Vi har brug for et nyt sprog, når børn og unge skader 

Egentlig er det lidt nogle ’småting’, som pædagogen Marie selv kalder det, når børnene slår, kradser og bider. De er kun tre-fire år gamle, og der er grænser for, hvor ondt det kan gøre. Men alligevel skal pædagoger blive bedre til at diskutere det, som Arbejdstilsynet kalder vold og trusler, mener hun.

”Det påvirker jo én mentalt, når børn bider og slår,” siger Marie, som gerne vil være anonym. Børn&Unge kender hendes fulde navn.

Læs hele Maries historie i Børn&Unge nr. 8/2024

Kan man tale om vold, når et børnehavebarn kradser, bider eller slår fra sig? Er det en trussel, når en pædagog i SFO’en bliver mødt med ordene ’jeg slår dig ihjel’? Er det et overfald, hvis en elev i udskolingen uden varsel kaster med en stol?

Nej, mener flere kilder, som Børn&Unge har talt med. 

Vi mangler et pædagogisk sprog

Alligevel er det ofte ord som vold og trusler, der bliver brugt til at forklare hændelser, hvor pædagoger kommer til skade, mens de er på arbejde.

Der er brug for et nyt sprog, hvis vi for alvor skal forstå børn og unges handlinger og forebygge, at de går over grænsen. Det mener blandt andre Claus Munch Drejer, ph.d. i samfundsvidenskab, som for nylig har afsluttet forskningsprojektet ’Stop skolevold’.

”Vi mangler et pædagogisk sprog for at tale om de her ting. Vi kan godt overtage ord fra juraen og kriminologien, men de bliver malplaceret, når vi taler pædagogik,” siger Claus Munch Drejer, der selv foretrækker at tale om skadende handlinger frem for vold.

Læs også: Sådan kan I arbejde forebyggende med vold og trusler

Børn og unge skader ikke med vilje

Elisa Rimpler, formand for BUPL, mener også, at det er nødvendigt at differentiere mellem vold i en arbejdsmiljøkontekst og børns skadende handlinger.

”Vi skal passe på med at komme til at overtage begreber og bruge dem om det, der foregår i en pædagogisk kontekst. Børn og til dels unge er et sted i deres udvikling, hvor man i udgangspunktet ikke kan tale om, at de skader andre med intention eller forsætlighed,” siger hun.

Et meget, meget højt tal

At der er grund til at tale om pædagogers oplevelser med at blive udsat for skadende handlinger, viser data fra Arbejdstilsynets undersøgelse NOA-L, som tager temperaturen på danske lønmodtageres arbejdsmiljø. Her svarer godt hver fjerde pædagog, at de i løbet af det seneste år har været udsat for vold, mens de var på arbejde.

”Det er et meget, meget højt tal. Og et tal, som man ikke ville acceptere på andre typer arbejdspladser,” siger Claus Munch Drejer.

Læs også: Pas på: Det unormale kan blive normalt

Også Cathrine Nielsen, der er kandidat i pædagogisk psykologi og underviser på den pædagogiske efter- og videreuddannelse på professionshøjskolen UCN, vurderer, at tallet er alt for højt.

”Det siger mig, at alt for mange pædagoger har et for dårligt arbejdsmiljø. Det siger mig også, at der er alt for mange børn, som med samme terminologi kunne siges at have et dårligt arbejdsmiljø. For mange børn mistrives i for høj grad eller tilbydes ikke de rammer, de behøver, for at kunne trives og have det godt,” siger hun.

Problemerne kommer til udtryk gennem børnene

Cathrine Nielsen underviser i professionel relationskompetence og har blandt andet fokus på børn, der er udadreagerende eller på andre måder har en uhensigtsmæssig adfærd. Hun slår fast, at når børn og unges adfærd og reaktioner er voldsomme, er det udtryk for, at de har det dårligt indenfor de rammer, de har.

”Børn udvikler sig i relation med andre, især voksne. Hvis de ikke tilbydes tilstrækkelig støtte, kan det på sigt vise sig som uhensigtsmæssig adfærd. Det er børnene, som problemerne kommer til udtryk igennem, men problemerne skyldes i højere grad de rammer, som man giver børnene og de voksne,” mener hun.

Pædagoger er særligt ramt

Arbejdstilsynets undersøgelse viser, at pædagoger i højere grad er udsat for skadende handlinger end de faggrupper, de arbejder sammen med, eksempelvis lærere eller pædagogmedhjælpere. Den forskel hører Elisa Rimpler også om fra pædagoger og ledere, blandt andet på skoleområdet, hvor pædagoger på andre måder end deres kolleger er forpligtet til at gå ind i konflikterne.

”Som pædagoger har vi en faglighed, der ikke accepterer, at børn er på tålt ophold, ikke får hjælp eller står stille i deres udvikling. Vores uddannelse fordrer, at vi går ind der, hvor det er svært, og prøver at hjælpe, understøtte og være nysgerrige på, hvad der er på spil for barnet eller den unge. Vi går i front i det relationelle arbejde, og dermed sætter vi os selv i en ekstra udsat position,” siger Elisa Rimpler.

Den opgave bliver ifølge hende sværere, når der er for store børnegrupper, for få pædagoger, for lidt faglighed og manglende tid til at udøve den faglighed.

”Det er helt horribelt at tænke på, at pædagoger både har for lidt tid til det relationelle arbejde og alt for ofte ikke får forberedelsestid, tid til at gøre iagttagelser eller tid til kollegial supervision. Det er så vigtigt for den forebyggende indsats, at når vi spotter et problem, så står vi ikke alene med opgaven, men løser den kollektivt,” tilføjer Elisa Rimpler.

Forebyggelse er en pædagogisk kerneopgave

I virkeligheden ligger det indenfor pædagogers kerneopgave at forebygge voldsomme og skadende hændelser, mener Cathrine Nielsen fra UCN. Hvis man som pædagog vel at mærke har mulighed for at udføre det stykke arbejde, man er uddannet til at varetage.

”Pædagoger er dygtige til at være i udviklingsstøttende samspil med børn og unge og til at skabe gode relationer til dem i praksis. Problemet opstår, hvis man som pædagog oplever at være spredt for tyndt ud og bruger størstedelen af sin tid på at slukke ildebrande. Så man ikke kan tage hånd om de børn og unge, man har ansvaret for,” siger Cathrine Nielsen.

Hvis skaden er sket, og de voldsomme hændelser allerede har fundet sted, er det ifølge Claus Munch Drejer afgørende at anerkende det. I forbindelse med sit projekt om skolevold har han flere gange oplevet, at skadende handlinger er blevet forsøgt fejet ind under gulvtæppet, fordi man som institution ikke vil forbindes med en bestemt adfærd.

”Når kommunikationen mellem to mennesker går galt, kan det resultere i fysisk eller psykisk skadende handlinger. Det skal vi kunne tale om på en naturlig måde og have en politik for at reagere på, så vi kan bakke ordentligt op om dem, der er impliceret i hændelserne,” siger han.