Årets dagtilbud bryder rutiner og regler

Børn&Unge har besøgt Grangård i Jelling, der netop er kåret som Årets dagtilbud 2017. Institutionen har formået at rive sig løs fra rutiner og 'plejer' og i stedet satse på pædagogiske læringsmiljøer i forandring. Det giver et arbejdsmiljø båret af engagement og begejstring og et læringsmiljø båret af børns spontanitet og mangfoldige idéer.

Den integrerede institution Grangård i Jelling ved Vejle er den 11. december 2017 blevet udnævnt til Årets Dagtilbud. Børne- og socialminister Mai Mercado (K) overrakte prisen, der blev uddelt for første gang sidste år, og som er stiftet, fordi Børne- og Socialministeriet sammen med BUPL og FOA ønsker at anerkende det pædagogiske personales arbejde.

Årets tema var 'Pædagogisk Læringsmiljø med børneperspektiv', og dette tema er Grangård et glimrende forbillede for, mener den fagkomite, der har vurderet indstillingerne.

Institutionen Grangård har hjemme på en firelænget gård med tre tønder land legeplads, opdelt i alders- og læringsrum. Personalet har både inde og ude skabt kreative miljøer, der understøtter og udvikler børnene sanseligt, motorisk, kulturelt, kreativt, intellektuelt og følelsesmæssigt. Det har sammen med et højt fagligt niveau, båret af engagement og begejstring, overbevist fagkomiteen.

»Det er vi selvfølgelig særdeles stolte over,« siger Grangårds leder Lone Hagensen.

Vundet en guldmedalje

Børn&Unge besøger Grangård få dage før prisuddelingen, hvor børnene nok kan mærke, at noget stort er i gære.

»Ja, de har fået at vide, at vi har vundet en guldmedalje. Det kan de forholde sig til,« smiler lederen.

Børnene har selvfølgelig bundet en rigtig »dronningebuket« til ministeren. Den består af selvlavede stjerner, fremstillet af genbrugsmaterieler og skabt i ét af Grangårds værksteder.

»Vore læringsmiljøer er foranderlige, og vi er gode til som kolleger at bakke op om hinandens ideer, også hvis de viser sig ikke at holde vand. Det lærer børnene jo også af. Det vigtige er, at det skal bæres af vores egen begejstring og nysgerrighed: Kan man for eksempel strikke et komfur af ståluld? Dette engagement skal vi have, både når vi selv får ideer, og når vi fanger børnenes ideer og virkeliggør dem. Og det har vi, fordi vi ikke bare gentager alt det, vi har prøvet før,« siger pædagog Charlotte Caspersen.

Bryder regler og rutiner

Forældrene ved, at med Grangårds holdning til udviklende læringsmiljøer, kan de vente sig lidt af hvert. »Grangård søger døde dyr,« lød det således for kort tid siden, og forældrene stod nærmest i kø for at aflevere døde dyr, dog ikke hunde og katte, som institutionen havde frabedt sig.

»Ja, vi fik endda en rimelig stor grævling. Baggrunden var, at nogle børnehavebørn snakkede meget om dyr og skeletter, og så måtte vi jo fjerne skind og koge skeletter af. Det var børnene med til, og de lærte en masse undervejs,« fortæller Lone Hagensen.

På Grangård vil de ikke have meningsløse rutiner og være bundet af regler. Her udvikler der sig løbende nye læringsmiljøer, der har deres tid og så erstattes af nye.

Pædagogerne supplerer og hjælper hinanden på tværs af børnegrupper, for en pædagog er måske god til teater, en anden til natur og dyr, og på den måde bruges ressourcerne på tværs, og børnene lærer, at ikke alle er lige gode til alt. Det kan de selv bruge i atelieret, i træværkstedet eller hvor de ellers udfolder sig.

Dokumentation giver sammenhæng
På væggene i Grangård hænger dokumentation i form af store fotos og små tekster, der fortæller, hvad der arbejdes med og hvordan, i forhold til læreplanerne.

Det giver ideer videre internt, og det fortæller forældrene om, hvad der sker i institutionen. Og da alt er i børnehøjde, kan oplevelser i et læringsprojekt fastholdes for børnene.

Det skaber sammenhæng i institutionens hverdag, hvor væggene er én stor opslagstavle med dokumentation og gengivelse af værdiordene: Nærvær, fællesskab og nysgerrighed.

»Alle på Grangården skal kunne følge med i, hvad der sker hvor,« fortæller Lone Hagensen.

Transparent pædagogik

Institutionen i Jelling består af omkring 20 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn. Både vuggestuen og børnehaven er opdelt i aldersgrupper, men de enkelte læringsmiljøer er bevidst blandet, så alle kommer rundt i huset. Således har Grangård et motorikrum oppe på førstesal, og selv om vuggestuen og de yngste børnehavebørn har grupperum på stueplan, bevæger de sig mindst én gang om ugen i mindre grupper op og får kropslige erfaringer i motorikrummet.

Det er dog ikke kun børnene, der kommer rundt, det gør pædagogerne også. Der rokeres omtrent hvert andet år, så pædagoger i deres arbejde udlever nye sider ved at komme i en ny gruppe, og så børnene oplever andre voksne med andre faglige ressourcer.

På Grangård er man ikke ansat i en børnegruppe men i hele huset, og man kommer i hele huset. Det er med til at skabe en fasttømret personalegruppe, og det gør det nemmere at fastholde en kultur med transparent pædagogik og meget høj grad af refleksion og feedback, hvor man som noget helt naturligt kan spørge hinanden: 'Hvorfor gjorde du sådan?' - Uden at være bange for, at det opfattes forkert.

»Det kan vi gøre, fordi vi kender hinanden så godt, og fordi vi jo alle gerne hele tiden vil blive bedre til vort arbejde og inspireret af hinanden,« siger pædagog Charlotte Caspersen.

Stærkt forældresamarbejde

Også et tæt forældersamarbejde er en stor styrke i Grangård. Forældrene har eksempelvis oprettet en ressourcebank, hvor pædagogerne i en mappe kan slå op og se, hvem der tilbyder hvad. Virksomheder eller måske en frugthave kan besøges, der kan tilbydes børnene særlige oplevelser.

Under Børn&Unges besøg er en mormor på kommet for at læse historie op.

»Vi vil gerne, at forældrene føler, de er en del af fællesskabet, i det øjeblik, de første gang træder ind på institutionen sammen med deres barn,« siger leder Lone Hagensen.

Grangård har skabt deres egen måde at være integreret institution på, og nu har børnehuset i udkanten af Jelling så fået papir på at være Årets Dagtilbud.

Indstilling til hæderen kom fra forældrene, og det var et fagudvalg bestående af repræsentanter fra BUPL, BUPL’s Lederforening, FOA, KL, BKF, FOLA, Professionshøjskolerne, en pædagog, en dagplejer og en pædagogisk konsulent, der vurderede stedets faglige niveau og dets 'Pædagogiske Læringsmiljø med børneperspektiv'. Og fagudvalget kunne lide, hvad det så, da de besøgte institutionen i byen, hvor Jellingehøjene og runesten fortæller om fortiden, men hvor det er fremtidens borgere, der får en god start på livet i den integrerede institution Grangård.

Leder Lone Hagensen og pædagog Charlotte Caspersen, Grangård: »I vores skabelse af læringsmiljøer gentager vi ikke det, vi har prøvet før. Vi forholder os til hinanden og finder sammen med børnene løbende på nyt. Det er med til at skabe smittende begejstring i stedet for kedelige rutiner.«

Læs mere om institutionen Grangård her.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.