Psykolog med dyster advarsel: Corona-udmattelsen kan ramme i sommerferien

Under hele corona-pandemien har pædagoger gang på gang dækket ind for syge kollegaer. De har sadlet om efter myndighedernes skiftende restriktioner. Og tilpasset pædagogikken de svære arbejdsbetingelser, som børn og pædagoger dag efter dag er mødt ind til.

Nu hvor smitten generelt er aftagende, restriktionerne er fjernet, og samfundet er fuldt genåbnet, er pædagogerne fortsat en udsat faggruppe.

Samtidig med de må kæmpe med efterdønningerne fra coronaens hærgen, oplever de stadig, at hele eller halve personalegrupper fra tid til anden nedlægges af covid-smitte eller anden sygdom.

Har overpræsteret alt for længe

Det kontinuerlige slid, som pædagoger gennem den to år lange pandemi har stået i, kan på sigt føre til en bølge af langtidssygemeldinger og flugt fra faget, vurderer psykolog og foredragsholder Dorthe Birkmose.

Hun ser allerede bekymrende tegn på resignation blandt pædagoger.

”Pædagogerne har overpræsteret alt for længe. Lige fra den første panik, hvor man ikke vidste, hvad det var for en virus, og hvor syg man kunne blive, og hvor meget den smittede. Til nu, hvor samfundet fortsætter som før coronaen, men pædagogerne stadig mærker belastningerne,” siger hun og advarer om, at den helt store reaktion kan ramme i sommerferien.

”Der er allerede bekymrende tegn på udmattelse, omsorgstræthed og moralsk stress blandt pædagoger. Men så længe, man står i belastningerne og presset, ved vi fra stressforskning, at mennesket har en utrolig evne til at holde sammen på sig selv og blive ved med at mobilisere kræfter og energi, som man slet ikke har. Det er en utrolig gave, men også noget som rammer hårdt. Når man når dertil, hvor de sidste kollegaer også har været smittede, og man er ved at være fuldtalligt tilbage, og det endelig bliver sommerferie, så er det, der bliver plads til at reagere. Mange vil simpelthen føle sig slidt op,” siger Dorthe Birkmose.

Bekymret for forråelse

Psykologen skrev i 2013 den skelsættende bog ’Når gode mennesker handler ondt – tabuet om forråelse’, og hun er i dag dybt bekymret for den forråelse af det pædagogiske arbejdsmiljø, der risikerer at opstå med corona-udmattelsen og det psykiske slid.

”Forråelse er en overlevelsesstrategi, men den fører ofte til ufred og konflikter. Det er bare et spørgsmål om at blive slidt nok. Så begynder man for at beskytte sig selv at blive irriteret på andre mennesker. Man får sværere ved at sætte sig i den andens sted. Og for ikke at føle ubehaget ved sin egen faglige afmagt i svære situationer, så ligger det lige for at give børn, forældre eller den sygemeldte kollega skylden for, at man har det dårligt,” siger Dorthe Birkmose.

Møder allerede resignation

Risikoen for forråelsen bliver ikke mindre af, at corona-udmattelsen kommer efter årelange nedskæringer på det pædagogiske område og oplevelsen af et allerede presset psykisk arbejdsmiljø.

Noget der allerede viser sig i dygtige pædagogers flugt fra faget, en støt voksende rekrutteringskrise og senest et kraftigt fald i interessen for pædagoguddannelsen.

”Jeg har talt om forråelse i velfærdsfagene og på det pædagogiske område i årevis, og det jeg især møder nu er resignationen. Jeg hører både ledere og medarbejdere helt opgivende sige: ’Sådan er vilkårene’, ’det er der ikke noget at gøre noget ved’ og ’det er jo ikke bedre andre steder’. ’Nu må vi bare se, om vi kan få det til at hænge sammen’, ’jeg har da stadig to gode kollegaer’, ’tryk på pytknappen’ og ’tag ja-hatten på’. Det er resignation, på resignation på resignation,” siger Dorthe Birkmose.

Haster med restitutionsplan

Pædagogers resignation skyldes ikke mindst oplevelsen af forskellige former for knaphed: Knaphed på kollegaer og på penge. Men også knaphed på tid, knaphed på fagligt råderum, knaphed på støtte og opbakning og under coronaen ikke mindst knaphed på restitution, fortæller Dorthe Birkmose med henvisning til det hun kalder ’knaphedens psykologi’.

