"Hvorfor er det stadig ikke lykkedes at sikre pædagogiske institutioner uddannet personale og tilstrækkelige ressourcer?"

Forfatter Katrine Marie Guldagers seneste romantriologi portrætterer tre kvinder over 50, der er ramt af samfundsvrede, fordi de lider under den udsultning af velfærdsstaten, der har skabt mindre tid til omsorg. En udsultning, pædagoger kender alt for godt.

”Vreden er lige så vigtig som kærligheden. Mens kærligheden hjælper os med at tiltrække de mennesker og ting, der er gode for os, kan vreden hjælpe os med at skubbe det væk, der ikke er godt, og som kan skade os,” siger Katrine Marie Guldager.

Omsorg er blevet en kamp

Katrine Marie Guldager, som skriver sine romaner baseret på grundig research, oplever, at det er blevet et grundvilkår i velfærdsstaten, at mennesker føler sig nødsaget til at handle imod deres samvittighed. 

Hendes seneste romantrilogi leverer samlet et portræt af en velfærdsstat, hvor samfundsbærende institutioner er blevet så pressede, at det er blevet en kamp at give omsorg.

Og de tre kvindelige hovedkarakterer i bøgerne forvandler deres afmagt til vrede. De går frontalt ind i konflikterne i stedet for at gå udenom.

”De er på hver sin vis ofre for udsultning af deres fag, men samtidig er de en slags helte, fordi de sætter grænser og råber op, når de oplever, at de reelt ikke har mulighed for at levere den omsorg, de er ansat til at levere,” siger Katrine Marie Guldager.

Eksempelvis nægter skolelæreren Birgithe i bogen ’Birgithe med th’ at følge skolelederens anvisninger om, at hun for at få flere ressourcer skal udfylde adhd-skemaer på børn, som efter hedes mening bare er drenge med indebrændt energi.

Ny bog afspejler pædagogers dilemmaer

Til at starte med var ideen at skrive seks bøger i serien: Et portræt af en skolelærer, en socialrådgiver, en mor til en psykisk syg, en pædagog, en sygeplejerske og en fagforeningskvinde.

Katrine Marie Guldager gik også i gang med at researche og interviewe pædagoger, men oplevede, at det blev en gentagelse af skolelærerens perspektiv. 

”Det er de samme etiske dilemmaer: Jeg har ikke hænder nok. Hvorfor bliver jeg tvunget til at lave en masse opgaver, der ikke har at gøre med kerneopgaven, omsorg for børnene? Hvordan kan jeg blive ved på denne måde uden at blive forrået eller brænde ud? Så pædagoger kan også spejle sig i ’Birgithe med th’,” mener hun. 

’Alle taber på dårlige institutioner’

Et af Katrine Marie Guldagers mål med trilogien er netop at vise, at vi alle en del af en samtid. At folk ser, at det ikke bare er deres institution og dem, den er gal med.

”Det er politiske beslutninger, som har konsekvenser for dem på gulvet. Jeg ser det også som min opgave som forfatter at portrættere en samtid, hvor de bærende fundamenter for vores samfund er i knæ,” konstaterer hun.

Katrine Marie Guldager har selv to børn. En datter på 15 og en søn på 12.

”Det har, siden jeg sendte første barn afsted, været en kilde til undren, hvorfor det ikke er lykkedes at løse opgaven at sikre pædagogiske institutioner uddannet personale og tilstrækkelige ressourcer. Alle taber ved det. Børnene, pædagogerne og arbejdspladserne. For vi bliver dårligere arbejdskraft, når vi er i tvivl om, hvorvidt vores børn har det godt,” siger hun. 

Opbakning til pædagogerne: Det allervigtigste

Katrine Marie Guldager håber, at romanerne kan bakke omsorgens fodfolk op i at stå stærkere i sig selv:. At bøgerne vil give blandt andre pædagoger mod og mandat til at stå fast på deres holdninger og værdier.

”Det allervigtigste parameter burde være, hvordan det opleves at være et lille barn i velfærdsstaten. Hvordan passer vi på dem, der ikke kan passe på sig selv? I stedet bliver det vigtigste, hvordan vi billigst muligt kan stuve børnene af vejen, så forældrene kan passe deres arbejde. Lullet ind i en fortælling om, at det jo nok går meget godt alligevel,” siger Katrine Marie Guldager.