Statsministeren har spot på tidlig indsats: En kerneopgave for pædagoger, siger ekspert

Tidlig indsats overfor børn i mistrivsel og et ønske om flere tvangsfjernelser var et hovedtema i statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale:

»Jeg tror på et samfund, hvor det nytter at gøre en indsats«.

»Vi har et særligt ansvar overfor de børn, der har det sværest«.

»I dag får nogle forældre for mange chancer«.

»Når en 12-årig bliver fjernet fra hjemmet, så ligger der ofte 11 dårlige år bag. Derfor må vi lægge berøringsangsten væk«.

Sådan lød ordene fra Mette Frederiksen i tv-transmissionen fra Marienborg den 1. januar 2020, og ekspert i udsatte børn Anne Marie Villumsen lyttede opmærksomt med.

Hun er forskningsleder ved VIA University College på forskningsprogrammet ’Børn i trivsel i og på tværs af dagtilbud, skole og hjem’, og 16. januar udgiver hun sammen med en række andre forfattere antologien ’Opsporing og underretning i dagtilbud’.

Bogen handler om pædagogers stadig større ansvar for at spotte børn i mistrivsel, og den er tænkt som en lærebog, der skal klæde både kommende og allerede uddannede pædagoger bedre på til at se og hjælpe udsatte børn og familier på bedste vis.

Anne Marie Villumsen er derfor glad for, at statsministeren i sin nytårstale kiggede børnenes vej, men som flere andre eksperter har været ude med i medierne, er hun også kritisk overfor Mette Frederiksens ensidige fokus på særligt de børn, som bliver fjernet fra hjemmet.

»Det er jo rigtig positivt med så stort et fokus på udsathed hos børn – det tror jeg aldrig før, vi har set i en statsministers nytårstale. Men jeg kunne godt have tænkt mig et lidt bredere fokus, fordi anbragte børn jo udgør en relativt lille del af den relativt store gruppe af børn, som ikke trives, eller som er i risiko for ikke at trives i vores dagtilbud og skoler,« siger Anne Marie Villumsen, som Børn&Unge interviewer i anledning af den nye antologi.

Bogen er jo aktuel i lyset af statsministerens nytårstale, men hvorfor er bogen nødvendig lige nu?

»Den er nødvendig lige nu, fordi der i det hele taget er kommet et massivt politisk fokus på det her med tidlig indsats – altså både at opdage de børn, som er i risiko for ikke at trives, og de børn, som reelt ikke trives. Og forsøge at hjælpe dem både tidligt i livet, men også tidligt i forhold til udviklingen i problemernes omfang.
Der har pædagogerne en helt særlig kerneopgave, fordi de i dagtilbuddene har en helt unik adgang til børnene. De er nogle gange mere sammen med børnene, end forældrene selv er, altså i de vågne timer, og der kan de sammen med forældrene se – og jeg vil meget gerne understrege, at det er sammen med forældrene – om børnene trives«.

Statsministeren har fået kritik af sin tale for i den at sætte et mål om flere tvangsfjernelser. Hvad tænker du om hendes ord om, at nogle forældre har fået for mange chancer?

»Jeg synes, det er helt galt afmarcheret at sætte forældre af. I det kapitel, jeg har skrevet i bogen, slår jeg et stort slag for tidligt i processen at tage forældrene med ind i maskinrummet – helt derind, hvor man som fagprofessionel har en bekymring, men selv er usikker omkring den. Der, hvor man endnu ikke har svarene på, hvad der er fat, og hvad der er den bedste hjælp for barnet, og de svar skal man turde finde i tæt samarbejde med forældrene.«

Bogen handler om opsporingsarbejde i institutionen. Hvordan skal pædagogerne rent praktisk gribe det an?

»I min forskning har jeg ofte set, hvordan pædagoger allerede har en ret god mavefornemmelse for, hvilke børn der mistrives. Jeg har ikke været ude i en daginstitution endnu, hvor pædagogerne ikke har kunnet pege på præcis de børn, som har nogle trivselsudfordringer. Jeg siger mavefornemmelse, fordi det er et udtryk, som pædagoger selv bruger, men herfra handler opsporingsarbejdet om at undersøge, om der er grundlag for den mavefornemmelse, og det kræver en mere systematisk observation af barnet, og at man får sat ord på, hvad det er for bekymringer, man har, og hvilke situationer, de udspringer af. Og der er det jo ofte nemmere at beskrive det, der handler om barnets sprog eller motorik end det, der handler om noget socioemotionelt eller relationelt, men det er lige vigtigt at få det systematisk beskrevet«.

Har pædagoger de rette redskaber til at lave den her mere systematiske vurdering?

»Det afhænger blandt andet af kompetencerne hos pædagogen selv. Her handler det også om uddannelse, og at man er i stand til at observere og beskrive det, man ser. Men det handler også om, hvilken kommune man er ansat i, og hvilke tilgange eller metoder, man her vælger at arbejde med. Der findes forskellige opsporingsmetoder, og nogle går på selve barnet, nogle går på familien og nogle går på institutionen. Det vigtige er, at man kigger hele vejen rundt om barnet, og også i de betingelser, som dagtilbuddet stiller til rådighed for barnet, og at man helt fra start også inddrager forældrene«.

