Pædagog og forsker uenige: Hvordan skal vi håndtere skilsmisser?

Når skilsmissen rammer, handler det for pædagogerne om at tage hånd om børnene og hjælpe dem igennem det. Men der er flere lag i håndteringen af skilsmissen. Meget handler om samarbejde med forældrene, og det kan institutionerne afhjælpe med en skilsmisseplan, lyder opfordringen fra Anja Marschall, der har forsket i delebørn siden 2001 og skrevet bogen ’Børn og skilsmisse’.

»En skilsmisseplan har flere lag. Det handler om at have en politik på institutionen, hvor man tager skilsmisser alvorligt. Dernæst handler det om at få et samarbejde med forældrene, inden skilsmissen kan ramme, og hvor man aftaler, at de skal fortælle, hvad der sker derhjemme. På den måde kan pædagogerne tage sig af børnene og følge deres udvikling,« siger hun.

Planer afhjælper ikke skilsmisser

Trine Boel Nielsen er pædagog i institutionen Skovkanten i Viby. Her er der ingen planer for, hvordan man skal håndtere sårbare emner som skilsmisser. Trine Boel Nielsen har før arbejdet i institutioner med planer og politiker, men lige lidt hjalp de.

»Jeg har været i institutioner med rigtig mange planer, men det viser sig, at planer ikke er en garanti for, at der bliver gjort noget. I rigtig mange tilfælde orker man ikke at følge en plan, fordi ting udspiller sig anderledes i situationen, og det er mennesker, vi har med at gøre,« siger hun.

Den helt rette håndtering af skilsmisser ligger ifølge Trine Boel Nielsen i institutionens kultur. Hvis der generelt er en kultur indlejret i institutionen, hvor man taler om tingene og fortæller hinanden om sårbare emner, så smitter det også af på samarbejdet med forældrene. Skilsmisseplaner garanterer ikke den rette håndtering, siger hun og giver et eksempel:

»Hvis man får en helt ny pædagog ind i institutionen, som skal til samtale med en familie om deres skilsmisse, så er det altafgørende, hvordan pædagogen går ind i samtalen og får hjælp til det. Så kan det godt være, at der ligger en overordnet plan om samtalen, men realiteten er, at det hele kommer an på, hvor godt klædt på den nye pædagog er til samtalen. En skilsmisseplan kan ikke hjælpe dér,« siger Trine Boel Nielsen.

Mere opmærksomhed på skilsmisserne

Anja Marschall efterlyser større pædagogisk opmærksomhed på skilsmisser. En opmærksomhed, der er mere systematisk og mindre tilfældig end den, hun er stødt på i sin forskning. Hun har besøgt flere institutioner under sin forskning og set, hvordan de håndterer skilsmisser og andre problematikker i praksis.

»Mange pædagoger vil gerne tale med børnene om skilsmisser og hjælpe, men de ved ikke, hvordan de skal gøre. De skal bruge deres faglighed og blive klædt på til at håndtere skilsmisserne. De skal gøre det til en del af dét, de gør i forvejen. De skal gøre, hvad de er gode til: at kende børnene rigtig godt, holde øje med dem og handle, hvis noget er galt,« siger hun.

Anja Marschall mener ikke, at der er nok pædagogisk blik i hverdagen til at håndtere skilsmisser. Selvom hun godt ved, at pædagogerne har travlt i hverdagen, så synes hun, at det er vigtigt at tage sig af skilsmisseramte børn, så de ikke føler sig alene.

»Alle børnene skal vide, at der er en voksen i deres liv, som de kan komme til, hvis der er noget,« siger hun.

Pædagogen Trine Boel Nielsen mener, at hendes opmærksomhed på børnenes trivsel altid er til stede, med eller uden skilsmisseplaner.

»For mig vil der altid være opmærksomhed på barnet. En plan vil ikke sikre en god håndtering og opmærksomhed på barnet. Det vil en god grundkultur i institutionen derimod. Har vi en kultur, hvor vi siger tingene til hinanden i institutionen, så ser vi også det ske mellem forældre, børn og pædagoger. Det er en ledelsesopgave at finde ud af, hvad kulturen er, og om den fungerer,« siger Trine Boel Nielsen, der selv har en fortid som daglig leder.

Om forsker Anja Marschall

• Hun er cand. Pæd. og er i dag adjunkt på pædagoguddannelsen på Campus Carlsberg.
• Hun har forsket i delebørn siden 2011 og har skrevet bogen ’Børn og skilsmisse’ fra december 2016 for at formidle viden om, hvordan det er at leve et dobbeltliv som barn, hvor mor og far ikke længere er sammen.
• Hun har talt med delebørn mellem 8 og 12 år. De danner rammen for både hendes ph.d.-afhandling ’Kan børn deles’ og bogen ’Børn og skilsmisse’.