Line åbnede børnehjem på Filippinerne: Børn blev behandlet som skrald

Lines telefon ringer i efteråret 2014. Det er Camilla Bylling fra den anden side af ­jorden. Line Venø Pedersen er netop hjemvendt fra udlandspraktikken på Cebu på Filippinerne, men hendes medstuderende Camilla er der stadigvæk. Camilla ringer fra sit værelse på få kvadratmeter, der er fyldt op med fem drenge fra gaden. Hun har netop hentet dem på politistationen, efter at de havde været en del af et blodigt gadeslagsmål. Camilla fortæller Line, at en betjent har sagt: ’Hvis ikke du får dem væk fra gaden, så kan jeg ikke sikre dig, at de er her i morgen’.

Den episode og oplevelserne i praktikken blev startskuddet til, at de to etablerede børne­hjemmet Bylling Foundation, opkaldt efter Camilla Bylling, i 2014.

»For os var der intet andet at gøre end at tage sig af de her drenge. Give dem et kram, mad og en varm seng at sove i. Da jeg tog hjem fra Cebu, kunne jeg mærke, at jeg ikke var færdig med at arbejde med de børn. Efter at Camilla havde ringet til mig, tog det fart,« for­tæller Line, der siden 2014 næsten uafbrudt har været på Cebu. Hun har lige været i Danmark i et halvt år, men er nu tilbage på Bylling Foundation, hvor Børn&Unge møder hende.

En ny hverdag

Bylling Foundation er placeret i området Banawa i Cebu City, som er en storby med bombastiske shoppingcentre, tårnhøje bygninger med store, prangende facader og hvide taxaer, så langt øjet rækker. Og så er der kontrasten – det fattige Cebu, hvor udsultede børn tigger ved lyskryds og banker på bilruderne med små, beskidte knoer, og hvor kvinderne sidder på et stykke pap i vejkanten og ammer deres nyfødte.

Banawa ligger ned ad en snoet sidevej, hvor folk går midt på gaden. Her er et åndehul fra trafikken fra det pulserende Cebu City. Børnehjemmet er en del af en klynge af huse, der bevogtes af en vagt. Huset er et tre etagers murstenshus i god stand.

Line sidder på gulvet i skrædder­stilling, gravid i 5. måned, med sin filippinske kæreste. Hun lever sig helhjertet ind i et spil kalaha mod 12-årige Joven med både klask på låret, når hun taber, og aner­kendende ord, når han vinder. Line er omringet af drenge og en enkelt pige. De sidder alle sammen i stuen, som er højst 20 kvadratmeter og sparsomt indrettet. Der står en slidt cognac­farvet lædersofa i hjørnet, som tre af de mellemste drenge slænger sig i. Her er et fladskærms-TV og en PlayStation, doneret fra Danmark. Der ligger brætspil og kort oppe på hylden, og der står et skrivebord med en computer. Og en ventilator selvfølgelig. Det er 32 grader udenfor. Line kender alle børnene fra sin praktiktid. Hun var i praktik på et drop-in center for børn mellem 5 og 18 år. De kom direkte fra gaden, de fleste som lim­sniffere. Derudover var flere af dem seksuelt misbrugte og forladt af deres familie. Det var en hård praktiktid, som Line og syv andre studerende blev kastet ud i helt alene fra første dag.

»Vi var alene med alle børnene og stod for alle aktiviteter på praktikstedet. Børnene var alvorligt påvirkede af stoffer, da de kom ind. Vi oplevede på et tidspunkt, at en lille pige havde taget en overdosis, så hun gik i krampe med fråde ud af munden. Det var rigtig hårdt,« siger Line, der efter praktikopholdet klagede til VIA University College over de udfordringer, hun oplevede i praktikken.

Sov på gaden

Ved siden af de timer, Line tilbragte på praktikstedet på Cebu, udførte hun frivilligt arbejde. Hun kunne bare ikke slippe gadebørnene.

»I vores fritid lavede vi ikke andet end at være på gaden og bruge tid sammen med børnene. Det, som vi så på drop-in centeret, var kun en brøkdel af det, der foregik. Vi var ude og se, hvor familierne sov, og hvad det var for nogle gadehjørner, de valgte fremfor andre. Jeg fik en viden om helheden i, hvad det vil sige at være gadebarn,« fortæller Line, der også prøvede at overnatte på gaden sammen med nogle af gadedrengene og Camilla.

Siden 2014 er der sket meget. I dag er det Line, der sidder på lederposten i Bylling Foundation sammen med partneren Christina Ahler i Danmark. Camilla er af personlige årsager ikke tilknyttet børnehjemmet længere. I løbet af årene er det lykkedes at finde sponsorer til børnehjemmet, så de faste medarbejdere på børnehjemmet får løn. Line selv får stadig ikke fast løn. Hun har tilsidesat livet i Herning for at redde de gadebørn, som bliver spyttet efter og sparket til på gaden. Børnene bliver behandlet som skrald, fortæller Line.

»Hernede er gadebørnene ikke noget værd. Almindelige mennesker går på vej til deres arbejde forbi de her udsultede børn, der ligger på kantstenene. Det er uhyggeligt, og det gjorde ondt i mit pædagoghjerte fra starten af, at ingen tog sig af børnene,« siger Line.

Dansk pædagogik

I Bylling Foundation bor der 10 drenge og en enkelt pige. De er mellem 3 og 17 år. Alle har oplevet svigt og har boet på gaden.
En af de drenge, der bor på Bylling Foundation, er Joven på 12 år. Han voksede op med en far, der var stofafhængig, og ældre brødre, der røg ind og ud af fængslet i forsøg på at stjæle mad til familien. Som seksårig blev Joven afhængig af at sniffe lim og begyndte at hænge på gaden.