Er det ikke et meget stort ansvar, pædagogerne står med i de her vurderinger?

»Jo, og det er blandt andet derfor, at det er så vigtigt tidligt at medinddrage forældrene og andre nære pårørende, der ser barnet i andre sammenhænge. Vi ved fra blandt andet forskning i beslutningsprocesser i sociale børnesager, at de fagprofessionelle socialarbejdere kan have en tendens til at blive ret ensidige i deres vurderinger. Og det er ikke, fordi socialarbejdere er nogle dumme nogle, men fordi den menneskelige kognition er sådan, at vi har en tendens til at lade os styre af vores indledende indtryk. Så for at sikre, at man som fagperson hele tiden forstyrres og forbliver åben overfor at tage flere og nye perspektiver ind, så er det enormt vigtigt at inddrage især forældrene. Også rent etisk og retssikkerhedsmæssigt skal man være åben for, at man kan tage fejl og for at justere undervejs. Så ja, det er et stort ansvar at arbejde med opsporing og underretning om børn i mistrivsel, og jeg synes også statsministeren i sin tale manglede at nævne og anerkende, at det er rigtig svært og en meget kompleks proces at sætte tidligt ind med den rette hjælp. Det er ikke så ligetil, at det bare kan gøres med et mål om at tvangsfjerne flere.«

Hvordan bliver fagpersonerne bedre til at træffe de rigtige beslutninger?

»I de allerfleste institutioner læner man sig op ad sine kolleger og sine faglige ledere – igen for at bibeholde sit kritiske blik og forblive åben overfor andre faglige perspektiver. I bogen beskriver jeg det med inspiration fra en engelsk forsker, Eileen Munro, som siger, at når man skal afdække risiko, så er det ligesom et puslespil, hvor du ikke kender det billede, du skal forme, for du ved endnu ikke, hvordan brikkerne skal sidde sammen, og du kender heller ikke alle brikkerne. Du ved ikke engang, om du har alle brikkerne. Alligevel skal du samle et billede af, hvorvidt barnet er i mistrivsel eller risikerer at komme det, ud fra det, der giver mening lige nu. Og hvis du får en ny brik, skal du være åben overfor, at dit billede kan ændre sig. Den proces skal man i de her børnesager være klar til, og det stiller ret store krav til ens faglighed. Det er meget nemmere at kompleksitetsreducere end at holde fast i, at man kan se ting på mange måder, men det er man nødt til i de her sager, hvor man skal forudsige noget, man reelt ikke kan forudsige. Mennesker udvikler sig ikke lineært, men dynamisk, så man må være åben overfor, at billedet kan ændre sig«.

Hvad skal pædagoger absolut ikke gøre? Hvor ophører deres rolle?

»Hvis man går noget tilbage i tid, så stoppede pædagogernes opgave jo i høj grad ved institutionens hoveddør, men det gør den faktisk ikke mere. Fordi man har så stort politisk fokus både på udsathed og tidlig indsats, så udvider man pludselig opgaven for pædagoger til også at række ind i hjemmet – til at have samtaler med forældrene om, hvordan det går derhjemme. Det, tænker jeg, kan være en udfordring for nogen«.

De skal vel også vide, hvornår de sociale myndigheder og andre skal tage over?

»Lige præcis. Og det er der, det er enormt vigtigt, at forældrene har været med helt fra start, så en underretning, hvis det kommer så vidt, ikke bliver for skræmmende, men faktisk kan give mening i det forløb, som forældrene sammen med pædagogerne har haft omkring barnet. Og for de socialrådgivere, som kommer ind i sagen, er det vigtigt, at pædagogernes og forældrenes fælles afdækning af barnets behov er så transparent og gennemsigt, at også de får en nuanceret forståelse af, hvad det er for en hjælp barnet har brug for videre i forløbet«.

Ny fagbog om tidlig indsats

'Opsporing og underretning i dagtilbud' er baseret på ny forskning og viden om pædagogernes arbejde. Bogen beskriver, hvordan pædagoger skal kende til rammer, lovgivning og retningslinjer på området, men også udføre konkret opsporingsarbejde, risikovurderinger og samarbejde med forældre og fagpersoner på vejen hen til underretningen og etableringen af det videre forløb. Udkommer 16. januar 2020 på Hans Reitzels Forlag.

Om forfatterne

Forfatterne er ansat ved universiteter og professionshøjskoler eller er fagfolk, der på forskellig vis arbejder med børn og forældre i dagtilbud.

Anne Marie Villumsen er cand.psych.aut., ph.d. og ansat som docent og forskningsleder ved VIA University College på forskningsprogrammet 'Børns trivsel i og på tværs af dagtilbud, skole og hjem'. Hun forsker i udsathed hos børn, tidlig indsats og tværfagligt samarbejde.

Psst!

Tirsdag den 21. januar udkommer Børn&Unge nr 1/2020 med et stort tema om tidlig indsats.