Prisvindende pædagog: Husk nu, at det er fantastisk, det vi gør
Elisabeth Wolf er en af de seks pædagoger, som netop er udnævnt som prisvinder ved Politikens Pædagogpris 2023.
Hun havde ellers ikke skænket det mange tanker, da hendes leder på Hornslet Skole i Syddjurs Kommune fortalte, at hun havde indstillet hende til Politikens Pædagogpris.
Så hun blev overrasket, da Politiken ringede og sagde, at hun havde vundet særprisen på skolefritidsområdet og skulle til København for at få prisen overrakt.
”Jeg stod nede i Brugsen og fik tårer i øjnene. Jeg havde overhovedet ikke forventet at vinde. De andre indstillinger var fantastiske, syntes jeg,” fortæller hun.
Oprindeligt havde Elisabeth Wolf ikke engang læst den indstilling, hendes leder havde skrevet.
”Jeg tænkte bare ’ja ja, det er sikkert fint.’ Jeg gør jo bare mit arbejde. Da Politiken så ringede første gang og sagde, at jeg var blandt de nominerede, så var jeg jo nødt til at gå ind og læse indstillingen. Og det var først der, det gik op for mig, hvor stort, det her var. Min leder havde skrevet en superflot indstilling af mit arbejde, som jeg blev meget rørt over,” fortæller Elisabeth Wolf.
Sidste chance for at blive hos kammeraterne
Elisabeth Wolf arbejder i ’Pitten’ – et tilbud normeret til 12-16 børn i indskolingen og på mellemtrinnet på folkeskolen Hornslet Skole. Det kan være børn med adhd- og autismediagnoser eller socioemotionelle vanskeligheder. Ofte er det børn, som endnu ikke er udredt.
Og når børnene først sætter deres fod i Pitten - et tilbud, Elisabeth Wolf selv har været med til at skabe - så er det ved at være sidste udkald for dem.
”De børn, som kommer ind til os, er tættere på at blive sendt til en specialskole langt væk fra kammeraterne end på at komme tilbage i deres klasse,” fortæller Elisabeth Wolf.
Men hun og kollegerne ved, hvad det kræver at få børnene tilbage.
’Allerførst sætter vi forældrenes skuldre tilbage på plads’
De børn, som lander hos Elisabeth Wolf og hendes kolleger i Pitten, er stressede, og mange har angst.
”De er ekstremt afvisende over for krav. For de er blevet så vant til, at krav ikke er noget, de kan leve op til. De føler sig så forkerte. Vi sænker kravene til dem, så de får succesoplevelser. Senere kan vi hæve kravene, men først skal de opleve, at ’det her kan de godt.’ Vi arbejder med relationen og med en helt fast struktur, som er tilpasset det enkelte barn. Og den struktur viger vi ikke fra, selvom børnene kan protestere i starten. For vi ved, de kan,” siger hun.
Allerførst tager Elisabeth Wolf dog fat i forældrene.
”De skal have sat skuldrene tilbage på plads. Narrativet om deres børn skal ændres. De har hørt nok om, at deres børn er urolige og ikke kan være i klassen. Men det er ikke urolige børn. Det er dejlige børn, som reagerer på at løbe panden mod en mur af krav, de ikke kan honorere,” fortæller hun.
Interview var forfærdeligt – men endte som den største gave
Som et led i nomineringen til pædagogprisen bragte Politiken et stort interview med Elisabeth Wolf om hendes arbejde.
”Det var forfærdeligt at blive interviewet. Jeg var helt vildt nervøs. Bagefter tænkte jeg ’åh nej, jeg har sikkert sagt alt muligt dumt, som slet ikke giver mening.’ Men da jeg så portrættet i avisen, var det den største gave. For der var sat ord på, hvad vi gør med de her børn. De mest sårbare børn, vi har på skolen. Og hvad vores indsats gør for dem,” fortæller hun.
Læreren skal rykke sig for at møde barnet
Når børnene kommer i Pitten, er de der ofte på fuld tid i begyndelsen.
”Men målet er, at de gradvist får mere og mere tid tilbage i deres klasse. Vi skal så vidt som muligt undgå, at de kommer for meget bagud. Vi skal hele tiden optimere og tilpasse vores praksis, så vi bedst muligt når ind til lige præcis det her barn der, hvor barnet er lige nu,” fortæller Elisabeth Wolf.
Hun arbejder med med low arousal i videst mulige omfang, og mindfulness og eksternalisering er vigtige værktøjer i hendes arsenal.
”Vi arbejder med, hvordan børnene kan mærke sig selv og deres behov og håndtere dem, så behovene ikke udtrykkes i vrede, men i stedet ved, at børnene fortæller, hvad de har brug for. Det er vigtigt, når de kommer tilbage i klasen,” siger hun.
Af samme grund arbejder Elisabeth Wolf og kollegerne i Pitten også med, hvordan lærerne og klassekammeraterne bedst møder børnene:
”Hvis børnene skal lære at agere i forhold til deres egne behov, sige fra og give udtryk for, hvad de har brug for, så skal de også mødes med en forståelse og accept. Så når børnene rykker sig så meget for at kunne honorere kravene i almenklassen, så skal læreren og klassen jo også rykke en smule over mod dem,” siger hun.
Fedt at få drysset stjernestøv over pædagogarbejdet
Elisabeth Wolf er taknemmelig over at have vundet årets særpris. Det er dog en anden ting ved Politikens Pædagogpris, hun selv gerne vil fremhæve.
”Det er så fedt, at Politiken drysser lidt stjernestøv over pædagogarbejdet. For mange ser pædagogerne som et lavstatusfag, og lønnen er lav. Politiken sætter fokus på hvordan vi – helt almindelige pædagoger – i vores hverdag gør en forskel for børn og familier. Det synes jeg er helt fantastisk,” siger pædagogen.
Overraskelsen over hæderen er ofte en fællesnævner for pædagoger, som vinder priser for deres arbejde. Og Elisabeth Wolf oplever da også, at pædagoger alt for ofte sætter deres lys under en skæppe og fremhæver andre.
”Det gør jeg i hvert fald selv. Vi siger ’jeg gør jo bare mit arbejde.’ Men vi ved jo godt, at vi er livsændrende. Vi giver så meget af os selv til mennesker, som har det svært. Vi gør virkelig en forskel for mange. Men det er en forskel, der alt for sjældent er fokus på. Så det er fedt, at den her pris er med til at sætte fokus på vores felt. Men så skal vi også huske at stoppe op og sige ’hey, det er fantastisk, det vi gør,” siger hun.
Læs også: Pædagog vinder fornem pris: 'Det her arbejde kræver, at man tør'
