Guide: Sådan hjælper I overvægtige børn

Overvægt er et stigende problem også blandt børn. Læs guiden og bliv klogere på, hvordan I kan hjælpe både børn og familier med at få mere sundhed i dagligdagen.

Der er et kæmpe forebyggelses- og behandlingspotentiale i at få daginstitutionspædagoger til at være mere opmærksomme på overvægt blandt de yngste børn.

Det mener Lene Michaelsen, der er chef for Center for Børn og Unges Sundhed i København. Hvert år får centret omkring 450 børn i alderen 2 til 16 år i behandling for overvægt.

Men alene i aldersgruppen 2 til 5-årige, er der i kommunen 660 børn med svær overvægt skønner, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Og pædagoger møder mange af dem.

»I dag er det primært sygeplejersker og læger eller forældrene selv, som henvender sig til os om et barns overvægt og med ønske om behandling til barnet. Vi så gerne, at også pædagoger kontakter os mere, end de gør i dag. De har jo den daglige kontakt med både børn og forældre,« siger Lene Michaelsen.

For at oplyse pædagogerne om overvægt og guide dem i at tage dialogen med børnenes forældre tager sundhedspersonale fra Center for Børn og Unges Sundhed ud til mange københavnske daginstitutioner.

Sygeplejerske Mette Juel Blichfeldt er en af centerets behandlere. Hun gennemfører samtaler med de overvægtige børns forældre og informerer om overvægt i børnenes institutioner.

»Vi vil gerne hjælpe pædagogerne til at kunne spotte børnene tidligt. Og så taler vi om, hvordan både forældre og institution kan skabe sundere vaner og derved bedre trivsel for børnene. Børn skal ikke på slankekur, men forældre og institutioner kan med små kostjusteringer og motion støtte børnene i at blive sundere,« siger hun.

Overvægt blandt de yngste børn opfattes af mange som noget, børnene vokser fra, men forskning viser, at tidlig fedme ofte følger børnene gennem hele barndommen og ind i ungdomslivet med flere sundheds- og trivselsudfordringer til følge.

»Nogle overvægtige børn oplever mobning, og nogle har svært ved at deltage i legen på lige fod med deres venner. Det kan præge dem længe. Og så er der risikoen for diabetes og andre følgesygdomme,« siger Mette Juel Blichfeldt.


3 klassiske forældreundskyldninger

Og hvordan I kan svare.

  1.  ’Vi er så pressede på tid og skal jo nå på arbejde, så det er hurtigere at køre børnene i bil til og fra institution’

Svar: Jovist, men så sørg for at cykle længere ture i weekenden.

  1. ’Grøntsager tager lang tid at skrælle og snitte. Det er nemmere at stikke dem en kiks som eftermiddagsmad’.

Svar: Men I kan jo skrælle gulerødder til flere dage og lade dem stå klar i køleskabet.

  1. ’Vi har ikke tid til at lege ude efter maden’.

Svar: Bliv lidt længere i gården eller haven, inden I går indenfor, eller tag maden med på legepladsen.

5 lette i institutionen
  • Servér grøntsagssnacks ved samling fremfor frugt. Stave af gulerod, peberfrugt eller rød peber er et godt alternativ til sukkerholdig frugt.
  • Pas på med for meget stivelse i frokosten. Er der ris og kyllingefrikadeller på menuen, kan brødet fint erstattes med ekstra grøntsager.
  • Drop smør på brødet.
  • Afled børn, der har tendens til at overspise, spise hurtigt eller spise for meget. For eksempel ved at tale med dem under frokosten, eller lad dem starte måltidet med vand og gnavegrønt.
  • Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for børn om mindst 60 minutters fysisk aktivitet om dagen, og sørg under bevægelseslegene for mindst tre gange at få pulsen op.

Læs hele guiden i Børn&Unge nr. 11 her (åbner nyt link)

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.