Ny stor undersøgelse viser effekterne af fire dages arbejdsuge
Jobmarkedet har næsten udviklet sig til et tag-selv-bord for pædagoger. For lederne nærmer det sig mere en hovedpine. Indenfor det seneste år har 40 procent af de pædagogfaglige ledere måttet opgive at ansætte en pædagog, viser BUPL’s vilkårsundersøgelse, hvor blandt andre 1.500 pædagogfaglige ledere har svaret på spørgsmål om rekruttering.
For at komme rekrutteringsproblemerne til livs er en lang række kommuner og institutioner begyndt at bruge arbejdstiden som et middel til at tiltrække pædagoger. Blandt andet har flere institutioner indført fire dages arbejdsuger.
Den model kan der være et stort potentiale i, viser en ny britisk undersøgelse: Efter et halvt år med fire dages arbejdsuge var de ansatte i de deltagende virksomheder mindre stressede og syge, de sagde sjældnere op, og de havde nemmere ved at kombinere privat- og arbejdsliv. Selvom fire dages arbejdsuge i den britiske version betød mindre arbejdstid, gik det ikke ud over virksomhedernes produktivitet. (se boks)
Forsker om succes-forsøg: Adskiller sig fra danske ordninger
Resultaterne interessante i lyset af, at en række danske kommuner i øjeblikket eksperimenterer med fire dages arbejdsuger.
I de danske ordninger har medarbejderne dog som udgangspunkt stadig en 37 timers arbejdsuge, og det er en vigtig forskel fra det britiske forsøg, påpeger Michael Pedersen, der er lektor ved Copenhagen Business School og forsker i emnet:
”Det er klart, at man får mere fritid, hvis man faktisk arbejder færre timer, mens længere arbejdsdage fire dage om ugen kan give andre udfordringer. I de engelske forsøg har det også været alle på en arbejdsplads, der gik ned i tid. I de kommunale forsøg i Aarhus og København lægger man op til, at man kan vælge, om man har lyst til en fire dages arbejdsuge. Her bliver det interessant at se, hvad det betyder på sigt, når nogle arbejder fire og andre fem dage,” siger han til Politiken.
Dansk daginstitution: Fire dages arbejdsuge har hjulpet på rekrutteringen
En af de daginstitutioner, som i øjeblikket har fire dages arbejdsuge, er Trekløveren i Gentofte Kommune. Her har medarbejderne mulighed for en ugentlig fridag eller alternativt en hjemmearbejdsdag, fortæller daglig leder Sofie Noack.
”Man kan vælge at afvikle 37 timer på fire dage, så man kan holde en ekstra dag fri hver uge. Alternativt kan man vælge en hjemmearbejdsdag hver fjerde uge til at klare de opgaver, der ikke er med børn, men handler om børn. Samtidig har vi ’bloktid’ – omkring to timer på en uge, hvor arbejdet ikke er med børnene. Det kan man lave på kontoret, eller man kan tage en computer med hjem og klare det, når det passer ind i ens liv,” siger hun.
Tiltagene stammer fra et forsøg, institutionen tidligere har lavet, for at få medarbejdere op på fuld tid.
”Men vi kan høre på folk, at det også er attraktivt i forhold til rekruttering,” siger Sofie Noack.
Flere ledere gentænker arbejdsugen for at tiltrække pædagoger
For at gøre sig mere attraktive for potentielle ansøgere øger flere institutioner fleksibiliteten i forhold til arbejdstid og til dels også i forhold til løn.
I den integrerede institution Snurretoppen i Ringsted Kommune har man organiseret vagtplanen på en ny måde, så medarbejderne nu arbejder ni dage på to uger, fortæller leder Winnie Hansen.
”De har altså en ekstra dag fri, mod at de arbejder lidt længere de andre dage. Ud over en fridag giver det mulighed for bedre at følge børnene en hel dag. Det har været et ønske hos medarbejderne,” fortæller hun.
Også i den selvejende institution Skjoldhøj Vuggestue i Aarhus har leder Mette Kithler øget fleksibiliteten i kampen om at tiltrække dygtige medarbejdere:
”Vi kan godt diskutere, om stillingen er 28 eller 37 timer. Vi kan også tale om løn – forstået på den måde, at pædagoger ofte ikke er blevet belønnet for, at de har forskellige overbygningsuddannelser, når de er ansat i en almindelig pædagogstilling. Det kan de måske godt blive nu,” siger hun.
BUPL: Brug fleksibilitet til at holde på pædagogerne
Med mange flere ledige job end pædagoger er det svært at undgå konkurrence mellem institutionerne. Konkurrencen bør dog handle om at skabe gode arbejdsvilkår, understreger Eva Munck Immertreu, formand for Lederforeningen i BUPL.
”Det handler ikke kun om rekruttering. Fastholdelse er lige så væsentligt, og da pædagogik handler om relationsdannelse, er det vigtigt, at medarbejderne er der i længere tid. Derfor skal man fokusere på at skabe gode forhold, som er attraktivt i forhold til både rekruttering og fastholdelse,” siger hun og peger også på fleksibilitet er en vigtig vej at gå:
”Man kan tænke i fleksibilitet, så stillingerne passer til medarbejderne. For eksempel vil en pædagog, der er skilt og har delebørn, måske gerne arbejde meget den ene uge og mindre den anden uge,” siger hun.