Hverdagen som tigger og limsniffer var skyld i, at Joven nær mistede livet, da han legede på vejen og blev ramt af en jeepney. Personalet i Bylling Foundation tog sig af ham, bragte ham til hospitalet, finansierede medicinen og sørgede for, at Joven overlevede. Det er vigtigt for Line, at børnene fungerer optimalt, både fysisk og psykisk. Derfor sørger de for alt til børnene, lige fra skolegang til psykologhjælp, kost og logi.

»Vores måde at være på overfor børnene er meget utraditionel på Filippinerne. Vi implementerer den danske pædagogik og giver danske værdier videre til børnene. Det er på grund af vores forhold til børnene, at vi er nået så langt med dem,« fortæller Line.

Skaber et hjem

Man kan mærke, at Bylling Foundation er et hjem, fra det sekund man træder ind. Der er en løssluppen ­stemning, hvor børnene både kan stikke til hinanden med kække kommentarer og joke med personalet. De fleste af drengene er teenagere, men der er også to små på tre og fire år, Niño og Aye. De er ikke biologiske søskende, men leger sammen de fleste af døgnets vågne timer og både krammer og diskuterer, som var de søskende. Den 27-årige Line er den omsorgsfulde figur, som drengene løber hen til, når de har brug for en god snak, et knus eller føler et behov for at kysse hende på armen. Børnehjemmet bugner ikke af legetøj. Men snart ankommer en container fra Danmark med legetøj, møbler og undervisningsmateriale, sponsoreret af folk fra Danmark.

»Det er virkelig dejligt, fordi vi ikke har råd til selv at finansiere så meget udover de faste udgifter. Men for os kommer det heller ikke an på, hvad og hvor meget vi har af materielle ting. Det handler om det, vi gør for børnene,« siger Line, der det seneste halve år har været i Danmark for at samle sponsoreret habengut til børnehjemmet. Derudover har hun arbejdet på institution i Herning.

På Bylling Foundation er der foruden Line ansat to housemoms, der laver mad og følger børnene i skole, og en housedad, der holder vagt om natten. Derudover er der tilknyttet en socialrådgiver, en lærer og ’caretakers’, der fungerer som børnenes ’legeonkler’ ved at lave aktiviteter med dem.
Børnehjemmet har også frivillige danskere på besøg i mindst to måneder ad gangen, og det er ofte uddannede pædagoger.
Line selv er ansvarlig for personalekontakt, børnenes læreplaner og økonomien. Lines lillesøster har påtaget sig Lines opgaver, imens hun var i Danmark. Der er altid en dansker til stede, så den danske pædagogik er og bliver ved med at være en del af børnehjemmet.

En varm stank

Bylling Foundation tager en gang om ugen til slumområdet Pier 3 i Colon på Cebu, hvor flere af børnene er vokset op. Børn&Unge tager med tre af børnene og tre ansatte til Pier 3. 17-årige Christ er en af de børn, der er vokset op i Pier 3 og tager ned derhen. Line bliver hjemme, da de bakterier, der florerer i luften i Pier 3 ikke er for gravide.

Da vi stiger ud af taxaen, trænger et utal af lugte ind i næsen. Den røgede duft fra de små gadekøkkener mænger sig med lugten af affald og urin. Der er 32 grader i skyggen, og solen står på sit højeste, så lugtene rammer vores ansigter som varmen fra en brandvarm ovn, man åbner med sit nysgerrige ansigt lidt for tæt på.

Vi står for enden af en lang gade med "huse" på begge sider. Huse i gåseøjne, fordi det ikke er andet end træplader, presenninger og lagner fra lossepladsen. Der er børn overalt. De løber rundt på bare fødder, møgbeskidte fra top til tå med misfarvede og hullede T-shirts og sorte fortænder. Børnene ser ud til at lege med hinanden uden rigtig at have en leg.

Vi møder Christs far, som tydeligt er påvirket af stoffer med sine blanke øjne, store pupiller og stenede blik. Far og søn hilser ikke på hinanden. Vi møder en lille dreng, der leger med en ødelagt rulleskøjte. Han ruller rundt på én fod og prøver at holde balancen.

Christ fører os ind til venstre igennem en meget smal gang, hvor der bor familier på hver side. Herinde bliver lugtene skruet 20 procent op, for den gade, vi står i, er også beboernes toilet.
Vi går op ad en vakkelvorn træstige, og efter et par trin ser vi Christs gamle hjem. Det er ikke større end otte kvadratmeter. Der er intet legetøj eller møbler. Kun en slidt reol med lidt tøj. ’Køkkenet’ er en træplade og to store gryder med afbrændt ris i bunden. Her bor nu en far med syv børn.

Det er vilkårene, som børnene fra Bylling Foundation er vokset op i. Nu lever de i et hus med tag over hovedet, har en seng hver med nye madrasser og får varm mad hver dag. Når man står i Christs gamle hjem, virker stuen med den slidte sofa på børnehjemmet som et fem stjernet paradis af et hjem.
Det kan virke håbløst, når man ikke kan tage alle børn med hjem og give dem omsorg og et rigtigt hjem, siger Line.

»Vi kan ikke redde alle gadebørn hernede, men vi gør virkelig et forsøg, og det vil vi blive ved med,« siger Line Venø Pedersen. Til september flytter hun permanent til Filippinerne med sin kæreste og deres på det tidspunkt nyfødte søn.

Tag med Børn&Unge Podcast til Filippinerne og hør Lines historie