan pædagogerne gøre gentagne gange, gerne hver dag, og så langsomt bevæge sig op til de værste traumepåmindere.«

»I de fleste tilfælde vil barnet få lettere ved at forholde sig til den traumatiske oplevelse efter et par uger eller måneder. Nogle enkelte vil ikke vise fremskridt, og de kan udvikle posttraumatisk stress syndrom (PTSD). Hvis man for eksempel har været udsat for en voldsom krigshændelse, udvikler flertallet ikke PTSD, selvom det er en traumatisk hændelse. Man kan sagtens opleve et traume, komme fint igennem og ikke blive så påvirket af det i det lange løb. Det er trods alt tilfældet for de fleste, så vi kan ikke gå ud fra, at alle får PTSD.«

Er meget små børn opmærksomme på, hvad der foregår, og hvordan arbejder man med det?

»Nej, det er de ikke. Så arbejder man på et andet niveau. Man starter med stabilisering, ligesom man ville gøre med både større børn og voksne, der er traumatiserede. Man giver dem et sted at bo, tøj, sikkerhed og mad, så de får et stabilt og ordentligt liv igen. Det allervigtigste er at give dem omgivelser, der er trygge, pålidelige og forudsigelige.«

»Små børn skal have mad på de samme tidspunkter hver dag, mulighed for at sove tilstrækkeligt og være sammen med deres mor og far. Bagefter kan man meget forsigtigt begynde at eksponere for traumepåmindere ligesom ved de større børn. Man skal vise, at det ikke er farligt og nærmest modellere den reaktion, som er den rigtige i situationen. Så kan de stille og roligt nærme sig det objekt, de udviser frygt over for.«

Hvor skal pædagogerne søge hjælp, hvis de synes det er svært at arbejde med?

»De kan få supervision og bør lave en behandlingsplan sammen med for eksempel en psykolog, der kender meget til traumer og traumatiske reaktioner. Hvis pædagogerne arbejder med flygtningebørn, vil jeg opfordre dem til at læse om og blive klogere på den kultur, flygtningefamilierne kommer fra. Hvis barnet stadig har sine forældre, er det rigtig vigtigt, at forældrene også får viden om, hvad posttraumatiske reaktioner er. De skal have at vide, hvad der er forventelige reaktioner hos børnene, og hvad der vil være mere problematiske reaktioner, og hvordan de skal håndtere dem. Der er rigtig meget forældrearbejde, især med de mindre børn.«

»Det behandlingsprogram, der har haft den bedste effekt, især hvis det traumatiserede barn og forældrene kommer fra andre kulturer, hedder ’Traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi’ – på engelsk forkortet til ’TF-CBT’. I programmet skal en fagperson, for eksempel en pædagog, være uddannet i at arbejde med traumer.«

Tre råd til at arbejde med traumatiserede børn

• Giv børnene sikkerhed og stabilitet i så stor udstrækning, det overhovedet er muligt.
   
• Vær ikke bange for at kommunikere med børnene om traumerne enten på dansk eller engelsk eller gennem en tolk. Er det ikke muligt, kan I måske kommunikere ved at tegne eller lege. Det fungerer også ved mindre børn, der endnu ikke behersker sproget tilstrækkeligt.
   
• I de fleste tilfælde er børnenes reaktioner normale reaktioner på unormale hændelser. Børnene kan hjælpes, hvis man arbejder rigtigt med det. Vis, at I forstår, at det er en ubehagelig oplevelse. Gør man ikke det, viser man i kræft af sin adfærd, at børnene har oplevet noget frygteligt og ødelæggende. Forvent, at det bliver bedre, og opmuntr børnene, når de har fremgang. Man kan sagtens opleve et traume, komme igennem og ikke blive så påvirket af det i det lange løb. Det sker trods alt for de fleste.

Hvad er PTSD?

Hvis en person har Posttraumatisk stress syndrom (PTSD), vil deres reaktion på den traumatiske situation ikke blive bedre med tiden. I stedet vil de blive ved med at genopleve situationen hver dag gennem flashbacks. Det kan være invaliderende og gør det svært at have en normal hverdag. Kilde: Landsforeningen for PTSD i Danmark.