Forældre vil demonstrere med pædagoger: Børns mistrivsel skal forebygges bedre

En ny bevægelse vil styrke pædagogers muligheder for at forebygge børn og unges mistrivsel. Forældre inviterer pædagoger til i fællesskab at lægge pres på politikerne op mod folketingsvalget.
Bevægelsen for Børn & Unge inviterer landets pædagoger, lærere og andre faggrupper, som arbejder med børn og unges trivsel, til at deltage i en stor demonstration på Christiansborg Slotsplads fredag den 28. oktober kl. 16.

Den voksende mistrivsel blandt børn og unge skal bekæmpes, og her spiller investeringer i vilkårene for pædagoger og andre faggrupper på børneområdet en afgørende rolle.

Derfor inviterer 'Bevægelsen for Børn & Unge - Oprør På Tværs' nu landets pædagoger, lærere og andre faggrupper, som arbejder med børn og unges trivsel, til at demonstrere med landets forældre fredag den 28. oktober kl. 16 på Christiansborg Slotsplads, på Lille Torv i Aarhus samt på Toldbod Plads i Aalborg (se info nederst).

”Vi mener, der er behov for et fælles opråb fra forældre og faggrupper, som arbejder med børn og unge, til politikerne om, at indsatsen mod stigende mistrivsel hos børn og unge skal styrkes,” siger Signe Nielsen, formand for Forældrenes Landsorganisation (FOLA), der er en af de organisationer, der bakker op om den nye bevægelse.

Vil styrke pædagogers vilkår: I har afgørende rolle

En vigtig del af Bevægelsen for Børn & Unges opråb går på, at pædagoger og andre fagfolk, som arbejder med at forebygge mistrivsel blandt børn og unge, skal have bedre muligheder for at bruge deres faglighed til netop det formål.

’Vilkårene for fagpersonalet skal forbedres, så der skabes tid og omsorg omkring børn og unge, og gives plads til faglighed,’ lyder det fra bevægelsen i indkaldelsen til demonstrationen på Christiansborg Slotsplads 28. oktober.

Opfordringen til at styrke pædagogernes vilkår bygger på tilbagemeldinger fra andre fagprofessionelle, understreger FOLA-formand Signe Nielsen:

”Børne- og PPR-psykologerne har påpeget, at meget af den mistrivsel, som vi ser i øjeblikket, kan forebygges via flere pædagoger i børnehave og vuggestue. Pædagogerne spiller en utroligt vigtig rolle i forhold til tidlig forebyggelse af mistrivsel,” siger hun.

Vil sende stærkt signal: Opfordrer pædagoger til at møde op

Håbet i bevægelsen er, at et samlet opråb fra både forældre og faggrupper kan åbne politikernes øjne for, at der skal investeres i at bekæmpe den stigende mistrivsel blandt børn og unge.

Derfor opfordrer Signe Nielsen alle pædagoger, der har mulighed for det, til at møde op til demonstrationen på Christiansborg Slotsplads fredag den 28. oktober kl. 16.

”Jo flere, pædagoger og andre fagfolk, der kommer og bakker op om demonstrationen, jo tydeligere kan vi vise politikerne, at vi står sammen i kampen for at styrke børn og unges trivsel,” siger hun.

Læs mere om demonstrationen på Christiansborg Slotsplads.

Læs mere om demonstrationen på Lille Torv i Aarhus.

Læs mere om demonstrationen på Toldbod Plads i Aalborg.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.