Støjen giver hovedpine: 'Mange børn vil ikke i SFO'

Der er et emne, der altid fylder meget på personalemødet på Tune Skole og SFO: Støjen, som gør ondt på børnene, får bekymrede forældre til at stille spørgsmål og dræner pædagogers og læreres overskud.

”På daglig basis har vi børn, der har ondt i hovedet og maven på grund af støj. For de fleste stopper smerterne, så snart de kommer hjem. Det skaber en del irritation hos forældre, når børnene er blevet ringet hjem. Vi har også mange børn, der ikke vil i SFO, fordi der er for meget larm,” fortæller Nanna Bruun Poulsen, pædagog i Tune, der ligger mellem de sjællandske byer Roskilde og Greve.
Og Tune Skole og SFO er langt fra det eneste sted, der har problemer med støjen. Det viser BUPL's seneste vilkårsundersøgelse.
Tidligere lå skolens indskoling midt i byen, mens mellemtrin og udskoling lå i udkanten af byen. For nylig har skolen været gennem en sammenlægning, og SFO’en er rykket til midlertidige bygninger og har lokalefællesskab med skolen.
Det kræver en del tilvænning for både børn og voksne, forklarer Nanna Bruun Poulsen, blandt andet på grund af de lange gange, der får støjen til at stige markant.
”Vi skal hele tiden påtale støjen og håndhæve reglerne. Det er så trættende, når man for 15. gang på en dag skal sige til et barn: Husk at gå. Ikke løbe,” siger Nanna Bruun Poulsen.
Børnene kan tage kørekort
Hun og kollegerne gør meget for at undgå larm og uro. De har fokus på overgangen fra skole til SFO og prøver på at være ude så meget som muligt. De tænker også over at gå hen til et barn i stedet for at løbe eller råbe, så deres egne handlinger afspejler den adfærd, de ønsker hos børnene.
De har også fundet på et ’kørekort’, som børnene kan tage. Først skal man igennem en teoriprøve, hvor man skal svare på spørgsmål om, hvordan larm påvirker andre børn. Kørekortet ligger på barnets garderobeplads, og man kan få et klip i det, hvis man bryder reglerne. Omvendt får man en stjerne, hvis man hjælper med til at holde støjen nede.
Og hvis man får tre stjerner, bliver man trafikambassadør.
Piller er ikke en holdbar løsning i længden
På trods af de gode ideer og nye tiltag er støjen alligevel svær at være i, fortæller Nanna Bruun Poulsen.
”Jeg har tit hovedpine og ondt i øjnene, og jeg kan godt have ondt i hovedet i længere tid ad gangen. Så tænker jeg: Nå ja, det har også været heftigt i dag. De værste dage tager jeg piller, men jeg prøver at lade være, for det er ikke en holdbar løsning i længden,” siger pædagogen.
”Støjen påvirker også min mulighed for at levere kvalitet i mit arbejde. Jeg bruger enormt meget energi på at fortælle børn, hvordan vi opfører os her, og den energi kunne jeg jo bruge på meget bedre måder sammen med børnene,” siger hun.
Se også BUPL's temaside 'Kommunalvalg 25 - Kvalitet til børn og unge'