OK26: Ny overenskomst på plads for pædagoger på det forebyggende og dagbehandlende område og for pædagoger i særlige stillinger

Nu er der indgået overenskomstforlig for det forebyggende og dagbehandlende område og for særlige stillinger. Se, hvad de nye overenskomster indeholder.
Pædagoger bakker op om BUPL op til OK-forhandlingerne i januar 2026
De nye overenskomster giver en pæn lønstigning både på det forebyggende og dagbehandlende område og for særlige stillinger.

De nye forlig om overenskomst på det forebyggende og dagbehandlende område, også kendt som PFF-overenskomsten, og overenskomst for pædagoger i særlige stillinger er nu faldet på plads.

”Sammen med det generelle forlig på det kommunale område giver de her aftaler samlet set en pæn lønstigning på begge de to overenskomster," siger medlem af BUPL’s forretningsudvalg Lars Søgaard Jensen, der har forhandlet begge de nye overenskomster.

Han understreger, at det var hårde forhandlinger, ligesom det plejer at være.

"Og mens jeg glæder mig over lønstigningen, så er jeg ærgerlig over, at det ikke lykkedes at sikre en aftale om bedre vilkår for pædagogernes tilrettelæggelse af arbejdet. Det var noget af det, der var hårdest kamp om ved forhandlingsbordet,” siger Lars Søgaard Jensen.

I det generelle forlig (se nedenfor for udmøntningen af generelle lønstigninger) er der sat 2 procent af til organisationsforhandlinger. Det er de penge, der nu er fordelt med virkning fra 1. april 2027. Udmøntningen er aftalt således: 

Særligt for overenskomst for pædagoger på det forebyggende og dagbehandlende område

  • Pr. 1. april 2027 forhøjes grundlønstillægget med 8.369 kroner årligt i nutidskroner.
  • Pr. 1. april 2027 forhøjes pensionen fra 15,59 procent til 16,1 procent. Pædagogerne er omfattet af en fritvalgsordning, så pension over 15 procent allerede nu kan vælges som løn.
  • Der er afsat penge til Den kommunale kompetencefond.
  • Pædagogerne omfattes af den nye fritvalgsordning med virkning pr. 1. januar 2028.

Særligt for overenskomst for pædagoger i særlige stillinger

  • Pr. 1. april 2027 forhøjes grundlønstillægget med 7.022 kroner om året i nutidskroner.
  • Pr. 1. april 2027 forhøjes pensionen fra 15,96 % til 16,5 %. Pædagogerne er omfattet en fritvalgsordning, så pension over 15,05 % allerede nu kan vælges som løn.
  • Der er afsat penge til Den kommunale kompetencefond.
  • Pædagogerne omfattes af den nye fritvalgsordning med virkning pr. 1. januar 2028.
     

Begge de nye aftaler indeholder også en række forbedringer af mere teknisk karakter, blandt andet en ny timelønsbestemmelse og ny Fællesaftale om lokal løndannelse. 

De nye aftaler kommer oven i den generelle overenskomstaftale for alle kommunalt ansatte, som blev indgået i slutningen af februar. Læs mere om den aftale – herunder om fritvalgsordningen – her. 

Med indgåelsen af disse overenskomstforlig, er det nu kun de privatansatte pædagoger i daginstitutioner og på Frie Grundskoler, der mangler at få ny overenskomst. Disse overenskomster forventes at falde på plads inden for de kommende uger.

Få overblikket: Her er de vigtigste elementer i det generelle forlig

Har du glemt, hvad arbejdsgiverne i KL og lønmodtagerne i Forhandlingsfællesskabet blev enige om, så er overblikket her:

  • Varighed: 3 år
  • Ramme: 9,2 procent + 0,2 procent teknisk korrektion giver samlet 9,4 procent.
  • Generelle lønstigninger til alle, incl. reguleringsordningen: 6,27 procent.
  • Organisationsforhandlinger: 2 procent (det er de penge, der lige er blevet fordelt).
  • Etablering af fritvalgordning fra 1. januar 2028.
  • Mulighed for barnets nulte og tredje sygedag.

Læs mere om det generelle forlig her

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.