Pædagoger fra barsk DR2-dokumentar: Vi råber om hjælp for børnene

Der var både pressede pædagoger og barske hverdagssituationer i DR2’s dokumentar ’Hvem passer vores børn’ mandag aften. Udsendelsen viste eksempler på få voksne til mange børn, og en ekspert talte om katastrofale normeringer. Men hvordan har de tre pædagoger, DR fulgte, det med udsendelsen i dag, et halvt års tid efter, den blev optaget?

Vuggestuepædagog Mia Tilgreen Nielsen fra Vuggestuen Muninn, Toftegården i Greve er én af pædagogerne, og hun har det godt med dokumentaren og kan helt stå inde for det, hun siger og gør.

»Udsendelsen er jo et råb om hjælp på børnenes vegne, og derfor er den så vigtig,« siger hun.

Det var dog ikke uden en vis betænkelighed, hun og hendes kolleger sagde ja til at medvirke.

»Vi synes selv, vi er en god institution, og vi havde egentlig ikke den store lyst til at udstille os selv der, hvor vi er mest sårbare, og risikere at blive ramt på vores faglige stolthed. Samtidig vidste vi, at det var vigtigt at vise virkeligheden, som den er, for at råbe politikerne op. Så vi overvejede en del, og vores leder sagde med et glimt i øjet, at hvis vi ikke medvirkede, ville han aldrig mere høre os brokke os over normeringerne,« fortæller Mia Tilgreen Nielsen.

Forældrenes initiativ

Der blev sagt ja på den betingelse, at tv skulle følge en pædagog, og at der var balance, så der også blev vist tidspunkter med stor nærvær.

»Det er eftermiddagene, der er værst, fordi vi der er færrest. Om formiddagen har vi opdeling i små grupper, og det skulle fremgå. Det kom det så til i anden sammenklipning, for det var vigtigt for os at få en balance, så det er virkeligheden, som den er, der vises,« siger Mia.

Og det er en barsk hverdag, udsendelsen dokumenterer. På et tidspunkt er et par børn alene i en spisesituation, fordi Mia skal skifte en ble. Alle forældre, hvis børn medvirker, har set udsendelsen på forhånd, men de har ikke kommenteret denne situation.

»For mig er det heller ikke afgørende, om børn nogle sekunder er alene, for det er de jo også i hjemmene. For mig er det derimod helt afgørende at vise, at vi simpelthen ikke har tiden og muligheden for at give det nærvær, vi gerne vil give børnene, og som de har behov for,« siger Mia.

I institutionen joker de nu med, om de mon efter udsendelsen får lov til at beholde deres lange venteliste.

»Men vi har ikke fortrudt. Det er vigtigt, at vi råber op, for børnene kan jo ikke gøre det. Og vi føler os sikre på, at forældrene bakker op om vores deltagelse i dokumentaren, for de ønsker også fokus på normeringerne. Det var da også fra forældreside, vi blev opfordret til at deltage,« fortæller Mia Tilgreen Nielsen.

Blev fysisk påvirket

I Børnehuset Hurlumhej i København er hverken den leder eller den pædagog, DR fulgte, i institutionen i dag.

Pædagogen er Morten Johannsen Terp, og siden dokumentaren blev optaget i sensommeren 2018, har han forladt arbejdspladsen og arbejder nu for Headspace, et gratis rådgivningstilbud for børn og unge i alderen 12-25 år.

»De forhold, som dokumentaren viser, var medvirkende til, at jeg valgte at skifte. Da udsendelsen blev optaget, havde vi en del nye og små børn i børnehaven, og jeg oplevede hver dag, at der ikke er tid til at give det nødvendige nærvær til dem, der af én eller anden grund havde svært ved at håndtere hverdagen i en daginstitution, og som har brug for megen voksen kontakt. Det var utroligt hårdt at opleve, at de ikke kunne få den kontakt, fordi vi simpelthen var for få,« siger han.

Pædagogen fortæller, at det påvirkede ham fysisk, og at han havde symptomer på stress, når kom hjem fra arbejde. Når han sagde ja til at lade et tv-hold følge ham, var det fordi han fandt det nødvendigt at vise virkeligheden, som den er.

»Det var selvfølgelig barskt at stille sig forrest, for seerne hjemme ved tv-skærmen kan se, at her er noget, der ikke er, som det skal være og kan så vurdere: er det rammerne, der er for dårlige, eller er det pædagogen, der er inkompetent? Så man er sårbar, men jeg valgte at gøre det, fordi det er så vanvittig vigtigt at få budskabet ud, og jeg tror ikke, at politikerne kender den virkelighed, udsendelsen viser,« siger Morten Johannsen Terp.

