TV-dokumentar viser forrået virkelighed: Børnene var som vilde dyr

En lille pige får en finger i klemme i døren ind til vuggestuens soverum. Hun bryder ud i høj gråd og går over til den eneste voksen på stuen, en mandlig pædagogmedhjælper, der har travlt med at vaske bordene af efter frokosten.

’Jeg har sagt, du ikke skal åbne døren,’ siger han og fortsætter med at vaske bordene af.

Den lille pige går fire gange grædende hen til ham uden at blive trøstet. Til sidst giver hun op.

Et andet klip viser børn på en børnehavestue, der ligesom i romanen Fluernes Herre ser ud til at leve et liv stort set uden voksenindblanding: Børnene slås, driller hinanden, ødelægger det for dem, der sidder og leger, og nogle børn gør sig usynlige og gemmer sig i den voldsomme tumult.

Begge situationer optræder i TV2’s dokumentar ’Daginstitutioner bag facaden’, der bliver vist tirsdag den 28. maj kl. 20.00.

Dokumentaren viser glimt fra to københavnske institutioner, der på ingen måde kan siges at leve op til intentioner om at give børn en tryg hverdag, hvor de bliver mødt, anerkendt og får mulighed for at udvikle sig.

Det var så voldsomt

Psykolog Lone Hygum medvirker i dokumentaren som ekspert. Hun arbejder i PPR og har i 15 år haft sin gang i daginstitutioner. Hun har ikke kun set de udvalgte klip fra dokumentaren, hun har også set mange timer af det baggrundsmateriale, der ikke kom med i den endelige udgave.

»Det er meget fair klippet, det afspejler virkeligheden. Det er ikke manipuleret,« lyder Lone Hygums vurdering af de optagelser, der har fundet vej til dokumentaren.

Da Lone Hygum første gang skulle se optagelserne fra de to institutioner, blev hun filmet samtidig, så man kunne se hendes reaktioner på klippene. Dokumentaren viser en både overrasket og berørt psykolog. Inden hun skulle se klippene, havde hun tænkt, ’at de ikke kunne vise mig noget, jeg blev overrasket over’.

»Men når man ser det opsummeret, det var så voldsomt. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det kunne være så voldsomt for mig,« siger hun.

Noget af det, der overraskede hende mest, var børnelivet i den børnehave, hvor børnene stort set gør, som det passer dem.

»Børnene løber uregulerede rundt, som vilde dyr. Og de voksne siger: ’Nej, stop det. Lad være med at tage kvælertag,’ i stedet for at der er en proaktiv pædagogisk strategi. Man tænker, hvor er de voksne henne. Der er helt forladt for voksne – medmindre de lige kommer og hiver nogle børn fra hinanden. I de lange, lange klip, jeg har set, er de voksne ude af billedet. Der er ingen voksne,« siger Lone Hygum.

Fortæl ham, hvordan man gør

Den forråelse, som ’Daginstitutioner bag facaden’ skildrer, kan blandt komme af, at daginstitutionerne er blevet udsultet gennem mange år, og at pædagogfaget ikke har særlig høj status, og at der også er uuddannede voksne i institutionerne, mener Lone Hygum.

Hun peger på den unge mandlige pædagogmedhjælper, ham fra artiklens indledning, der ikke trøster den lille pige, der har fået fingeren i klemme.

»Hvorfor er der ikke nogen voksne, der har fortalt ham, hvordan man gør det her? Hvorfor er der ikke en kultur, der laver noget sidemandsoplæring, eller sørger for at vise de uuddannede, hvad man skal gøre, når man er sammen med små børn? Han har fået at vide, at han skal vaske borde af, tænker jeg, og det har han fokus på,« siger Lone Hygum.

»Det kan løbe af med alle mennesker, vi kan alle sammen blive presset derud, hvor man ikke handler hensigtsmæssigt, men så skal vi sikre, at der er nogle pædagogiske strukturer, hvor man legitimerer, at man kan reflektere over sin praksis, og at det er trygt i hverdagen at spørge kollegaer: ’Hvorfor gjorde du sådan der? Det undrer jeg mig over. Kunne jeg have hjulpet dig?’,« siger hun.

Lone Hygum understreger, at der er rigtig mange gode institutioner i Danmark:

»Det her er bunden. Men der er institutioner, der udvikler sig dysfunktionelt og kommer til at ligne den institution, vi ser i dokumentaren. Og det tænker jeg, der er over hele landet.«

Ekspert: Jeg kan ikke genkende det

Pernille Juhl er lektor på Center for Daginstitutionsforskning på RUC og har gennem 10 år jævnligt været ude i daginstitutioner for at observere. Hun har kun set et enkelt klip fra TV2’s dokumentar, hvor en utrøstelig lille pige, der er ved at blive kørt ind i en vuggestue, bliver afvist, får skæld ud og bliver kaldt ’en lille egoist’ af en pædagogmedhjælper.

»Det skærer jo i hjertet som forsker, som tidligere pædagog og som forælder. Og det er fuldstændig uacceptabelt, det er klart.«

Hun får refereret essensen af dokumentaren, den forråelse og mangel på omsorg, der gennemsyrer klippene.

