Pædagog bag læreplanstema: Børnenes udvikling er grundstenen i vores arbejde

Ulla Pallisgaard er pædagog i institutionen Mejruphus i Holstebro. Hun har arbejdet med læreplanstemaet ’Alsidig personlig udvikling’, blandt andet med det læringsmål, at alle børn skal udfolde, udforske og erfare sig selv og hinanden på både nye og kendte måder.
Hvad er det vigtigste i dit læreplanstema?

»Det allervigtigste for mig er begrebet livsduelighed. Når man taler om daginstitutioner, er der ofte fokus på læring og på at gøre børn skoleparate. Men i masteren og i diskussionerne i vores arbejdsgruppe har det også handlet om at gøre børn parate til livet – ikke bare til skolesystemet.«

»Nogle andre vigtige begreber er engagement, gåpåmod og deltagelseskompetence, som også er overskrifter i vores temabeskrivelse. Alle de tre ord rummes egentlig i begrebet livsduelighed, og derfor synes jeg, at det er det væsentligste.«

Hvordan kan pædagogerne bruge det i hverdagen?

[caption id="attachment_27953" align="alignright" width="300"] Pædagog Ulla Pallisgaard har deltaget i den arbejdsgruppe, der har diskuteret læreplanstemaet 'Alsidig personlig udvikling'. Foto: Jens Bech[/caption]

»Når man arbejder med pædagogik, drejer det sig generelt om at få defineret ord og begreber, så man er enig om, hvordan man arbejder med dem. Derfor handler det om, at institutionerne får foldet begrebet livsduelighed ud og får defineret, hvad man egentlig tænker på, når man siger ’alsidig personlig udvikling’.«

»Når det er sagt, er børnenes alsidige personlige udvikling hele grundlaget for relationsarbejdet i en daginstitution. Det er noget, vi arbejder med hele tiden i de små rutiner, vi har; når vi spiser, når vi har aktiviteter, når vi er på legepladsen, når vi kommunikerer med børnene, og når vi spejler deres udtryk og følelser. Man kan sige, det er grundstenen i vores arbejde.«

Hvad er dit fingeraftryk?

»Jeg kan ikke pege på et bestemt ord eller en bestemt sætning, jeg har bidraget med. Og det er heller ikke det væsentligste for mig. Det har været enormt interessant at sidde med i arbejdsgruppen og diskutere med forskellige faggrupper, og når jeg ser resultatet, kan jeg sige: Det her arbejde står jeg inde for.«

»Jeg er glad for, at nogle af de tanker og begreber, jeg synes er væsentlige, er kommet med i det her tema. Eksempelvis livsduelighed, men også gåpåmod. For det er faktisk ret væsentligt i børnenes fremtidige liv, at de bliver i stand til at tåle modgang, håndtere konflikter og klare sig i usikre situationer.«


Pædagogiske læringsmål for 'Alsidig personlig udvikling'
  • Læringsmiljøet understøtter, at alle børn udfolder, udforsker og erfarer sig selv og hinanden på både kendte og nye måder på tværs af bl.a. aldersmæssige, kønsmæssige, sociale og kulturelle kategorier
  • Læringsmiljøet understøtter samspil præget af tryghed og nysgerrighed, således at alle børn udvikler engagement, livsduelighed, gåpåmod og kompetencer til deltagelse, også i situationer, der kræver fordybelse, vedholdenhed og prioritering

Kilde: En styrket pædagogisk læreplan: Arbejdsgruppernes udkast til temabeskrivelser, brede pædagogiske læringsmål og punkter om det gode læringsmiljø.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.