Undervejs i dokumentaren får han ros af de eksperter, der ser optagelserne, for den måde, han arbejder på i svære situationer. Men for Morten var det personligt hårdt og samtidig meget givende:

»At arbejde i en børnehave er noget af det mest meningsfulde, man kan gøre, for de fleste børn går i børnehave, og det er afgørende år for deres udvikling. Jeg var i en god institution med nogle gode værdier, og derfor var det svært at sige farvel til arbejdet og Børnehuset Hurlumhej. Jeg kan da også sagtens forestille mig, at jeg en dag vender tilbage til arbejdet i en børnehave, men så skal det være under nogle andre forhold og normeringer, end der er i dag,« siger han.

Flere nye besparelser

Den nye leder i Børnehuset Hurlumhej hedder Dorte Jørner, og ifølge hende har der været en vis nervøsitet i børnehuset op til, at udsendelsen skulle vises:

»Ja, der har da været en vis bekymring, for hvad ville udsendelsen vise? Og hvordan vil forældrene reagere? Det er vigtigt for os, at de stadig føler sig trygge ved at aflevere deres børn hos os. Vi har jo også rolige tidspunkter med tid til nærvær, og det hører jo med og fremgår måske ikke så meget. Men vi synes alle, at det er vigtigt at få budskabet ud. Det har konsekvenser, at besparelser skal hentes i personaletimer, og forholdene er ikke blevet bedre siden den gang, udsendelsen blev lavet. Tværtimod er vi siden blevet pålagt nye og store besparelser. Vi mener, at udsendelsen er vigtig, men det rammer os på vores faglighed, og det er barskt. Det er også barskt, at det er nødvendigt på den måde at skulle udstille vores virkelighed, men det er det,« siger Dorte Jørner.

Hendes forgænger som leder, Tina Brandt, fortæller i udsendelsen, hvorfor hun ikke kunne være med mere, og hvorfor hun derfor sagde op efter 14 år som leder i Børnehuset Hurlumhej.

Hun fortæller, hvor ked hun er af, at vi har skabt et samfund, hvor vi finder det forsvarligt at behandle vores børn på den måde, som dokumentaren netop har vist. Hun siger det meget følelsesladet, og det er en stærk sekvens i udsendelsens slutning.

Hvordan har hun det så med at have sagt farvel her omkring et halvt år senere?

»Jeg har ikke et øjeblik fortrudt, at jeg tog det skridt at stoppe. Jeg savner virkelig den daglige kontakt med børnene, personalet og forældrene, men det er en stor lettelse for mig personligt, at jeg ikke mere har ansvar for forholdene. Samtidig piner det mig selvfølgelig, at de ikke har ændret sig,« siger Tina Brandt.

Børnene betaler prisen

Tina Brandt arbejder i dag en smule som familierådgiver, men søger ellers al form for relevant arbejde, dog ikke i daginstitutioner. Da tidspunktet for, at dokumentaren skulle sendes, nærmede sig, blev det hele genoplivet:

»Jeg står helt inde for udsendelsen, og jeg ved, at den viser forholdene, som de også er. Alligevel rammes jeg. Da jeg første gang fik den forevist, tænkte jeg på vej hjem: ’Var det i virkeligheden dig, der ikke var dygtig nok som leder?’ Det er uhyggeligt, at man kan tænke sådan, men det viser jo, at man let kommer til at tage det på sig, og hvor nemt, man rammes på sin faglighed. Man er ret så sårbar,« siger Tina Brandt.

Hun har i sine 20 år, de 14 år som leder, i Børnehuset Hurlumhej oplevet normeringerne løbende blive udhulet, og samtidig har arbejdet ændret sig: Børnenes gennemsnitsalder er faldet på grund af tidligere indskrivning, obligatorisk børnehaveklasse og ringere mulighed for at få udsat skolestart. Dertil kommer, at flere børn med særlige behov, også børn med diagnoser som ADHD og autisme, skal inkluderes. Dermed øges behovet for ekstra opmærksomhed.

»Der er desuden kommet flere krav og flere opgaver som de pædagogiske læreplaner, øget dokumentation og større forældreinddragelse. Alt sammen betyder det behov for flere mere tid til pædagogerne og bedre kompetencer, men det er gået den anden vej med dårligere normeringer og nedskæringer på uddannelsen. Det hænger jo ikke sammen, og det er børnene, der betaler prisen,« siger Tina Brandt.

Hun håber, at dokumentaren kan medvirke til at åbne politikerne øjne for virkeligheden.

»Som jeg oplever det, bliver der en større og større kløft mellem det, politikerne ønsker og tror, der sker i daginstitutionerne, og så det, der rent faktisk er realiteterne. Det håber jeg, at udsendelsen kan medvirke til at ændre på,« siger Tina Brandt. Hun har uddybet sine holdninger i en kronik i dagbladet Politiken, og den blev bragt i lørdags før dokumentaren blev vist mandag.