Guide: 8 råd til din samtale med et barn om vold
Børn, som oplever vold i hjemmet, har brug for, at andre voksne lægger mærke til, hvordan de har det, og også tager fat i dem, når de ser, at de ikke trives. Som pædagog skal du både spørge ind til barnets oplevelser og møde barnet med forståelse, accept og anerkendelse. Det er ikke sikkert, at barnet fortæller noget, selv om du spørger, men det er altid rart for et barn, som har det svært, at du viser, at du vil lytte og hjælpe.
Her får du gode råd til samtalen med det barn om vold i hjemmet. Rådene kommer fra den nye håndbog ”Hvordan opdager jeg, at et barn oplever vold i hjemmet, og hvordan kan jeg hjælpe barnet?”. Bogen er særligt skrevet til lærere og pædagoger.
1. God tid
Sæt god tid af til samtalen, og find et sted, hvor I ikke bliver forstyrret. Fortæl barnet, hvad du vil tale om og hvorfor. Fx kan du sige, at du har lagt mærke til, at barnet har set lidt trist ud, og at du gerne vil høre lidt nærmere om det.
2. Lad barnet tale
Tag afsæt i årsagen til din bekymring, men stil ikke ledende spørgsmål. Det er vigtigt ikke at lægge ordene i munden på barnet. Spørg derfor ind til den adfærd eller det udsagn hos barnet, som gør, at du er bekymret. Du kan begynde med åbne spørgsmål og herefter blive mere konkret. Du kan fx spørge: Hvad sker der, når far bliver vred? Hvad siger mor, når hun siger grimme ord til dig?
3. Bevar roen
Vær lyttende, rolig og støttende. Det er vigtigt, at du kan bevare roen, og du bør derfor være opmærksom på at dæmpe de ubehagelige følelsesmæssige reaktioner, som barnets fortælling kan vække i dig. Din opgave er at fremstå opmærksom, nærværende og lyttende.
4. Se barnets dilemmaer
Vis forståelse for den loyalitetskonflikt, barnet kan føle i forhold til forældrene. Du bør lytte til barnet uden at tale negativt om forældrene og give plads til og rumme de mange dilemmaer, barnet står i. Barnet vil typisk være bekymret for sine forældre, og det er vigtigt også at tage den bekymring alvorligt. Du kan fx fortælle, at det også handler om at hjælpe forældrene til at kunne passe ordentligt på barnet.
5. Du er ikke alene
Spejl barnets oplevelser i andres erfaringer. Fortæl barnet, at barnet ikke står alene med sine oplevelser. Du kan fx sige: ”Jeg har talt med andre børn, der har oplevet noget af det samme som dig. De har også været kede af det og haft brug for nogen at snakke med.”
6. Lov aldrig for meget
Lov ikke noget, du ikke kan holde. Du skal fx ikke love barnet, at du vil holde det, som barnet fortæller, hemmeligt. Men du kan love, at du fortæller barnet, hvad du går videre med. Vær opmærksom på, at du kun kan udtale dig om, hvad du selv vil gøre efter jeres samtale. Du kan derfor ikke love barnet, hvad der kommer til at ske, for det ikke er dig, som skal vurdere sagen og træffe afgørelsen. I kan fx sammen ringe til kommunens anonyme rådgivning og få forklaret, hvad der sker, når en kommune modtager en underretning.
7. Aldrig barnets skyld
Bekræft barnet i, at konflikter eller vold i hjemmet aldrig er barnets skyld. Mange børn føler skyld og skam, og derfor er det vigtigt at understrege, at konflikter og vold i hjemmet aldrig er barnets skyld.
8. Anerkend barnet
Gentag, hvad du har hørt, og giv information om, hvad der vil ske fremover. Det er vigtigt, at barnet føler sig set og hørt, og at du i din genfortælling af det, barnet har fortalt, bruger nogle af de samme vendinger, som barnet har brugt om sine oplevelser. Anerkend barnet for at have fortalt om sine oplevelser. Fortæl barnet, hvad dit næste skridt er. Det er meget forskelligt, hvad børn og unge har brug for i denne situation (eksempelvis hvor hurtigt der skal handles), så vær nysgerrig og undersøgende og gå i dialog med barnet om det.
OBS!!! Rådene er generelle og skal tilpasses barnets modenhed og den konkrete situation.
Læs håndbogen
Et alvorligt emne som vold kan ikke dækkes fuldkomment af en kort guide som denne. Derfor er denne guide en appetitvækker til håndbogen ”Hvordan opdager jeg, at et barn oplever vold i hjemmet, og hvordan kan jeg hjælpe barnet?”
Håndbogen er målrettet lærere og pædagoger i skoler og fritidsordninger. Lev Uden Vold har lavet den i samarbejde med en række organisationer, blandt andre BUPL og Danmarks Lærerforening.
Læs også: Sådan opdager du vold i barnets hjem