»Jeg kan slet ikke genkende det. Jeg har slet ikke set noget bare tilnærmelsesvist lignende i de mere end 10 år, jeg har forsket i det her,« siger hun og påpeger, at hun lige i øjeblikket tilbringer flere dage om ugen i vuggestue for at observere.

»Jeg har selvfølgelig set spidsbelastningssituationer, hvor der er syge blandt personalet, færre ressourcer på arbejde, pressede perioder, ekstra mange små børn, der skal køres ind, hvor situationer kan spidse til. Men jeg har aldrig nogensinde oplevet forråelse,« siger hun.

»Jeg har oplevet, at pædagoger og medhjælpere har strakt sig langt ud over det, man kunne forvente, og så er det gået ud over dem selv bagefter, hvor de har følt sig meget på overarbejde.

Men jeg har aldrig set det gå ud over børnene på den måde, vi ser her.

Ser du ikke kun den pæne side af institutionerne, når du er ude og observere?

»Det tror jeg ikke, for jeg er der i så lange perioder, så jeg får også lov at se, når der er spidsbelastning. Jeg ser masser af episoder, der kunne være gjort anderledes, men der er langt derfra til at tale om den hårdhed, som det ene klip, jeg har set, viser.«

Udsatte børn tiltrækker dygtige pædagoger

Den ene af institutionerne i dokumentaren ser ud til at have adskillige børn i udsatte positioner. Men når Pernille Juhl er ude i den slags institutioner, ser hun et helt andet billede af personalet.

»De institutioner tiltrækker typisk meget engagerede og dygtige pædagoger. Jeg kan godt genkende billedet af, at nogle børn kan have sværere ved at indgå i fællesskaber end andre, og kræver mere støtte. Men jeg har ikke oplevet, at det pædagogiske personale tjekker ud eller opgiver,« siger hun.

Pernille Juhl opfordrer til, at man holder fast i, at pædagoger generelt gør et godt arbejde.

»Vi kan ikke lade nogle ganske få eksempler overskygge billedet af det store og vigtige arbejde, og den varme og opmuntring, som pædagoger hver evig eneste dag giver børn og skaber udviklingsbetingelser for dem.«

Jeg blev vred og ked af det

BUPL’s formand Elisa Rimpler kalder dokumentaren for ’rystende’:

»Jeg blev både vred og ked af det, da jeg så den. Min reaktion tror jeg alle fagligt stolte pædagoger vil have. Vi kan næsten ikke bære at se den slags svigt af børn, og det går meget imod det børnesyn og den etik, vi gerne vil kendes for.«

Har du kendskab til lignende forhold i andre institutioner?

»Jeg har aldrig set eller hørt om noget lignende. Det tyder på en forfærdelig kultur, som ikke må finde sted. Det her er ikke fabrikker, det handler om små mennesker, deres liv og deres fremtid – og det gambler man med,« siger Elisa Rimpler.

De to institutioner i dokumentaren viser ikke mange tegn på, at der ligger en pædagogisk ansvarlighed bag det, der sker på stuerne.

»Men vi har et pædagogisk og et fagligt ansvar, vi hele tiden skal stå op for. Og det betyder også, at vi ikke må lade sådan nogle ting ske. Hvis vi oplever, der er kollegaer, som svigter børnene på denne måde og laver overgreb – for det er det, vi ser her – har vi en pligt til at gribe ind,« fastslår Elisa Rimpler.

Tal om kulturen og hverdagen

For at sikre en høj faglighed og undgå forråelse skal pædagoger hele tiden tale sammen om, hvordan man bedriver pædagogik, hvordan kulturen i institutionen er, hvordan konflikter håndteres, og hvordan hverdagen opleves, lyder Elisa Rimplers opfordring.

»Vi har brug for en ledelse tæt på, der kan skabe de muligheder for supervision, der er behov for. Og vi skal have en god faglig kultur, hvor man bruger tid på refleksion, evaluering, og hvor man undrer sig over hinandens praksis. Det skal vi gøre plads til. Men at sætte fagligheden forrest kan være svært at finde tid til,« siger hun.

Man har i dokumentaren valgt nogle meget grelle eksempler, mener Elisa Rimpler, men selv om langt de fleste institutioner fungerer godt, frygter hun, at dokumentaren kan gøre det lidt svært for forældre at have tillid til, hvad der foregår i institutionerne.

»Men det kan vi sagtens gøre noget ved. I forvejen er daginstitutionerne gode til at være åbne for, at forældre og andre kan komme ind og være en del af det, der foregår i daginstitutionerne. Det skal vi gøre endnu mere, vi skal åbne helt op, vi skal tage dialogen med forældrene,« siger Elisa Rimpler.

»Og hvis der er pædagoger, der oplever overgreb og forråelse, skal man tale med kollegaer, med lederen, men vi kan også som fagforening hjælpe. Grib fat i din FTR eller lokale BUPL-afdeling,« siger hun.

Børn&Unge har forsøgt at få en kommentar fra Københavns Børne- og Ungdomsborgmester Jesper Christensen (S), men det er ikke lykkedes endnu.

I en pressemeddelelse skriver Københavns Kommune, at programmet allerede har fået personalemæssige konsekvenser. Se pressemeddelelsen.