”Det handler om, at vi mennesker i den periode, hvor vi oplever knaphed, vil være en dårligere udgave af os selv, og for at udnytte menneskers og fagprofessionelles ressourcer fuldt ud, må vi derfor bekæmpe knapheden,” siger hun.

Efter corona haster det især med en restitutionsplan for pædagogerne.

”Hvis ledere og særligt topledere i kommunerne vil undgå langtidssygemeldinger i hobetal, skal de sørge for at lægge planer for restitution. Forskningen viser, at hvis man med jævne mellemrum mentalt får restitueret sig og får tanket op, så kan man faktisk ikke blive syg af stress, uanset hvor hårdt man arbejder, og hvor belastet man rent faktisk bliver. Så restitution er altafgørende,” siger Dorthe Birkmose.

Politikerne har strammet og styret

Men psykologen pointerer også, at restitutionen for pædagoger kan blive svær for kommunerne og de pædagogiske ledere at realisere.

”Allerede inden pandemien har man sparet samtlige velfærdsområder så meget ind til benet, at der fra start af ikke var det nødvendige overskud til at håndtere noget så voldsomt som en pandemi. Da man i sygehusvæsenet talte om, at bare 200 indlæggelser kunne knække sygehusvæsenet, så var det sygehusvæsen allerede knækket inden. Det samme gælder for de andre velfærdsområder,” siger Dorthe Birkmose og nævner, hvordan man politisk har strammet økonomien og styret fagligheden med alle mulige effektiviseringstiltag, optimering og lean-processer - på det pædagogiske område har man ikke mindst villet detailstyre fagligheden gennem udrulning af konceptpædagogik.

”Det indskrænker om noget det faglige råderum. Og når der så kommer en pandemi oven i alle de andre belastninger, så har politikerne gjort det svært at lægge nogen som helst realiserbare planer for restitution. Men det er det, der skal til,” siger hun.

Knaphed skal bekæmpes med overskud

Restitutionen handler ikke om at sende medarbejderne på kurophold eller andre former for quick-fixes. Det handler derimod om at give pædagogerne deres faglige råderum tilbage og skabe lange, rolige perioder med overskud i den daglige, pædagogiske praksis til at de rent faktisk får mulighed for at gøre noget af alt det gode arbejde, de er blevet uddannet til.

”Der skal skabes overskud til, at pædagoger kan mærke, at de så det barn, der havde behov for en særlig opmærksomhed. At de kan opleve gentagne gange at have dage, hvor de kan arbejde i små grupper og give den fuld skrald på de pædagogiske aktiviteter. Og at de i arbejdet får skabt masser af de udviklende mikroøjeblikke, som er så vigtige for børnenes opbygning af selvværd og for pædagogernes oplevelse af arbejdsglæde,” siger Dorthe Birkmose.

Vejen frem er at bekæmper de mange former for knaphed, det pædagogiske område er presset af. Og politisk skal man bevæge sig væk fra den udbredte styringstrend, der har været fremherskende de seneste mange år og i stedet frisætte det faglige råderum til fagpersonerne selv.

Menneskets motivation giver håb

I sin nye bog ’Mennesket er motiveret – Derfor er vores arbejde så meget mere end styring’ kalder Dorthe Birkmose derfor på et paradigmeskifte, hvor pædagoger og ledere på velfærdsområderne i kampen mod knaphederne og forråelsen får øjnene op for og gør deres politikere opmærksomme på de mange faglige metoder, der faktisk findes i omsorgsarbejdet.

Metoder, der ikke bare er styrende, men også følgende og vejledende og først og fremmest har det menneske, som skal hjælpes for øje.

”Jeg bliver hver eneste uge imponeret over, hvor meget godt og fagligt forsvarligt arbejde, der foregår på trods af barrierer og et indskrænket fagligt råderum. Motivationen brager igennem hos både børn, forældre, medarbejdere og ledere, og det giver håb om et paradigmeskifte også politisk, hvor vi kan komme dertil, at hjælp til børn og borgere ikke skal gives ud fra kommunale kvalitetsstandarder, men må starte med, at man forsøger at forstå, hvilken hjælp det menneske, som skal hjælpes, har brug for. Der findes hundredvis af metoder og masser af faglig viden, vi kan gøre brug af, så det giver ikke mening, når vi ikke gør det,” siger Dorthe Birkmose.