Hvad ville du selv have gjort? Lyt til andre pædagogers bedste dilemmaer

Må man sige nej til et barn, der vil være med i legen? Og må Anton have kage med, når Ellen ikke har råd? Du kan nu høre eller genhøre de mest populære episoder af Børn&Unge Podcasts serie 'Dilemma' om etikken i pædagogikken.
Kvinde lytter til podcast i solskin
Se, hvilke dilemmaer der har været mest populære blandt lytterne af Børn&Unge Podcast i den seneste tid.

Fik du ikke hørt alle episoder af Børn&Unge Podcasts serie 'Dilemma'? Eller har du lyst til at genhøre nogle af de etiske udfordringer, som panelet har diskuteret i den seneste tid?

Så læs med her, hvor vi præsenterer tre af de episoder, der har fået flest afspilninger i år.

 

Spænder normkritikken ben for pædagogikken?

Pædagogen Ulla er optaget af normkritik og tror på, at hun må udfordre normer om køn og kønsroller i sin pædagogiske praksis. Men nu er hun blevet i tvivl: Kan det gå ud over hendes relation til børnene, hvis hun taler anderledes til dem end kollegerne?

Hør, hvad et panel bestående af to pædagoger og en forsker siger til Ullas overvejelser i denne udgave af serien Dilemma, som stiller skarpt på etikken i pædagogikken.

Medvirkende: Børnehusleder Maj Luffe Andersen, børnehusleder Regitze Spenner Ishøy og postdoc Søren Engelsen.

Vært: Rikke Bergquist

Nej til leg?

Må et barn sige nej til en kammerat, der vil være med til at lege? Det diskuterer panelet i denne episode af serien Dilemma, der sætter fokus på etikken i pædagogikken. Og som altid er der hverken et rigtigt eller forkert svar.

Medvirkende: Børnehuseleder Maj Luffe Andersen, pædagog Anne Mette Skjødt Petersen og postdoc Søren Engelsen.

Vært: Rikke Bergquist

Må Anton dele kage ud, når Ellen ikke har råd?

Børnene på Rævestuen er spændte. De ved, at Antons mor har en stor kage fra bageren med. Sådan en med slik på toppen. Ikke som når Ellen har fødselsdag. Så får man bare en bolle med et lys i ude fra køkkenet.

Kagen bringer pædagogen Martin i et dilemma. For på den ene side tror han ikke på, at man kan udligne den sociale forskel mellem børnene ved at bestemme, hvem der må dele hvad ud. Men på den anden side skærer det ham i hjertet, når han oplever uligheden udfolde sig på børnenes fødselsdage. Så hvad skal han gøre?

Det spørgsmål tager et panel bestående af pædagoger og en forsker op i denne udgave af serien Dilemma.

Medvirkende: Pædagog Anne Mette Skjødt Petersen, børnehusleder Maj Luffe Andersen og postdoc Søren Engelsen.

Vært: Rikke Bergquist

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.