Grønlandske Amalie er pædagog i Danmark: Jeg bliver så træt
Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville vende tilbage til Danmark for at arbejde. Først når det var tid til at gå på pension, ville jeg flytte hertil, så jeg kunne være tættere på mine børn og børnebørn. Indtil da ville jeg bo og arbejde i Grønland og besøge Danmark to gange om året, i jule- og sommerferien.
Men da jeg var på juleferie i Danmark, mødte jeg en grønlandsk mand, og ham blev jeg ret glad for. Og som 58-årig flyttede jeg i 2018 hjem til ham i Aarhus.
Jeg er uddannet socialpædagog og lærer i Grønland. Jeg har arbejdet i daginstitutioner, på folkeskoler og i visitationen i Nuuk. Jeg har også arbejdet et par år i en daginstitution i Ballerup i 1985-86. Og jeg forestillede mig, at jeg med mine kvalifikationer og min erfaring nemt ville kunne finde arbejde i Danmark igen.
De så, at jeg var grønlænder. Så skiftede stemningen
Sådan gik det desværre ikke. For der er sket et eller andet i Danmark, siden jeg boede her sidst i midten af firserne. Det er, som om man bliver modtaget anderledes som grønlænder i dag.
Jeg har søgt job i vuggestuer, børnehaver og skoler, og hver gang har tonen været imødekommende i telefonen. Jeg var meget velkommen til at komme forbi med en ansøgning. Men når jeg mødte op, kunne jeg mærke stemningen skifte. De så, at jeg ligner en grønlænder, og så var der ikke mere at snakke om. Det var den følelse, jeg fik. Jeg har aldrig fået respons på en eneste af de ansøgninger.
Jeg lader dem komme til mig
Da Det Grønlandske Hus manglede en socialpædagog til opsøgende arbejde, søgte jeg stillingen, selvom jeg aldrig har arbejdet på gaden. Det var en stor lettelse, at de ville have mig til jobbet, men også grænseoverskridende for mig, for jeg havde aldrig arbejdet med udsatte borgere før.
Første gang, jeg skulle på gaden, gik jeg sammen med en kollega. Jeg var nervøs, for hvordan skulle jeg tackle det, hvis de grønlandske borgere stillede sig op og sagde: Hvad laver du her? Men jeg havde slet ikke behøvet at bekymre mig. Jeg fik en varm velkomst, og jeg fik hurtigt et tillidsfuldt forhold til flere borgere. Jeg lærte med det samme, at jeg ikke skal fare frem og belære dem om alt muligt. Jeg hilser venligt og taler med dem, og så lader jeg dem komme til mig, når de har brug for det.
Den personlige relation er særligt vigtig for grønlændere
Vi hjælper borgere med grønlandsk baggrund med en lang række ting. Én har problemer med sin kontanthjælp eller Mit-ID, en anden er blevet hjemløs, og én har måske mistet sine ting. Vi går med på lægebesøg eller følger dem hen i ydelsescenteret. Vi holder også cafeer for at styrke deres netværk. Mange bor alene og har brug for kontakt til andre.
Den personlige relation er særligt vigtig for grønlændere, også i mødet med systemet. Man skal føle sig tryg og accepteret af et andet menneske, før man kan åbne sig og fortælle sin historie.
Det værste er at blive råbt ad
Synet på grønlændere har ændret sig i Danmark. Grønlandske borgere bliver opfattet som mennesker, der ikke kan selv. Måske fordi der har været mange historier fremme om misbrug og sociale problemer. Vi grønlændere skal bruge meget energi på at bevise, at vi kan lige så meget som andre. Det, synes jeg, er svært. Men det er endnu værre at blive råbt ad. Jeg har prøvet at blive talt nedladende til i bussen af en gruppe unge med indvandrerbaggrund. Tænk, at mennesker, der måske selv er flygtet til Danmark, generer os, bare fordi vi er grønlændere. Hvis de kan være her, er der også plads til mig.
Jeg bliver så træt af at høre om Trump
Nu taler alle om, at Donald Trump vil købe Grønland. Jeg bliver så træt af at høre på det, selvom nogle siger, at det er godt, at han har sat gang i diskussionen om Danmark og Grønland. På Facebook kan det blive modtaget negativt, hvis man som grønlænder deltager i debatten, når man ikke bor i Grønland. Så jeg blander mig udenom. Og jeg er egentlig ret rolig. Politikerne skal nok finde en god løsning. Grønland vil blive ved med at være Grønland.
